Klima, antisemitisme, skatteunddragelse og kulturkonstrueret køn. Toasters Acting In & Out spidder tidens temaer gennem fire performances, der hver især blev kontekstualiseret af meget forskellige aktivister. Programmets ambition var at åbne et handlingsrum for publikum, der både kunne rette sig mod tidens mange ydre konflikter, men også den indre tvivl om, hvordan man selv – og i fællesskab – kan være i en svær tid.
Toasters Acting In & Out-program undersøgte i november måned rammerne for iscenesættelse af samtidsfortællinger med fire vidt forskellige performances, der blev bundet sammen af deres samfundspolitiske tematikker.
Programmet eksperimenterede samtidig med konceptet kollektive manifestationer, hvor publikum efter hver performance blev aktiveret af aktører fra andre sektorer. Det blev en intens måned på Husets Teater, hvor Toaster med skarp kuratering viste spændvidden i feltet mellem billed- og scenekunst og samtidig lykkedes med at åbne mulighedsrum for publikums handlen i verden.
Radikalisering gennem kunst
Den første uge i november lagde ingeniør, komponist og billedkunstner Jacob Remin ud med sin soloforestilling, Magisk ritual for jordens bevarelse. I blackboksens mørke placeres vi på scenen foran en brun bunke muld og et bål. Bagved hænger en fascinerende stor gennemlyst gong, som er lavet af aflagt automationsudstyr fra det nu lukkede Danish Crown slagteri i Holstebro.
Vi går da også derfra med konkrete værktøjer til at lave aktioner, der næsten brænder i lommen af empowerment
Forestillingen er et iscenesat magisk foredrag med effektfuldt lys, lyd og scenografi, hvor Remin lægger fakta om klimaskadelige samfundsnormer på bordet fra sin talerstol om emner som svineproduktion, havene og store biler. Han ifører sig blinkende briller og en sort magikerkappe. Magien er et værktøj til den ønskede effekt. Vi får udleveret to græsstrå, vi skal fokusere vores egne intentioner på. Stemningen er tyk af fokus og forundring.
Ritualet bekræftes i en afsluttende te-ceremoni ved bålet, så pagtens intensioner kan integreres. Formålet er at radikalisere os til klimaaktivister, og vi går da også derfra med konkrete værktøjer til at lave aktioner, der næsten brænder i lommen af empowerment. Allerede kort efter var der tilbagemeldinger om aktioner i byrummet, meddelte Jacob Remin i vores interview med ham.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Jacob Remin
Grøn omstilling er en holdsport
Efter Magisk ritual for jordens bevarelse skal vi for første gang opleve konceptet kollektiv manifestation, der med indbudte gæster fra andre af samfundets sektorer skal skabe et mulighedsrum for handling i lyset af aftenens tematik.
Vi skal være klimakor for en aften guidet af God Energi Klimakor, der blev stiftet i 2023 af filmdokumentarist Phie Ambo under mottoet: ”Det skal være fedt at gøre noget”. At dømme på publikums engagement, er det rent faktisk en fest.
Koret ledes af Christina Boelskifte, der synger smukt for os og lærer os et par sange til en modereret debat af Ph.d. Storm Møller Madsen fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, der sammen med Toasters kurator, dramaturg og projektleder Miriam Frandsen, har tilrettelagt de kollektive manifestationer.
For hvad kan sang? De mange koncertaktioner udpeger dem, der financierer fossilindustrien. Det giver energi og skruer op for den sunde, sociale og glade kemi i kroppen. ”Det er en holdsport at lave grøn omstilling,” fortæller Phie Ambo. Hendes film af korets aktiviteter når 1 mio. på de sociale medier.
Læs mere om God Energi Klimakor her.
Racismens svampeagtige organ
Programmets anden uge stod i konflikten i Gazas tegn. Danser og koreograf Boaz Barkans Our Other Body er en performance lecture, der oprindelig blev opført på Medicinsk Museions. Under museets credo “Anatomy is a Performance” mimer Barkan en dissektion og forvandler den til en kropslig refleksion om antisemitisme. Performancen er fra 2017, men taler direkte ind i nutiden med sin tese om, at racismen bor i vores krop, og at man derfor også kan være både offer og undertrykker.
Hans berøring af den nøgne krop skaber et intenst nærvær, der i sig både rummer dominans og fascination af det andet
Den svenske cirkusartist Joel Degerfeldt lægger ”perfekt, hvid” krop til Boaz Barkans nænsomme, men også grænseoverskridende berøringer. Barkan har en grounded glød, der drager, ja nærmest forfører med sit venlige blik og sin nøgterne tone, for i dem gemmer sig de største rædsler og visuelle modsigelser. Barkan er jo netop danser og ikke læge, så hans berøring af den nøgne krop skaber et intenst nærvær, der i sig både rummer dominans og fascination af det andet.
Han identificerer det svampeagtige organ, der suger racisme til sig og spreder den ud i hele kroppen gennem sine tentakler og forvandler jøden som offer til zionisten besætter. Barkans egen jødiske baggrund svinger med i resonansrummet, der til sidst fyldes konkret af blod som et symbol på frygtens sår. En intens, grufuld – men ikke entydig – performance, der dirrede i os længe efter.
Se forestillingstrailer her.
Dobbeltrollen som kunstner og aktivist
Our Other Body’s aktualitet blev kontekstualiseret i aftenens kollektive manifestation med Kunst- og kulturarbejdere for et frit Palæstina. Denne aften var det Honey Biba Beckerlee, den ene af bevægelsens to initiativtagere, der fortalte, hvordan den har fungeret som et sorgarbejde over konflikten. Imens oplevede publikum den taktile erkendelse af krigens realitet ved at producere sløjfer til en dragehale, hvor hver sløjfe symboliserer en af de døde i Gaza. Dragen kommer fra digtet If I Must Die af den palæstinensiske forfatter Refaat Alareer, der blev dræbt i konflikten i 2023, som en påmindelse om menneskets evne til at finde skønhed i svære tider.
Samtalen mellem moderator Beckerlee og to af de involverede kunstnere, Banaan Al-Nasser og Asta Von Apfel, kredsede dog mest om kunstens betydning som en anden form for erkendelse, men også som del af en kulturkrig. Kunsten er ofte det første, der censureres i kriser, men den kan også være en ambivalent medspiller i en værditænkning, hvor kunst skaber mere opsigt end en almindelig demonstration. Og nogle gange kommer kunsten til kort, fordi situationen er så alvorlig. Balancen mellem dobbeltroller – kunstner og aktivist – blev meget præsent i denne manifestation, der mere end de øvrige mindede om en artist talk trods den nævnte ambivalens, der har ført flere af de medvirkende kunstnere videre til mere aktivistiske grupperinger.
Økonomiens klovnegroteske karrusel
Tonen var umiddelbart noget lettere ugen efter, men emnet lige så relevant i en samtidsdiskurs. Vi er til filmforevisning, for Sir Grand Lears Sådan Sætter Du Dine Penge I Skattely er en flerleddet størrelse, der først blev skudt i gang som et kursus tilbage i februar, men siden har udviklet sig til andre kunstneriske udtryk. Foran lærredet præsenterer Dennis Haladyn projektet, der ifølge ham handler om at demokratisere skattesystemet, mens Jakob kigger med fra scenens anden side. Så går filmen i gang
I et vidunderligt miks af talende eksperthoveder og iscenesatte sekvenser etablerer de en kursusvirksomhed, der dog ikke klarer cuttet som skuffeselskab
”Det skal være noget i virkeligheden,” beslutter Thomas Hwan og Lea Burrows, da deres ansøgning til Statens Kunstfond giver bonus. I et vidunderligt miks af talende eksperthoveder og iscenesatte sekvenser etablerer de en kursusvirksomhed, der dog ikke klarer cuttet som skuffeselskab. Det er ikke tomt nok og gode råd er dyre for parret, da kursisterne geråder i private skænderier. Nedturen kulminerer i den skønneste klovnescene, hvor Lea og Thomas med munden fuld af McDonalds-mad forsøger at knække koden til at skabe et underskud.
De udpeger i stedet Jakob som stråmand. Han danser stille foran os, før alt atter bryder sammen og ender i en rituel afbrænding på Halmtorvet uden for teatret.
Læs mere om projektet her.
Stoflig poesi i de små, røde sting
Kris Jensen aka Følsomt Broderi samlede os blidt op efter skattedramaets vilde ridt med sin svale stemme og med smerten foldet ind i de fine broderisting. Så fatter vi alle nål, tråd og broderiramme og sætter det første, røde sting til hvert sit statement om dagens tema, værdi. Imens læser Kris op af Emma Holtens bog Underskud – om værdien af omsorg og konverserer derefter med Storm Møller Madsen om værdien af fordybelse, og om hvordan han omsætter sin egne tvivl og håb til stoflig poesi med frihåndsbroderi på sin instagram.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg som broderinovice blev så opslugt af håndarbejdet, at jeg kun sporadisk lyttede med, mens dollartegn, digte og løsrevne ord voksede frem på rammerne. Men samtalen flød godt og inkluderende en refleksion over, at handling kan være inden for umiddelbar rækkevidde med nål og tråd eller et andet håndværk, man kan udtrykke sig igennem.
Se Følsomt Broderis instagram her.
Lesions sætter sig hårdt i kroppen
Performer Ingeborg Meier Andersen med den grå habit og de spejlblanke laksko er placeret midt i rummet på et langt podie. Oplyst af en enkelt spot observerer hun os, mens vi tager plads hele vejen omkring hende. Spotten går på vandring og hun følger med ud i rummet. Statuarisk bevæger hun sig i organisk flydende poseringer omkring podiet, mens hun lipsyncer til Susanne Sachsses stemme, der blandes op med lyddesignets skiftevis bølgende og staccato saxofonrum.
Hun taler om Viagra og plasticsurgery, hun taler om poison og medicine, hun taler om mark og græs, om polyester og spandex. Natur og kultur. Kultur som i det, der skaber kønnet. Indgreb, men også tekstens lån fra kulturprodukter.
”I want to be loved,” siger hun, før hele seancen loopes med en endog mere grotesk twist i performerens formidable miks af slange- og robotagtige bevægelser. Er hun en dukke? Er hun den fysiske manifestation af kulturens koder? De krydsede ben, der låser og alligevel kan drejes, bliver emblem for programmets mest helstøbte performance, der er skabt af Jules Fischer og som i sin fordoblede enkelhed sætter sig hårdt i kroppen.
Læs mere om Jules Fischers arbejde her.
Gør følelserne til et ritual
Kroppen var også omdrejningspunkt for den sidste kollektive manifestation. Den handler om kropsomsorg, og det lykkedes forfatter Luka Holmegaard og akupunktør Cosmo Soltani at skabe et vibrerende, følsomt rum, der talte ind i netop det. De modige – og de var flest – fik en nål direkte i issen, mens vi andre dristede os til få et frø fæstnet på øret. Nål eller frø åbner hjertet, forklarer Cosmo Soltani.
Vi behøver ikke brænde ud for at være aktivistiske. Vær med sorgen, føl det sørgelige
Luka Holmegaard læser tekster fra sit forfatterskab kredsende om friheden ved kroppe i vand, og Cosmo Soltani samler tråden op med en refleksion over vandets element som kraft, der kan rive alt med på sin vej, men som også er livmoderens vuggende følelse af at have hjemme.
De to blide mennesker fungerer godt som samtalepartnere, men lukker også op for spørgsmål, der især tager samtalen dybere ind i tanken om at være i sorgen. ”Vi behøver ikke brænde ud for at være aktivistiske. Vær med sorgen, føl det sørgelige,” sagde Cosmos med en opfordring til at skabe selvomsorg ved at gøre følelserne til et ritual.
Læs mere om Luka Holmegaard her.
Samtidsfortællingens dialogiske ramme
Således spundet ind i fællesskabets kropsligt-refleksive rum forlader vi Acting In & Out-programmet, der med sine fire gange to nedslag får vist bredden og kvaliteten i det lokale performancefelt og samtidig lykkedes med sit alternativ til artist talken. De kollektive manifestationer indbød – ikke mindst via publikumsaktiveringen – til andre og mere åbne dialoger om de samfundsrelaterede temaer, end den traditionelle artist talk ofte kan.
Der var kun to runder af hvert sæt og man kunne ønske for Toaster, der med dette program viser både kuratorisk skarphed og samfundsmæssig relevans, at publikumsskaren efterhånden bliver lidt bredere, så samtalerne kunne foldes ud med flere perspektiver. Performance kan, men behøver ikke, være svær, og Acting In & Outs kombikoncept inviterede ind uden at miste kant i samtidsfortællingens dialogiske ramme.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
