To puljer, som finansierede kulturoplevelser for københavnske skoleelever, er blevet sparret væk. Det kan få fatale konsekvenser for de fleste af byens små storbyteatre og frie grupper, hvis medfinansieringsgrundlag og kontakt til skolepublikummet nu er væk. ISCENE tog en snak med Dansk Teaters direktør Peter Mark Lundberg, Teatercentrums direktør Dorthe Bébe og Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard om ansvar, og hvad der nu skal ske.
I Københavns kommune har politikere sløjfet de puljer Åben Skole Classic og Turboforløb i deres nye budgetaftale. To puljer, som har eksisteret i mere end ti år og med en samlet finansiering på fem millioner har finansieret teaterforestillinger, museumsbesøg og andre kulturoplevelser for københavnske skoleelever. Nu er det slut.
Fatale konsekvenser
For de små storkøbenhavnske teatre og mindre grupper får nedlukningen store konsekvenser både økonomisk og i forhold til kontakten til børnepublikummet. Jørgen Carlslund, der er teaterleder på Teater ZeBU, udtaler til Kulturmonitor:
”For et lille teater som vores vil den manglende indtægt være katastrofal og betyde, at vi tvinges til at omstille os til andre målgrupper end københavnske skolebørn. Og det er vel næppe tanken med at have børneteatre liggende i kommunen”.
Sidsel Ramsdal, der er teaterleder på Anemonen, har de samme bekymringer og siger i samme artikel: ”Hvis ikke de gratis teaterture bliver erstattet af en anden og lignende form for hjælp til skolerne, er vi alvorligt bange for at miste en afgørende del af vores faste kunder.”
Har teatrene sovet i timen?
Nedlæggelsen af de to puljer blev vedtaget på en 2. behandling af budgetforslag i april måned, så spørgsmålet er, om teatrene har sovet i timen og kunne have haft indflydelse på processen?
”Nej!,” siger Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater, til ISCENE. ”Det er god forvaltningsskik tydeligt at gøre opmærksom på større ændringer, der kan påvirke borgere og virksomheder i god tid, før de sker. Det er ikke sket her. Det kom som en tyv om natten. Faktisk kommer der først en mail fra forvaltningen, når beslutningen er truffet. Det er ikke rimeligt, at teatrene skal følge alle udvalgsbehandlinger for at vide, at en ti år gammel, veletableret, succesfuld pulje pludselig forsvinder,” tilføjer han og understreger, at ”det er kommunen og politikerne bag budgetforliget, der har ansvaret for, at puljerne lukker.”
Det er god forvaltningsskik tydeligt at gøre opmærksom på større ændringer, der kan påvirke borgere og virksomheder i god tid, før de sker.
Dorthe Bébe, der er direktør i Teatercentrum, er enig og siger: ”Der er ikke nogen, der har sovet i timen. Vi ser ulykkeligvis flere tilfælde rundt i landet, hvor midler til scenekunst for børn og unge eller kunst og kultur for børn og unge i det hele taget spares væk. Når overraskelsen nogle gange er lidt større, kan det skyldes, at midlerne både kan ligge i skole- eller børn- og ungeafdelingernes budgetter og i kultur- og fritidsafdelingerne budgetter. Sparekatalogerne er lange og besparelsen kan være en enkelt linje nederst i et langt katalog. Der skal bruges tid og ressourcer på at følge de enkelte ressortområder. Teatrene har begrænsede ressourcer til rådighed, så det kan være vanskeligt – om ikke umuligt – at følge med i alle de politiske processer.”
Ærgrelse hele vejen rundt
Det er ikke kun teatrene, som er kede af nedlukningen. Forvaltningen beklager besparelsen i en mail til bl.a. de små storbyteatre i København, hvor de ifølge Kulturmonitor skriver, at de ”er rigtigt kede af situationen, da byens børn mister en masse gode muligheder for faglige input, læring og praktiske oplevelser, som de ikke ellers får i deres normale skolegang”.
Jeg er på det personlige plan skuffet over, at politikerne indirekte løber fra deres løfter
Det Konservative Folkepartis børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, udtaler i samme artikel: ”Vi synes, at det har stor værdi for børns trivsel og læring, at de kan komme ud af klasserne og modtage læring, for eksempel på virksomheder, museer, teatre,” selvom det Konservative Folkeparti var med til at stemme besparelserne igennem.
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) afviser at have del i nedlukningen og siger i Kulturmonitor, at ”Radikale Venstre ikke er del af Børne- og Ungdomsudvalget”, og at partiet derfor ”ikke nødvendigvis er opmærksomme på udløb på børne- og ungeområdet”.
Hos Dansk Teater var der ikke viden om puljernes nedlukning, og der er ligeledes undren over spareøvelsen: ”Vi vidste ikke, at det var på vej, så vi har intet gjort før. Til gengæld indgik jeg i et større arbejde med børne- og ungeborgmesteren og kulturborgmesteren sidste år om, at København nu skal være ”Børnekulturhovedstad”. Bl.a. skrev vi en kronik sammen. Så jeg er på det personlige plan skuffet over, at politikerne indirekte løber fra deres løfter,” lyder det fra Peter Mark Lundberg.
Så hvad nu?
Spørgsmålet er, hvad der skal ske fremadrettet og hvad branchen kan gøre for at ruste sig bedre i fremtiden?
Peter Mark Lundberg vurderer, at der er løsningsmuligheder: ”Jeg tror på, at de to borgmestre ikke har forladt deres visioner – og vil indgå en dialog med os om en fremtidig løsning,” siger han til ISCENE og erkender, at branchen må stå sammen for at sikre sig fremadrettet:
”Vi skal arbejde endnu tættere sammen på kulturområdet og samle os yderligere, så vi har flere muskler og kan matche vores modparter bedre. Men vi skal også være bedre til ikke bare at råbe op om problemet – men i stedet være med at finde løsninger, der hjælper kommunerne.”
Teatrene skal blive ved med at dele den viden, de har med hinanden om politiske tendenser, bevillingsmæssige bekymringer og mulige bud på løsninger
Dorthe Bébe støtter op om, at teatrene skal være en del af løsningen fremadrettet. ”Teatrene skal blive ved med at dele den viden, de har med hinanden om politiske tendenser, bevillingsmæssige bekymringer og mulige bud på løsninger af de udfordringer der peges på. Og så skal de fokusere på værdien af scenekunsten og have data til at underbygge det,” siger hun.
Data dokumenterer værdien af scenekunstens betydning
Teatercentrum har i samarbejde med Bikubenfonden og Sjællands Teater for nylig udgivet Betydningskompasset for børn og unge, der er en kvalitativ undersøgelse af betydningen af scenekunsten for børn og unge. Mens Applaus i deres seneste rapport ”Barndommens kulturoplevelser har betydning for voksenlivets kulturvaner” peger på, hvordan børn og unges brug af kunst og kultur påvirker dem i voksenlivet. Data som kan argumentere for værdien af scenekunst for børn og unge og sammen med tiltag fra branchen kan være en mulig løsning til fremadrettet at sikre branchen bedre.
Dansk Teater har derfor rakt ud til Teatercentrum for at få en faglig løsning til, hvordan børn og unge fortsat kan komme i teatret i København:
”Børneteatrene i København har flere forskellige bud på, hvordan man kan lette administrationen af puljerne, så der fx ikke længere skal sagsbehandles ansøgninger hos forvaltningens medarbejdere i samme grad som i dag. Blandt andet en klippekortsordning. På Teatercentrum kan vi for eksempel bistå med administrationen af en sådan ordning eller med inspiration i Kulturpakker-ordningen udbrede og udbyde større samlinger af kunstneriske aktiviteter og oplevelser på anden vis i kommunen,” siger Dorthe Bébe.
En kommunal mulighed
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) vil også gerne være en del af en fremtidig løsning, med en ambition om at København skal være børnekulturhovedstad. Hun skriver i en mail til ISCENE: ”Vi har i mange år talt om breddeidræt, og det er virkelig på tide, vi også kommer til at tale om breddekultur. Vi skal sørge for, at alle børn og unge i København møder kultur og kan gå til kultur på samme måde, som de går til idræt.”
Derfor har Mia Nyegaard fået nedsat en handletank med en gruppe fagfolk. ”Deres anbefaling var ikke flere små puljer fra det offentlige, men at vi tog afsæt i de mange muligheder og tilbud, som der allerede er, og at vi bliver skarpere på, hvordan vi engagerer de unge. Derfor fik jeg til budgettet afsat midler til både en børnekulturkoordinator og en pulje til at afprøve nye løsninger og samarbejdsformer,” skriver Mia Nyegaard.
Børn skal nok møde fodbold tidligt i deres liv – men hvordan møder de kunst, teater, eller musik – det er den grundlæggende diskussion, jeg gerne vil have
Hun understreger, at det ikke handler om, “at den ene eller anden pulje skal være lidt mindre eller lidt større – men at vi grundlæggende får sat en anden retning sammen med kulturinstitutioner, organisationer, forældre og børn. Børn skal nok møde fodbold tidligt i deres liv – men hvordan møder de kunst, teater, eller musik – det er den grundlæggende diskussion, jeg gerne vil have.”
Hvordan den nye børnekulturkoordinator og puljen til afprøvning af nye løsninger og samarbejdsformer vil fungere, er endnu uvist. Interessen fra både branche og politikere til at styrke mødet med scenekunst for Københavns børn og unge er der tydeligvis, hvordan udviklingen skal løftes fra diskussion til handleplan og med hvilke midler bliver interessant at følge.
