Bora Bora i Aarhus arbejder hele tiden på at finde nye måder at præsentere dans og koreografi for publikum. Ikke kun etablerede navne skal kunne opleves på byens dansescene, hvor man også gerne vil give helt nye koreografer mulighed for at møde publikum. Det er nogle af tankerne bag det nye koncept Short & Sharp, som afprøves på teatret i denne uge.
“Vi ville gerne have publikum med på en ny måde, og samtidig give dem en oplevelse af tre vidt forskellige værker og tre vidt forskellige koreografer, som også spiller sammen som en samlet oplevelse,” forklarer Karen Lambæk Christensen, der er Residency Producent på Bora Bora.
Karen Lambæk er desuden opfinderen bag og producent af Short & Sharp-formatet, der afprøves for første gang i slutningen af denne uge. Tidligere på året udsendte Bora Bora et open call til alle koreografer med base i Danmark: “Vis din soloforestilling på max 30 minutters længde på Bora Bora sammen med to andre koreografer.”
Blandt de indkomne ansøgninger har teatret valgt tre nye navne på den danske dansescene, der til sammen står bag programmet til den første udgave af Short & Sharp: Italienske Ottavia Catenacci og spanske Magalí Camps, der begge har base i København, og danske Charlie Laban Trier, der arbejder i både Danmark og Holland.

Viser bredden i koreografi
“Vi har mange helaftensværker på Bora Boras program. Men mange gange skabes mindre værker, som primært bliver aktiveret i festivalperioder, og ellers bare ligger stille. Dem vil vi gerne bringe i spil,” forklarer Karen Lambæk, der er glad for de tre valgte værker, “som kan noget hver især, men som også har et potentiale i at spille sammen”.
Også teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen er glad for denne nye måde at give både de mindre værker og de nye koreografer en plads i huset.
Dørtrinnet til Bora Bora kunne blive meget højt, fordi det ikke er alle unge koreografer, der kan fylde vores sal med 200 publikummer
“Vi kunne se, at dørtrinnet til Bora Bora godt kunne blive meget højt, fordi det ikke er alle unge koreografer, der kan fylde vores sal med 200 publikummer. Vi ønsker jo at vise bredden i, hvad koreografi kan. Både for publikum og for koreograferne,” siger hun og tilføjer:
“Vi giver rum til det koreografiske eksperiment. Altså eksperiment forstået som udvikling, hvor man tør udforske noget i dybden. Det er derfor, vi gerne vil have en samtale bagefter. Vi vil gerne skabe et rum, hvor koreografer og publikum kan tale sammen om, hvad koreografi er, og hvor publikum kan få et indblik i den kunstneriske proces. Vi har her til Short & Sharp valgt tre modige koreografer, som tør gå i dybden med deres undersøgelser og som er klar på samtalen med publikum bagefter”.

Ny generation, nye tilgange
De tre forestillinger under Short & Sharp er Surfacing HypoKrisa, Gossip Body og Double You Single View. De tre udvalgte koreografer står selv bag koreografien, de står på scenen og deltager i den efterfølgende talk med publikum, der således får mulighed for at høre om arbejdet som både koreograf og danser.
De tre værker har alle et fokus på grænsen mellem fiktion og virkelighed med udgangspunkt i enten myter, sladder eller historier fra fortiden. Med Lotte Kofod Ludvigsens ord “eksperimenter værkerne dybt og interessant ind i tre helt forskellige tilgange til koreografi”.
Karen Lambæk Christensen er enig, men ser også “en ny generation, der arbejder super spændende med koreografiske strategier, har noget på hjerte og er meget reflekterede over deres egen praksis”.

“Noget af det, der samler de tre værker, er, at de går helt ind i historiefortællingen. I det ene værk er koreografen fx inspireret af den historiske udvikling af begrebet sladder. Hun udfordrer den nedsættende konnotation og inviterer os til at pleje mangfoldigheden af kvindelige alliancer i vores tid. Gossip Body startede fra ønsket om at udforske historiefortælling ved at trække på menneskelige relationer som materiale for komposition,“ forklarer Karen Lambæk Christensen.
De tager deres research ret langt. De tager fat i noget i kulturen, som de virkelig har en passion for at undersøge
“De går alle tre ret dybt ind i de spørgsmål, de stiller i deres research. Det er noget andet end koreografer, der har arbejdet i flere år, og ved, hvad der fungerer både for dem og for publikum. Her tager de nye koreografer måske en større chance. De tager deres research ret langt. De tager fat i noget i kulturen, som de virkelig har en passion for at undersøge,” understreger hun.
Anderledes publikumsoplevelse
Publikum kan forvente en lidt anderledes aften på Bora Bora, når Short & Sharp løber af stablen den 10. og 11. oktober.
“Det er tre koreografer, vi aldrig har haft i huset før. Det er en helt ny oplevelse for dem – også at gå i dialog om deres værk og mærke, hvordan deres værk interagerer med publikum. Oplevelsen kommer til at foregå både i salen og nede i Headquarters (baren i foyeren på Bora Bora, red.). Publikum kommer til at opleve nye måder at se koreografi på. Det bliver både stående nede i baren og siddende oppe i Lille Sal. Og fordi det er i Lille Sal, bliver det også en mere intim oplevelse. Det er desuden tre vidt forskellige, stærke soloer, hvor også publikumsoplevelsen bliver meget forskellig. De to af værkerne er koreografier, som er dansede, mens den sidste har mere performancepræg,” siger Lotte Kofod Ludvigsen, der især er glad for, at Short & Sharp giver et blik ind i koreografi lige nu og her.

“Publikum får mulighed for at opleve nye koreografer, nye stemmer. Når man er koreograf lige nu, hvad er det så for en måde, man arbejder på? Hvad er det, man er optaget af lige nu og her? Og så er der den særlige oplevelse, hvor man kan møde koreograferne og spørge ind til værket efterfølgende. Det kan være fedt, hvis man sidder med spørgsmål eller har noget fra værket, man ikke forstår. Det skal ikke være en intellektuel samtaleklub. Det skal være en måde for alle at nærme sig værket på,” understreger Lotte Kofod Ludvigsen.
Samarbejde om en helhed
For Bora Bora har det også været væsentligt, at de medvirkende koreografer skulle kunne tage både læring og erfaring med sig videre fra projektet.
“Koreograferne har været til en række møder med os og med hinanden. De får indblik i, hvordan det er at lave tre værker, der skal følge lige efter hinanden i samme program. To af de værker, vi har udvalgt, har tidligere været på festivaler, hvor de har været deres eget korte programpunkt. Her bliver de bedt om at samarbejde både med vores teknikere og med hinanden. Vi forbereder os sammen, så de ved, hvad der er på spil. Det handler ikke kun om mig som kunstner, men også om, hvordan vi skaber en helhed sammen,” siger Karen Lambæk Christensen.

“Short & Sharp er en test. Så ser vi, om vi skal gøre det igen. Vi eksperimenterer med de forskellige visningsformater for nye koreografer. Det er også fedt for os som hus at lære og tilpasse os løbende,” afslutter Lotte Kofod Ludvigsen
Short & Sharp spiller på Bora Bora 10. – 11. oktober 2024. Læs mere her.
Se videotrailer her.
Se teaterchefens introduktion her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
OM KUNSTNERNE
Ottavia Catenacci, danser og koreograf, dimitterede i 2019 med en BFA i scenografi fra Academy of Fine Arts i Urbino. I 2022 fik hun en BFA i dans og koreografi fra Den Danske Scenekunstskole i København. Hun er i øjeblikket i gang med en MFA i koreografi på Den Danske Scenekunstskole.
Magalí Camps er danser og performer med base i København og Stockholm. Hun er uddannet i dans og koreografi fra Den Danske Scenekunstskole i 2022.
Charlie Laban Trier er danser og koreograf. Født i København, hovedsageligt bosat i Amsterdam. Han dimitterede i 2018 fra SNDO – bachelor i koreografi. Han har tidligere haft diplomer fra Hotstepper og Flows danseuddannelse, København 2011/12.