★★★★★☆ Wallmanns Jubilee – cool jubilæumsshow peger ind i fremtiden

Wallmanns fejrer 20 år i Cirkusbygningen med et show, der naturligvis ikke kan hedde andet end Jubilee. Overraskende nok er der skruet lidt ned for glamour og konfetti-ekstravaganza, men derimod op for stærke sangstemmer og stram dramaturgi. Det klæder showet, der i sekvenser næsten får kant.

Stemningen er som altid høj, når Wallmanns ruller løberen ud til officiel premiere. I år måske endda lidt højere, for det er jubilæumsår og vi bliver lovet en tur ned ad Memory Lane med en cliffhanger om overraskelser til næste år.

Kant og sødme

Og så går det løs med en charmerende håndholdt flanerende entré gennem hele bygningen med en af aftenens stærke sangere. Johan Huumonen slanger sig gennem garderobe, gamle staldrum og sågar uden om bygningen til On Broadway George Benson-style, mens en anden af aftenens ubetingede, men mere usete stjerner, Jakob Ståhle, danser omkring ham og siden resten af castet og leverer blændende live billeder til de to skærme på hver sin side af scenen, før sekvensen kulminerer med fuldt cast på scene og i salen, som showet i år får udnyttet langt bedre end de senere år.

Det er som om, der er en bedre ro i showet i år. For nok går man i Wallmanns for at blive underholdt, men det kan også blive lidt forhippet. Vi danser gerne med, svinger servietten højt og modtager med glæde værtinde Megan More tårnhøje fornærmelser, men lige så glædeligt er det at synke hen i optræden med kant og sødme og i universer, der spiller perfekt visuelt i de mange perler på en snor af varierede udtryk, Jubilee kaster efter os. More is more i Wallmanns, men fravalg og præcision kan også noget.

Sexy motherfucker

Fra åbningens 70’er-discovibe hopper vi til nutiden. Jeg er ingen swiftie, så jeg lod de konformt-kedelige sange glide forbi, mens jeg betaget faldt ind i cirkusscenografiens pastelfarvede verden af luftballon, karussel og kyssebåde. Straks mere taget blev jeg i den grunge-grønne klimadystopi-futurisme, hvor især Linnéa Elfström og Patrick Slivsgaard stilsikkert fortolker Coldplay-oplægget originalt. Måske aftenens mest stringente nummer, der tør føre konceptet og troen på sangenes kraft igennem uden at bombardere dem med oceaner af bling.

Mere smør i hoften får vi med det lillaglimtende, baskælne Prince-medley, der desværre halvvejs er ved at drukne sig selv i korharmonier og en koreografi, der forveksler lyst med mekanik. Heldigvis rammer Patrick Slivsgaard og Johan Huumonen hver især de sorgfulde og de erotiske toner i den lille sexdampende soulmagikers oeuvre. Bassist og Show Captain Martin Karlssons dunkende baspuls er fremragende i front for bandet, der mestrer alle showets genrer.

Rasmus Sønderberg og Mary Jean Moore slår stærkt til i feel-goodsekvensen med danske popnumre fra de sidste årtier, der ligger godt placeret næstsidst i showet, så alle i salen entusiastisk kan “gå op og ned, fra side til side” og skråle “uh, uh hu” på Seebach-måden.

Mere cool, men stadig overdådig

Sangerne er markant mere interessante end de senere års noget glatte ensembler, mens den charmerende og dygtige dansetrups materiale svinger noget fra Nellie Bethels hårde bevægelser i Swift-sekvens og finale til Per-Magnus Andersson og Simon Kuno Glæsel smooth lækkerier for øjnene i åbnings- og Prince-sekvenserne.

Cirkusnumrene er igen i år udvalgt til den traditionelle side, men selvom hastigheden er højere end niveauet i Martyna Majaks Aerial Spiral-nummer er det basalt spektakulært og der er cadeau for at rigge det ude i salen, hvor også dansetrup og sangere er jævnlige gæster.

Dmitriy Karpenko er med igen i år med et elegant straps-nummer, der leger flot med spillet mellem styrke og smidighed. Kamila Ganclarska har højt teknisk niveau i et nummer, der uden helt indlysende grund kombinerer hængende hår med en Aerial Hoop. Hvor ville jeg gerne se mere poesi og historiefortælling i Cirkusbygningens historiske rum, der kalder på netop det.

Det sagt, er Jubilee et dejligt show, der tør lidt mere, når det blander Las Vegas-glamour med mere enkle indslag. Vi fik Memory Lane, men i moderne takter. Der er lidt mindre Megan More-fjol, hvilket nogen nok vil begræde, mens jeg ser det som en del af dette års skarpere tilskæring, der samlet set gør showet mere cool uden at give køb på det velkendt overdådige, som vi selvfølgelig også runder af med i en pangfarvet Super Bowl-sekvens med fuld gaspedal på cheerleader-symbolikken. Flotte skift, flotte stemmer, suverænt-sarkastiske kostumer og sprudlende ild. Let’s party!