Populært lige nu

ISCENE anbefaler teateroplevelser for børn i vinterferien

Teateroplevelser for børn i vinterferien

Nye tider på ISCENE – reorganisering skal styrke formidlingen af dansk scenekunst

Nichemediet ISCENE har i syv år dækket den danske scenekunst journalistisk gennem skrevne formater. Nye samarbejder og den moderne medievirkelighed kræver en kontinuerlig udvikling,...
Annonce

★★★☆☆☆ Gilgamesh – sanselig, men lidt uskarp metatolkning af en myte

Nathalie Melbye åbner sin direktørperiode på Sort/Hvid sammen med Logen, der denne gang har kastet sit net af dominans og underkastelse ned over myten om Gilgamesh. Det bliver ikke helt farligt nok i en performance, hvor både dramaturgi og publikumsinddragelse kunne skæres skarpere. 

Annonce

Det starter i guld, rødt og limegrønt, mens duften af popcorn breder sig på rækkerne. Vi er til premiere på et helteepos hos performancekollektivet Logen, så den glittede premiereoplevelse kommer med et twist af det grotesk overgjorte, hvor film og virkelighed flyder sammen, så ikke bare premieregæster, men også figurerne på filmen er iklædt samme kitchede guldjakkesæt. 

Gilgamesh
Bjørk Mynte Paulse i Gilgamesh. Logen på Sort/Hvid. Foto Rumle Skafte.

Fra biografens trygge mørke til mytens ustabile rum

Filmen giver os optakten på myten om Gilgamesh, den tyranniske konge, der er totredjedele gud i en menneskelig krop, og hans hjerteven Enkidu. Filmen følger vildmanden Enkidus fødsel og hans tiltænkte rolle som en form for spejl af Gilgamesh. Begge er de i hvert fald brutale, men de finder en ømhed for hinanden og drager sammen på eventyr. 

En parodi på et talkshow om kunstens rolle fyldt med forudsigelige buzz-bingolingo og mindre forudsigelig vold

Men først et break, for ”The artist is in the house”, og vi er nu til en parodi på et talkshow om kunstens rolle fyldt med forudsigelige buzz-bingolingo og mindre forudsigelig vold. Lussingerne flyver tæt, inden en kvindekrop med grisemaske overtager tæmningen af Enkidu i en seksuel sekvens tungt ladet med pølser og humor.  Så mødes Enkidu og Gilgamesh i en drabelig øksekamp og venskabet fødes, mens rummet brydes op, og vi vandrer med dem videre. 

Gilgamesh
Patrick Baurichter i front i Gilgamesh. Logen på Sort/Hvid. Foto Rumle Skafte.

Dominans og underkastelse 

Det meste af resten af forestillingen foregår i et stort, råt rum, der illuderer cedertræsskoven, som spiller en markant rolle i eposset og samtidig er selve det mytiske rum, der også findes i os selv. I dette tilfælde som det monstrøse og det tyranniske. Et lerbrunt rum, hvor dele af myten flettes sammen i adskilte sekvenser med publikum som mere eller mindre aktive medspillere. 

Annonce

Tunge rytmer akkompagnerer vejen mod vennernes første udåd, drabet på dæmonen Humbaba og hans syv auraer, som vi allerede har mødt i en lille, legende sekvens, der bryder universet, men fastholder den grundtone af dominans og underkastelse, der løber i myten og også er Logens kendemærke. 

Det mytiske rum, der også findes i os selv. I dette tilfælde som det monstrøse og det tyranniske

I ler, lys og dunkende rytmer danser de tæt mellem os og kulminerer i en forceret uendelighedsudmatning af kolbøtter, før næste – og ultimative – overskridelse finder sted med ydmygelsen af kvinden, der bagbindes og svines til med æg. Efter en rituel rundgang med selvbygget tømmerflåde lander vi i lobbyen, hvor Logen på menneskehedens vegne undskylder til Umbaba for deres fremstilling af ham og Joëlle Marie McGovern blidt synger for at hele sårene.  

Gilgamesh
Patrick Baurichter og Christine Sønderris i Gilgamesh. Logen på Sort/Hvid. Foto Rumle Skafte.

Ikke helt farligt nok 

Det er et virkningsfuldt spil mellem metakunst og indlevelse, og Gilgamesh kunne for min skyld godt have sluttet her. Men vi skal tilbage i underverdenen til en billedsmuk, lerindsmurt fortolkning af Enkidus død og Gilgameshes sorg. 

Myten om Gilgamesh passer godt til Logens formudtryk, og der er mange gode bidder i den meget lange forestilling. Christine Sønderris’ indolens i talkshowet er uhyre velspillet og hendes hardcore Humbaba giver skarp kant til det mytisk opulente inferno af skrig, fjer og snavs. Bjørk-Mynte Paulse er den udholdende krop, der kan fornedres og genopstå i nye positioner. Patrick Baurichter kan det diabolsk dominerende, men er her stærkest som selvopfyldt undskylder og i den nøgne sorg mod slut. 

Langt kan i dette format være en pointe i sig selv, men sådan fungerer det ikke her

Lorenzo Colombos lydunivers står stærkt og støtter Simone Bartholins scenografi til et samlet mytisk rum, som man godt kan give sig hen til et stykke ad vejen. Men det er, som om det aldrig bliver helt så farligt, som intentionen virker til at være. De fleste sekvenser fungerer i sig selv, men finder ikke helt sammen, og publikumsinddragelsen flagrer også lidt for vinden i et ikke helt tydeligt mønster. 

Langt kan i dette format være en pointe i sig selv, men sådan fungerer det ikke her, så selvom afsættet er monstrøst og ustyrligt, kunne der være skåret skarpere til i iscenesættelsen, så spillet mellem det sanselige og metarefleksionerne, der indskriver myten i samtiden, kunne glitre klarere. 

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce