Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig med, at man frygter samfundets blik på ens kærlighed. ISCENE har talt med instruktør Niels Erling om forestillingen.
Samarbejdet om Lov mig aldrig at glemme mellem Marie Bjørn og Niels Erling er en slags forlængelse af den undersøgelse, de sammen lavede i forestillingen Du vil møde en anden, der blev opsat af AKT1 i foråret 2022.
”Vi var interesserede i at prøve at fortsætte i det her kærlighedsspor og blive ved med at grave i det med kærlighed, der får en ende – og hvor smuk kærligheden også er i kraft af, at den er forgængelig og slutter. Derfor havde vi lyst til at sætte et par op, som på en eller anden måde repræsenterede umulig kærlighed,” forklarer Niels Erling.
LÆS OGSÅ: Interview med Laus Høybye og Niels Erling om Du vil møde en anden
Kampen mellem fornuft og følelse
Forestillingen handler om parret Nana og Noa. En kvinde på 65 og en mand på 30. Hun er hvid og har levet et langt liv. Han er sort og stadig i sin ungdom. De er forelskede, men det til trods har de forsøgt at gå fra hinanden mange gange. Men hvorfor egentlig?
”Der er to kræfter i hende, der kæmper mod hinanden. Den ene er, at hun længes tilbage til ham. Samtidig er der nogle indre fordomme om, hvad andre mennesker vil tænke. Altså en form for forventning til, at folk nok vil se på det her og synes, at det er fuldstændig perverst. Hun kæmper med sit eget kvindehad, sin egen misogyni, aldersdiskrimination af sig selv og et indre forbehold over for, at det her, det må man ikke. Det er for ulækkert, det er for mærkeligt, det er for underligt. Vi må hellere gå fra hinanden,” siger Niels Erling og tilføjer:
”For at bruge et fortærsket udtryk kan man sige, at forestillingen på en eller anden måde er en kamp mellem fornuft og følelse.”
Universel diskussion
Historien om den umage kærlighed, om fornuft og følelse i kamp med hinanden, er ikke ligefrem et nyt tema, hverken i litteraturen eller på scenen. Så hvorfor er det, at de to bag forestillingen bliver ved med at fortælle denne type kærlighedshistorier?
”Jeg synes jo netop, at det smukke er, at hvis menneskene havde løst kampen mellem fornuft og følelse – altså som art, eller hvad man skal sige – så var der ikke mere suppe at koge på den pind. Men det er som om, at hver gang, der bliver født nye mennesker, så vokser de ind i fuldstændig samme problematik, som alle har stået i før. Det gør jo denne her kamp universel, og det gør den mega smuk,” siger Niels Erling.
Nattens symbolik
Fortællingen forløber henover en nat. For Niels Erling er der en klar mening med at lade Nana og Noas forhold udspille sig isoleret i mørket.
Hver gang, der bliver født nye mennesker, så vokser de ind i fuldstændig samme problematik, som alle har stået i før
”Skam er jo en følelse, der opererer rigtig godt i skjul. Jo mere, man taler om den, jo mere, opdager man, at andre mennesker også har det sådan, og jo mere, går den væk. Så derfor, jo mere i skjul, skam kan få lov at være, jo bedre kår har den på en eller anden måde. Og derfor tager Nana og Noa deres forhold ind i hemmelighed, fordi de tænker, at så kan andre mennesker ikke dømme dem. Men det at have en så stor hemmelighed, er også noget, der bygger sig op som en fornemmelse af ikke at leve autentisk.”
Kærlighed under lup
Den isolerede relation mellem Nana og Noa skildres i høj grad i forestillingens scenografi, hvor de to karakterer konstant bevæger sig på en lille, rund platform. Både scenografien, lys og lyd spiller en meget stor rolle i forhold til at fremstille denne kærlighedsrelation, hvor frygten for andres blikke gør, ”at deres forhold forvises til skyggerne,” fortæller Niels Erling.
”Jeg ved ikke, om du kender det, der hedder en petriskål, sådan en lille skål af glas, som man typisk bruger i laboratorier, hvis man vil kigge på bakterier. Ideen var på en eller anden måde at putte Nana og Noas forhold i en petriskål,” forklarer han og fortsætter:
”Bakterier må jo føle sig helt hjernedødt overvåget, og det gør Nana og Noa også, fordi tilskueren på den måde repræsenterer det blik, der udgør deres paranoia for, hvad andre mennesker tænker.”
En internaliseret frygt
Niels Erling taler desuden om den internaliserede fobi og det internaliserede had. En fobi eller et had til én selv baseret på samfundets holdning til fx ens køn, seksualitet, alder osv.
Vi har enormt mange etiske og moralske idéer om, hvilken kærlighed, der er ren, og hvilken kærlighed, der er beskidt
”Kærligheden er et felt, hvor vi har enormt mange etiske og moralske idéer om, hvilken kærlighed, der er ren, og hvilken kærlighed, der er beskidt. Derfor internaliserer de mennesker, som har en kærlighed, som er anderledes end majoritetens gængse heterokærlighed, også den her frygt for, at andre mennesker vil dømme dem. I virkeligheden er det jo også rigtig meget det, forestillingen handler om. Den handler om alle de her internaliserede frygtfølelser, hvor vi ender med at dømme os selv hårdere end andre mennesker måske ville gøre det, for ligesom at imødekomme samfundets stigma omkring det her.”
Denne internaliserede frygt for at blive dømt af sin omverden gør, at parret i fortællingen isolerer relationen fra den, mener Niels Erling og tilføjer: ”Det er jo helt vildt tragisk, at mennesker forvises til at udleve noget, der i virkeligheden er smukt og godt, i total hemmelighed.”
Outsiderens frygt for at blive dømt og feticheret
Tiltrækningen og kærligheden mellem Nana og Noa har rod i en følelse af at være outsider. I ”en alenehed, som de genkender i hinanden og som er med til at føre dem sammen,” mener Niels Erling.
Noget af den genkendelighed i hinanden, som Niels Erling peger på, er frygten for at blive feticheret for den outsider-position, de hver især repræsenterer. Hende som en ældre kvinde, han som en sort mand.
”Der er en scene i forestillingen, hvor han, i en seksuel situation, kommer til at kalde hende ”min granny”. Og der går hun helt i panik, og han prøver at forklare hende, hvad man kan søge inde på Pornhub osv. Hun går fuldstændig i baglås, og spørger, om han ser hende som en form for fetich, hvortil han svarer, at han ikke ser hende som en form for fetich mere, end hun ser ham som en form for fetich,” fortæller Niels Erling.
Tiltrækningen og kærligheden mellem Nana og Noa har rod i en følelse af at være outsider
”Når vi kulturelt set kender til kvinder, som er ældre end de mænd, som dater dem, så er der ofte et magtforhold eller et økonomisk forhold involveret. Og det kan man sige, bliver benzin på hendes frygtbål for, hvad andre mennesker skal tænke om hende”.
Queer-ligheder
Selvom den kærlighedshistorie, der bliver fortalt i Lov mig aldrig at glemme, er en heterokærlighed, så mener Niels Erling, at der er mange ligheder mellem dén frygt, som Nanna og Noah føler, og dén som man kan føle som queer-person.
”Det er jo en heteroseksuel relation, så det er ikke fordi, jeg siger, at stykket pludselig er queer. Men jeg synes bare, at jeg kan relatere enormt meget til det, fordi jeg selv er queer. Jeg kender godt til det valg, man på en eller anden måde står overfor. Eller den kamp, man står over for mellem at leve autentisk og åbent, og turde stå frem med alt, hvad man er. Også selvom man samtidig har en kæmpe frygt for, at andre mennesker skal dømme en hårdt og skubbe en ud. Og at man ligesom vil falde uden for nogle sociale koder og forventninger og domme”.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Lov mig aldrig at glemme
”Vi er i gang med at udvide antallet af bokse”
Hvordan taler forestillingen så ind i de bredere, samfundsmæssige diskurser om kærlighed? For betragter vi kærlighed i dag som noget, der kan inddeles i bokse?
Man kan sige, at kærligheden jo aldrig har været fri
”Inden for de sidste bare 30 år, er der jo virkelig sket et skred i normaliseringen eller diskussionen af køn og seksualitet. Det har vi vænnet os til. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, at vi putter ting i bokse. I virkeligheden vil jeg sige, at det har man jo altid gjort. Man har bare kun sorteret i den boks, der hedder mand-kvinde. Og alt, der ikke faldt ind i den boks, måtte ligesom ikke eksistere,” mener Niels Erling.
”Så det, jeg oplever, der er ved at ske, er, at vi er ved at udvide antallet af bokse. Eller sprænge de bokse, der har eksisteret indtil nu. Man kan sige, at kærligheden jo aldrig har været fri. Det har altid været ekstremt politisk, hvem der må få lov at elske hinanden i det offentlige rum og i de kulturelle fortællinger. Det felt, oplever jeg, er ved at blive sprængt, og det er jo godt”.
Lov mig du aldrig vil glemme spillede på Blaagaard Teater 14. november – 7. december 2024.
