I dag er årets modtagere af hæderspriserne fra Wilhelm Hansen Fonden blevet offentliggjort. Og der er tre scenekunstnere blandt årets fem prismodtagerne.
Wilhelm Hansen Fondens hæderspriser hylder skikkelser i det danske kulturliv. I år gives priserne til personer inden for både dans, teater og musik. Herunder er motiveringsordene for de tre scenekunstneriske prismodtagere:
Gertrud Exner
“Skuespiller og dukkemager Gertrud Exner, der står bag det Fanø-baserede TeaterBLIK, har etableret sig som en af de mest markante kunstneriske skikkelser inden for dansk børneteater. Gennem næsten to årtier har hun som kunstnerisk leder og performer begejstret sit publikum med visuelt stærke og musikalske forestillinger, der har opnået stor anerkendelse både i Danmark og internationalt”.
Nikolaj Cederholm
“Teatermanden Nikolaj Cederholm har været en nøglefigur i dansk teater siden 1980’erne, hvor han grundlagde teatergruppen med det dadaistisk inspirerede navn Dr. Dantes Desperate Renovationsshow. Som opfinder af teaterkoncerten som genre, som dramatiker og som instruktør har han haft en markant indflydelse på udviklingen af dansk teater, og han har sat et varigt aftryk på scenekunsten i Danmark”.
Bobbi Jene
“Bobbi Jene er en af sin samtids førende koreografer. Hun er født i Iowa og har gjort karriere i både USA, Israel og Danmark. Herhjemme har hun især beriget København med værkerne Caldera (for Corpus), Pierre (for Corpus og Den Kongelige Ballet) og Waiting Places (for Betty Nansen Teatret). Med et kraftfuldt, fysisk bevægelsessprog og en filmisk opmærksomhed på detaljer formår Bobbi Jene at skildre den menneskelige kamp på en måde, der er unik og genkendelig. Hun har gennem tiden blandt andet skabt værker for Batsheva Dance Company, Paris Operaen, LA Dance Project og er en eftertragtet koreograf i dansekompagnier verden rundt”.
Om priserne og Wilhelm Hansen Fonden
Udover de tre scenekunstnere modtager også musiker Bilal Irshed og ensemblet Trio con Brio hæderspriser fra Wilhelm Hansen Fonden 2024. Hver hæderspris er på 200.000 kroner og uddeles ved en festlig begivenhed tirsdag den 22. oktober 2024 på Glyptoteket i København. Her vil Wilhelm Hansen Fonden også uddele legater og støtte til en lang række produktioner og enkeltpersoner indenfor musik, teater og dans. I alt uddeles årligt cirka 8 millioner kroner.
Fonden er stiftet af Hanne Wilhelm Hansen i 1995. Fonden støtter dans, teater og musik samt møbelkunst. Hanne Wilhelm Hansen dannede par med arkitekten Finn Juhl, og rettighederne til Finn Juhls møbler er en del af den formue, som hun placerede i fonden. Siden oprettelsen er der uddelt produktions- og uddannelsesstøtte til op mod 1000 projekter og enkeltpersoner samt de prestigefulde hæderspriser til fortjenstfulde personligheder, der har været berigende for vores kulturkreds.
Kilde: Pressemeddelelse, Wilhelm Hansen Fonden