Correlations er næste forestilling i KSelekt, hvor ny eksperimenterende scenekunst skabes på Det kongelige Teater

Samarbejdet mellem Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater om KSelekt, hvor frie produktioner præsenteres på nationalscenen, fortsætter indtil videre frem til 2028. Netop nu er Diasporic Dimensions aktuel med Correlations. ISCENE har talt med projektets kunstneriske leder Phyllis Akinyi om at samle et internationalt hold og skabe en helt ny performance i KSelekts ramme.

Forestillingen Correlations – Meetings in the Multiverse er en helt ny performance, som netop nu er under udvikling bag tæppet på Skuespilhusets lille scene af et internationalt hold i flere aldre, der sammen undersøger kulturelle synkronisiteter på tværs af kontinenter.

Kunstnerisk leder Phyllis Akinyi er selv af dansk-kenyansk afstamning og vil med forestillingen undersøge mellemrummene mellem kulturer, som hun selv har skulle lære at navigere i som del af en diaspora – altså folk, der lever udenfor deres oprindelsesland.

“Jeg har altid været god til at aflæse de kulturelle koder i mine omgivelser, men har som afrikansk diasporisk barn i Danmark i 80’erne og 90’erne manglet et sprog for min egen mellemrumsidentitet,” fortæller hun, da vi mødes i Skuespilhusets foyer.

KSelekt-samarbejdet fortsætter i 2025-2028 med lidt færre forestillinger per sæson for at skabe mere tid til, at de enkelte produktioner kan eksperimentere med nyt materiale – og måske som Diasporic Dimensions udvikle helt ny scenekunst i de prøveuger, grupperne har på Det Kongelige Teaters scene.

Kulturelle mellemrum

I Correlations undersøger Phyllis Akinyi de møder, der opstår, når forskellige kulturelle udtryk mødes på scenen og med publikum. Hun har delvist castet performerne i Correlations ud fra samme tankegang om kulturelle møder og har kun arbejdet sammen med to af de seks medvirkende før.

”Det er en ønskeproduktion for mig, hvor jeg har håndplukket performerne og de øvrige på produktionsholdet, og så viste det sig, at vi blandt performerne nærmest er tre sæt tvillinger, tre sæt adskilte partikler. Vi har en aldersforskel på 46 år på produktionsteamet, fra 22 til 68 år, og det er vigtigt, for jeg er interesseret i forskellige perspektiver,” fortæller Phyllis Akinyi

Hun er inspireret af kvantefysikken og tanken om multiverset, altså flere parallelt eksisterende universer, som en teoretisk ramme til at undersøge kulturel adspredelse og møder. I denne teori optræder fænomenet synkronisitet, hvor nogle partikler aktiveres samtidig og opfører sig på samme måde på tværs af sted.

”Det er ikke ét møde, ét moment, men alle de momenter, mødet afføder, og i værket har det derfor også en undertekst om at mødes i multiverset, fordi jeg gerne vil have, at bevægelsen fortsætter og bliver ved med at skabe nye møder,” forklarer hun og understreger straks, at selvom det måske lyder kryptisk, så er værket det ikke”, understreger forklarer Phyllis Akiny og fortsætter:

“Alt i forestillingen er live og præmissen har været, at alle kommer til at lave lyd og alle kommer til at bevæge sig. Som børn kan alle danse og synge, men så bliver man ofte mere selvbevidst og holder sig til det, man er god til, mens man så senere i livet igen bliver bedre til at slippe det selvbevidste og opmærksomheden på, hvordan man fremtræder”.

Identitet og fællesskab

Phyllis Akinyi ser Correlations som en form for fortsættelse af et værk, hun lavede for fem år siden. Der undersøgte hun sin egen identitet og kombinerede sin baggrund og tidligere danseerfaring med sin forelskelse i flamenco.

”Jeg har altid brugt meget energi på at tilpasse mig og på et tidspunkt tænkte jeg, at den energi måske er bedre brugt ved at finde ud af, hvem jeg er. Jeg har danset mange genrer, men i flamencoen fandt jeg en protagonistrolle, som kom indefra, og hvor man kan gå ind i sine mindre fede følelser og danse dem ud. Jeg tror, det var i flamencoen, hvor jeg jo heller ikke rigtig passede ind i stereotypen om, hvordan man ser ud som flamencodanser, at jeg blev tvunget til at sige: ”Hvordan vil jeg gøre det?”, og så brugte jeg ti år at studere traditionel flamenco for at kunne gøre det til mit eget udtryk,” fortæller hun.

Mødet med flamenco var et kulturskifte, som hun også har observeret gennem sin akademiske tilgang som antropolog, der ofte kommer til udtryk som en undren.

”Jeg spørger altid til, hvorfor ting er, som de er, og der har det akademiske givet nogle redskaber til at undersøge oplevelsen af ikke at høre til hverken det ene eller det andet sted. Jeg blev meget frustreret over de kulturelle rammer i flamencoen, som låste mig, når min krop sagde mig noget helt andet. Så det blev til en research i et mere afrikansk kontinentalt perspektiv, der samtidig blev min egen frigørelse i min flamencopraksis,” forklarer Phyllis Akinyi, der nu oplever at være meget grounded i sin egen identitet, både personligt og som skabende kunstner, og derfor er mere interesseret i, hvad fællesskaber kan.

Vi må skubbe på de store tandhjul

Hun søger sparring og vidensdeling om, hvad der sker på den globale scene, for i Danmark er baggrunde som hendes stadig underrepræsenteret på scenerne. ”Der er mange ting, der er i forandring for tiden, hvilket er godt. Men der hersker stadig nogle stereotyper om hvilke udtryk, genrer og rum, vi har ret til at eksistere i, så der kan ske mere, og jeg tror ikke, vi skal vente på, at de store tandhjul selv rykker. Vi skal skubbe på dem,” siger hun. Derfor er Diasporic Dimensions et hjertebarn for hende:

”Det er min drøm om skabe et sted, som centrerer de her mellemrumsidentiteter i kunsten. Jeg kommer fra den afrikanske diaspora, men der er mange andre diasporaer. Så jeg håber på, at det med tiden kan blive en form for sted eller koncept, hvor danskbaserede diasporiske kunstnere, om de er fra en sydøstasiatisk, en mellemøstlig, en afrikansk eller en latinamerikansk diaspora, kan undersøge udtryk sammen,” forklarer hun og fortsætter:

Værket er en kærlighedserklæring til diasporaer, et drømmende univers om, hvordan det kan være, så det har været vigtigt for mig, at dem, der er med til at skabe det, har et personligt forhold til deres diaspora. Afrikansk diasporisk kultur ses ofte som en monolit, men jeg ser det, som at vi har nogle grundlæggende ting til fælles, men at vi også rummer mange nuancer, og jeg er interesseret i begge aspekter.”  

Phyllis Akinyi opfatter derfor også processen med Correlations som et opgør med kassetænkning. ”Det er både i værkets genre og form, at mellemrummene er meget større end kasserne. De er meget mere organiske og giver plads til, at man kan undre sig over sig selv og droppe restriktionerne i at være fx klassisk danser eller punkmusiker og i stedet se det smukke i at mødes i mellemrummene. Vi går bare ind og er os. Det er den åbenhed, som jeg håber, vi kan blive mødt med,” siger hun.

Læs mere Diasporic Dimensions her.

Vi er her som en familie

Det handler for hende om at fokusere på den verden, man ønsker, og hvordan man kan arbejde for at virkeliggøre sin drøm. ”Jeg har et soft spot for de unge og vil gerne medvirke til, at vi bliver bedre til at erfaringsdele i branchen, så de ikke skal lære alt fra scratch,” siger hun, der selv har haft nogle intense år med produktioner og turneer og derfor havde brug for en produktion, hvor hun kunne føle fællesskabet og teste og lege sammen med andre. Hun ser derfor også selve værket som en del af en proces, der startede for længe siden.

”Ofte er vi fokuserede på selve produktet, mens processen ikke er særlig fed. Der er konflikter, der ikke bliver taget, og det sætter sig jo i kroppen, ikke? Det er jeg for gammel til, og her kan jeg selv sætte rammen. Jeg har haft flere kasketter på end ønsket, og min største udfordring er at uddelegere, for jeg er vant til at gøre det hele selv,” siger hun selverkendende og fortsætter:

”Det er et stort brød, jeg har slået op, men så husker jeg på, at jeg ikke gør det alene. Nu er vi her som en familie. Der er en omsorg i, at vi er forskellige generationer med forskellige erfaringer, drømme og kundskaber, men at the end of the day, så er vi i det sammen. Jeg har tvivlet på processen, men det er landet som et kollektivt ansvar, og jeg forstår, at jeg ikke behøver at holde rummet alene,” slår hun fast og fortæller videre, at hun er rørt over den kærlighed, der også møder teamet fra teatrets personale.

Svinger på samme frekvens

”Personalet herinde er nysgerrige på det, vi laver, men samtidig får vi også lov at være i fred. Det er nogle virkelig rare lokaler at være i, så omgivelserne er med til give os en ro, som man ikke altid kan finde som fri producent,” siger hun om teamets oplevelse af at svinge på samme frekvens som huset, de midlertidigt er rykket ind i, og hvis mange værksteder er en stor inspiration at bevæge sig rundt i.

Phyllis Akinyi har også reflekteret meget over, hvor langt man kan komme med at kommunikere klart om sine behov. ”Det gælder ikke kun i forhold til KSelekt, men også, at det er en stor produktion. Jo klarere, man kan kommunikere sine ønsker og behov, jo lettere er det for både Det Kongelige Teater og UP (Udviklingsplatformen for Scenekunst, red.) at se, hvad de kan hjælpe en med,” formulerer hun sit råd til nye, potentielle KSelekt-aktører.

Hun priser også i flere omgange sin produktionsleder Ami ”Bluuu” Weickaane, der med sin ro og internationale erfaring har kastet et drys af Dakar og Paris over produktionen. ”Hun har været fabulous med sit overblik, for jeg har ikke arbejdet i en black box i en del år,” forklarer Phyllis Akinyi, der også allerede ser Correlations videreført i andre versioner og omgivelser, hvilket vil være den omvendte bevægelse af Antoinette Helbing, der sidste år forvandlede sin site-specific-performance Laughing Crowd til black boxen på KSelekt.

”Det er en interessant samtale at have, fordi det er en måde at gøre ting mere bæredygtige på,” siger Phyllis Akinyi, der fra starten har tænkt sin performance bundet op omkring et kerneteam, der kan suppleres med lokale aktører alt efter, hvor den rejser hen, og hvilke rum, den skal spille i.

Levende arkiver for værket

Men nu gælder det snart premieren på Det Kongelige Teater, og Phyllis Akinyi er spændt på, hvem der dukker op og ser forestillingen.

”Der er altid mange forskellige forventninger, men hvis jeg prøver at tilpasse mig dem, taber jeg mig selv i processen. Det er også ok, hvis man ikke kan lide værket, men for mig er det mere en samtale. Publikum er aldrig passivt, men kommer ind i rummet med mange energier og historier. Måske er det antropologen i mig, der synes, det er enormt spændende, hvad tilskuerne oplever som den, de er den dag, Hvad, der rører dem,” siger hun.

Hun ønsker sig et blandet publikum, der ikke nødvendigvis er dem, der allerede følger den frie scene, men som har lyst til at komme med på rejsen gennem forskellige genrer:

”Man skal komme, hvis man er det mindste nysgerrig. Man skal komme, hvis man er glad for musik! For mig er publikum levende arkiver for værket, fordi de bærer det videre med sig. De er vidner til den form for ceremoni, der foregår. I flamencoen, som jeg har med, kan publikum godt finde på at komme med opmuntrende tilråb til performerne. Det er guld værd, så jeg bliver bare lykkelig, hvis jeg tænker på, at folk får lyst til at gøre det på Det Kongelige Teater,” afrunder Phyllis Akinyi med et varmt smil.

Læs mere om KSelekt hos Udviklingsplatformen for Scenekunst, der faciliterer projektet.

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med KSelekt med fuld redaktionel frihed for ISCENE.