Holstebro Dansekompagni har den 23. september premiere på Dødsdansen baseret på August Strindbergs udødelige mesterværk af samme navn. ISCENE har talt med Marie Brolin-Tani om at være tilbage på scenen med fysiske begrænsninger og modet til at finde nye styrker som moden danser.
Holstebro Dansekompagni har længe været tiltrukket af stykker med høj autenticitet og diversitet. De mærker, at publikum lige nu har et stort behov for at se forskellige mennesker repræsenteret på scenen. Dødsdansen er skrevet som skuespil i år 1900, men opføres nu for første gang i Danmark som dans med 22 solgte forestillinger i hele landet.
Dødsdansen handler om et 25 år langt ægteskab, der syder af lidenskab, giftighed og farlige følelser mellem den tidligere skuespillerinde Alice og hendes mand Edward, der har haft karriere i militæret. Der tilføres yderligere benzin på bålet, da deres fælles ven, Kurt (Lionel Ah-Sou) kommer på besøg. Der var imidlertid også lidt drama i kulissen undervejs:
”Premieren lå egentlig i foråret, men så skete det, der kan ske med de her sårbare kroppe sent i karrieren. Min kollega Melody Putu, der dansede rollen som Edward, blev skadet, og jeg har nu en ny ægtemand i stykket, nemlig den franske danser Alexandre Bourdat, der tilfører nye nuancer og dynamik,” fortæller Marie Brolin-Tani.
Tilbage til dansen
Marie Brolin-Tani genoptog sin dansekarriere i 2022 efter mange år som kunstnerisk leder og koreograf. Hun blev spurgt, om hun ville være med i David Prices forestilling, Mit Stille Hjem, med ni medvirkende kvinder, hvor hun var bagerst i kvindegruppen, der også rummede ukrainske dansere.
For 10 år siden var der ikke mange, der tog den ældre generation af dansere alvorligt.
Det gik godt med fysikken, og modet var der til at fortsætte med idéen til Dødsdansen, som Marie Brolin-Tani og Melody Putu har arbejdet med i mange år. De kender hinanden fra Sydafrika og Malmø, og idéen opstod af hans ønske om at spille en rolle, hvor han ikke skulle repræsentere Afrika. Et opgør med konventionerne var dermed undervejs på flere planer:
”Det var meget berigende at kaste sig ud i dansen igen ved siden af arbejdet som koreograf og kunstnerisk leder, og jeg forstår mine dansere bedre ved at indtage forskellige perspektiver,” fortæller Marie Brolin-Tani. I den klassiske ballettradition kan en ældre danser blive karakterdanser og spille den ældre generation primært i gå-roller, men Marie Brolin-Tani siger:
”Det her er en anden følelse. Det er en spejling af, hvad der sker i samfundet. Der er en stigning i samfundsrelevante forestillinger, der spejler vores tid og mennesker. Det er meget oppe i tiden. For 10 år siden var der ikke mange, der tog den ældre generation af dansere alvorligt.”
Toksisk dansedrama for modne kroppe
Koreograf Thomas Bentin har lavet hele ideoplægget til forestillingen i stilen contemporary med et teatralsk udtryk, som ikke mange dansere over 45 år arbejder med. Alexandre Bourdat er 52, og Marie Brolin-Tani er snart 66 år og fortæller her om at være en erfaren danser:
”Det, vi bærer med os, er det, kroppen ikke kan. Kroppen har minder om, hvad den fysisk kunne engang, ligesom karaktererne husker, hvordan følelserne var, da de var på toppen. Det er næsten 1-1 med, hvad vi befinder os i nu. Vi har talt om, at vi kan en hel masse, men der er også ting, hvor vi må erkende, at det skal vi ikke, eller det skal jeg ikke lave, for det bliver for hårdt. Som unge dansere stod verden åben, men nu kan vi bruge vores kropslige erfaringer til noget andet.
Som unge dansere stod verden åben, men nu kan vi bruge vores kropslige erfaringer til noget andet
Det er de små nuancer, der tit kan ændre et udtryk. Man tror tit, man springer for lidt eller bevæger sig for lidt, og at det skal være større. Men tit er det faktisk mere spændende at skrue ned til næsten ingenting. Det tror jeg er rigtig signifikant for det her stykke. Det er de små ting, der gør det,” siger Marie Brolin-Tani.
Thomas Bentin lægger sig tæt op ad Strindbergs værk, og der er ikke meget bevægelse i sproget til at gestalte absurditeterne kropsligt i den toksiske relation. Parret går igennem sære ting med sig selv og hinanden, ofte uden logik. Den erotik, som engang har været, gør parret bange for intimitet. Der er en tristesse, hvor den ene dag ligner den anden gennem 25 år. Da Kurt kommer, prøver begge at få hans opmærksomhed, mens han suger alt til sig og skaber en enorm spænding.
Autenticitet i udtryk og rum
Marie Brolin-Tani mener, det har en betydning, at Alice er en kvinde, der er alene med to mænd, så hun er også ensom i spillet mellem to dominerende personligheder.
”Alice leder efter kærligheden og får noget sympati i en ret stærk relation til Kurt. Men han er også på tværs i deres ægteskab, for de går jo ikke fra hinanden. Selvom de har tanker om det, bliver de ved med at vende tilbage, som det ofte er i dårlige relationer. Der er nogle begrænsninger, der gør, man ikke kommer ud, lige meget, hvor meget, man ønsker det, så er styrken der ikke,” siger hun.
Marie-Brolin Tani og Melodi Putu fik et billede af, at ægteparret slider hinanden op i et fængsel, hvor ingen møbler er tilbage. Scenograf Hans-Olof Tani har derfor skabt et minimalistisk hjem næsten uden konventionelt scenelys. Der er blot to stole, gulvlamper og det gulvtæppe, de danser på iført helt enkle kostumer af Åsa Gjerstad. Derved skabes en form for lukkethed sammen med publikum.
Stemningen støttes musikalsk af nykomponeret musik af Christian Tronhjem vævet sammen med klassisk musik og lyddesign. Musikken vidner om deres fælles minder gennem årene.
Karakterer får liv af erfaring
Marie Brolin-Tani lever selv i et 40 år langt ægteskab, som hun beskriver som meget lykkeligt med den naturlige medgang og modgang, der vidner om, hvor komplekst og farverigt det kan være at gå gennem et langt liv med et andet menneske.
”Jeg trækker på nogle personlige ting, også fra jeg var helt ung og fra mine egne forældre, for det er vigtigt at få følelsen af autenticitet i karakterdannelsen. I starten tænkte jeg meget på, at jeg ikke er skuespiller og derfor ingen redskaber har. Jeg blev nødt til at arbejde med min fysik og se indad for at finde kropslige minder frem til det, kroppen skulle udtrykke.”
Det er vigtigt at få følelsen af autenticitet i karakterdannelsen
Strindbergs stykke er sjældent opført som dans, måske fordi det kalder på modne dansere.
”Jeg har en solo, der handler om, at Alice vil tage af sted, og der går hun på opdagelse i kroppens forfald. Det er supersvært, og den skal jeg lede efter, for Strindberg rummer også masser af humor og ironi. Ægteparret havde jo ikke levet sammen i 25 år, hvis ikke der var noget sparkling i det,” fortæller Marie Brolin-Tani og bruger sine egne erfaringer:
”Jeg prøver at finde noget inden i mig selv for at kunne leve rollen, og ikke bare spille den. Jeg har taget udgangspunkt i min egen oplevelse af ikke at have danset ret meget de sidste 10 år. Sårbarheden ved at vise sig frem kan spejle Alice, der selv engang var en succesfuld skuespiller. Jeg undersøger, hvordan jeg kan trække hende med ind i min personlige rejse og mine erfaringer fra korte og lange relationer til mænd og kollegaer på godt og ondt.”
Repræsentationen vokser i dansen
Marie Brolin-Tani har gennem årene undret sig over, at man som danser får så lidt opmærksomhed, når man bliver ældre, mens skuespillere stadig kan spille når de er 75. Nu er der endelig kommet øget opmærksomhed på repræsentation i dansen, og hun glæder sig over den positive opmærksomhed.
”Jeg er en stor inspiration for mine kvindelige dansere her på stedet, der er støttende og nysgerrige og overvejer, om de selv kan danse længere, end de havde forestillet sig. Det tror jeg helt bestemt, jeg er et forbillede for,” siger Marie Brolin-Tani.
Jeg vil hellere tale om stykket, koreografien og formidlingen af min rolles karakter. Men mennesker er meget optagede af livets gang, tænker jeg
De fleste mennesker reagerer med nysgerrighed på, hvordan hendes krop klarer det, hvor meget hun træner, hvad hun spiser, og om hun går meget til kiropraktor.
”Min omverden er fokuseret på rammerne for, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre mere end, hvordan jeg fortolker den her rolle. Jeg vil hellere tale om stykket, koreografien og formidlingen af min rolles karakter. Men mennesker er meget optagede af livets gang, tænker jeg.
Der er meget fokus på, hvad vi ældre dansere kan. Om vi kan dreje tre piruetter og løfte benet højt, og hvordan vi ser ud uden tøj på. Det interesserer mig faktisk ikke. Det der er vigtigt er, at jeg kan portrættere, at jeg har noget at gøre på den der scene. Vi har jo noget, vi gerne vil sige med det her stykke,” bemærker Marie Brolin-Tani.
Tidløse oplevelser på tværs af generationer
Marie Brolin-Tani håber, der også kommer nogle unge ind og ser forestillingen, der gerne vil slippe for alle ordene. Alle kan få noget ud af at se det, og vi sælger mange billetter til alle generationer. Hun skal selv tilbringe tid med en influencer i Aarhus, der repræsenterer ældre kvinder.
På tværs af generationer og sprog, kan vi forhåbentlig dele en fælles menneskelig oplevelse af tidløshed
”Det bliver meget spændende, hvad det kommer til at betyde, og det er en af de ting, jeg ikke havde regnet med skulle ske med det her værk. Jeg har fået stor opmærksomhed, og jeg har det udmærket med at repræsentere temaerne fx gennem debatter og after talks. Det er godt at mærke den store interesse og opbakning,” siger Marie Brolin-Tani, der håber, at publikum kan gå ind og opleve stykket uden at skulle kende Strindbergs værk, uanset om man er 22, 35 eller 60.
”Vi formidler en historie gennem bevægelse og krop, og det er intimt, fordi, vi kun er tre dansere. På tværs af generationer og sprog, kan vi forhåbentlig dele en fælles menneskelig oplevelse af tidløshed,” siger Marie Brolin-Tani.
Se forestillingens trailer her.
Dødsdansen er på Danmarksturné fra 23. september – 3. november 2024. Læs mere her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
