★★★★★☆ Lad mig være din Jesus – forrygende grotesk eksistenskomik

Simon Kongsted er mageløst morsom i Aveny-T‘s livtag med de store spørgsmål i Lad mig være din Jesus, der indkapsler eksistensens drama i en maggiterning på bedste groteske vis, hvor vi skiftevis ler og undres over livets absurditet.

“Jeg siger ikke, at jeg er den nye Jesus. Det er ham, der siger det”.

Manden med den lange krop og det vilde blik virker selv i tvivl, som han bevæger sig næsten sidelæns ind i rummet, der minder om en krydsning af en sognegårdsstue og en natklubscene. Her skal tydeligvis ske mirakler. Men først en tår kirke-saftevand, en bid æble og hviskende nynnen af en glemt lejlighedssang. Rummet er fuldt af koder, som flytter betydning med mandens brug af dem.

Samme alder som Jesus

Magnus er 34 år. Samme alder som Jesus, da han døde. Men ikke med samme trackrekord, hvad angår mirakler. Ja, faktisk har han ikke engang et barndomstraume, der kan give lidt karakter, småsnakker han med sig selv med munden fuld af distræt æble.

Men så meldte Jesus sig i sovsen på hans pizza og kaldte ham til store gerninger. Magnus rammes af selvsikkert gåpåmod. Hvorfor skulle han ikke lykkes med at blive en genial frelser? For så at falde ned i akut tvivl om egne evner og retirere til flegmatiske grublerier.

Skal man smide et mirakel ind her?

Han øver sin entré igen og igen. Måske skulle man smide et mirakel ind her? Men nej, det passer ikke helt og det er heller ikke nemt at være offer og skulle påføre sig selv stigmata, da et kæmpekors pludselig åbenbarer sig bag det glimtende bagtæppe.

Spørgsmålene er mange og Jesus selv er ikke til megen hjælp. Han taler som bekendt i gåder, og brillerer mest ved at kaste sit lys ind gennem døren og derefter supplere med to grimme fingerdukker, der heller ikke får forklarelsens lys til at brede sig i den martrede Magnus, der gerne vil så tvivl i det, vi kender, men nok mest af alt selv tvivler på meningen med det hele.

Venteværelse til døden

Johan Klint Sandberg forløser med forbilledlig skarp præcision potentialet i Rasmus Krones punkt-drama som en række perler på en snor, som nedslag i en hjerne, der på samme tid tænker stort og keder sig gudsjammerligt. Eksistensens drama i en maggiterning på bedste groteske vis, hvor vi skiftevis ler og undres over livets absurditet.

Simon Kongsted løfter med sin lettere utryghedsskabende persona, der veksler mellem det introverte vegeterende og det højtråbende gestiske vanvid teksten ud af det banale og giver tvivlen krop og rastløs sanselighed. Hans komiske tæft dirrer snart af afmagt, snart af en udefinerbar farlighed, der ligesom Maya Kareis Livingstones flertydige kommunal-guddommelige scenografi får os stemt til opholdet i tilværelsens venteværelse til døden.