Skuespiller og teaterleder Jytte Abildstrøm er død 90 år gammel torsdag 2. januar 2025. Teaterkritiker og museumsinspektør på STORM, Rikke Rottensten mindes her det særlige teatermenneske, der som yngre stod i centrum for udviklingen af en moderne crazy-komik og siden skabte sit helt eget dukketeater for børn og med blandt andet disse ord: “Hun var en legende, hun har skabt teaterhistorie, og hun har sat aftryk, der vil være mærker af længe efter hendes død.”
Hun så lige ind i min stue. Blinkede frækt og charmerende – og stak så en hvid – eller ind imellem næsten sort – løgn til sin husven, den naive, men også tit temmelig frustrerede hr. Vimmelstrup. Selv når nissen i skabet væltede og dermed røbede, at det var selvopfundet, det frøken Gyldenfod havde fortalt, slog hun bare koket blikket ned og slog det hen med sin ungepigede latter og en let rysten på hovedet.
Jeg elskede den julekalender. Kan ske, den kom lidt skidt til skærmen efter et par år med de store dukkeklassikere Vinterbyøster og Jullerup Færgeby. Men i min verden er der til dato intet, der har overgået Julekalenderen uden navn med Hans Chr. Ægidius og Jytte Abildstrøm.
Noget tyder på, jeg var den eneste i hele Danmark, der havde det sådan. For den blev mødt af hate og shitstorm, og især af kritik af dens humor. Som ikke var for børn. Jeg var nu ellers i den målgruppe – dengang.
Jytte Abildstrøms frækhed. Hendes flirten med kameraet, med de andre på scenen eller settet – men især med os, publikum. Der blev en slags medskyldige i hendes påfund og uforudsigeligheder. Forført af hendes charme og fritløbende fantasi.
Blonderede Norma fra Saxogade
Tag bare hendes måske mest berømte karakter af dem alle: Den blonderede, lårkorte enlige mor til tre, Norma fra Saxogade. Nok er serien opkaldt efter ældstedatteren Sonja, men som på så mange andre måder i Sonjas liv, har hendes mor det med at rende med opmærksomheden. Jytte Abildstrøms mor tager ret løst på sit moderlige ansvar og husførelse. Hun flirter sig gennem det, der ellers kunne være en ret grå hverdag – og vi tilgiver hende, når hun sætter sig til at ryge smøger og læse ugeblade, mens hun sætter Sonja til at lægge de små i seng.
Når Norma i gennem 50 år er blevet nærmest ikonisk, er det fordi Jytte Abildstrøm både gør hende genkendelig og samtidig til en slags magisk skikkelse midt i det socialrealistiske stenbrounivers. Med de lange ben, hun næsten falder lidt i, det højt højt opsatte hår, hun retter koket på, og stemmen, der hurtigt skifter fra kælen til dovent kommanderende, er hun ifølge alle børnepsykologiske teorier en frygtelig mor – men også bare meget almindelig for den tid, og med hjertet på rette sted, når det gælder.
De komiske teatervenner
Norma gør Abildstrøm kendt. Vi er i 1968. Monopoltidens tv. En serie, der næsten er lige så meget for voksne som for børn. Med sit venskab og tætte makkerskab med tv-producer og manuskriptforfatter Jytte Hauch- Fausbøll bliver det ikke det sidste, man kommer til at se til Jytte Abildstrøm.
Men ellers er det også lige her, at Jytte Abildstrøm lejer det forsømte, oversete teater Riddersalen midt i Frederiksbergs gamle forlystelseskvarter.
Ideen med at spille den håbløst støvede farce Svend, Knud og Valdemar kommer egentlig fra hendes nye sceniske legekammerat, Jesper Klein. Men det er Jytte Abildstrøm, der bliver ankerpersonen i den mest løsslupne, nærmest anarkistisk morsomme farce, der er spillet i nyere dansk teaterhistorie. Heldigvis – og måske mest fordi Hauch Fausbøll også er med på dette hold – er DR på pletten. De optager den, og de sletter den ikke. Det sidste er måske det egentlige mirakel. Derfor kan man stadig se den på DR Gensyn. Gør det! Lov mig det! Det er komik, der virkelig lyser en mørk vinterdag op.
SE Svend, Knud og Valdermar her
Den moderne crazykomik
I disse år begyndte Jytte Abildstrøm for alvor at blive en helt central og samlende figur for en gruppe af begavede, mere end almindeligt talentfulde skuespillere med særlig sans for komikken. De hørte ikke til i den klassiske morskabsteater-revy tradition, men heller ikke i den stærkt politiske, avantgardistiske form, som man dyrker på intimscenerne, gruppeteatret og studenterrevyerne.
De dyrkede en moderne crazykomik. En løssluppen, vanvittig stil. Overdrevent teatralsk, næsten selvparodisk. De slipper alle tøjler, ophæver alle regler, det var helt uforudsigeligt for publikum, hvad deres næste træk er. Men de væltede teatersalene.
Måske var det Jytte Abildstrøms manglende klassiske uddannelse, der gjorde hende så særlig som skuespiller og teatermenneske? Hun blev aldrig tøjlet og tæmmet eller presset ind i nogle rammer, der mere passede andre teaterchefer end hendes åbenlyse talent gjorde?
Eller også var det bare, fordi det netop var så åbenlyst et talent, at teaterdirektører, instruktører og andre lod det udfolde sig. Som da hun i Cirkusrevyen 1967 præsenterer instruktør og mere klassisk komiker, Preben Kaas, for ideen om at lave et omvendt stripnummer. Han er ikke overdrevent begejstret ifølge Daimi Gentle. Men lader hende lave det alligevel. Det siger faktisk en hel del om hendes komiske evner. For Preben Kaas var ikke bange for at sige nej.
Fyrre år på Frederiksberg
Jytte Abildstrøm flytter aldrig ud fra Teatret Riddersalen efter lejeperioden med Svend, Knud og Valdemar. HUn bliver der i 40 år, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg som nabo til teatret – efter Jytte Abildstrøm var stoppet – stadig hørte og hører folk sige, om det er det, der er Jytte Abildstrøms Teater? For det døbte hun det.
Eller rettere det teater opstod, da hun i 1964 fik nærigsbrev til at spille og opføre dukketeater.
På Riddersalen blev det meget andet end dukker, hun kom til at spille sammen med. Her fortsatte hun og styrkede et teaterfællesskab med ligesindede mennesker. Ikke mindst hendes mangeårige parløb med Daimi står frem og lyser.
En stjernes store aftryk
Det var også Daimi, der sammen med Abildstrøms søn, Peter Mygind var på scenen og fejre Jytte Abildstrøm, da hun for et halvt år siden i høj sol og sensommervarme fik en Teaterflise på Frederiksberg Allé. Mindre end et ejendomsmæglerstenkast fra Riddersalen.
Der sad hun midt i det hele, på en tronstol på den nyopførte scene og lyste og læste os lektien. Om børns møde med teatret. Om humoren som det vigtigste – ikke den mere ondskabsfulde fætter satiren. Inden hun lidt usikker på benene og med en ny skrøbelighed, som hun omfavnede smukt, trådte ned fra scenen, forsøgte hun også at få Frederiksbergs borgmester til at give hurtigt håndslag på, at Frederiksberg Have skulle udlægges til biodynamisk landbrug.
Hun havde fået massivt mange stemmer i afstemningen om Teaterflisen. Overvældende mange. Og det siger måske allermest om, hvor stor en stjerne hun var, men også hvor store aftryk hun har sat sig. Igennem flere generationer, skiftende teaterretninger og kunstneriske modebølger. Plus selvfølgelig hendes kamp for klimaet, som hun var så passioneret og engageret i, at hun uden problemer kunne ignorere den evige hovedrysten og “ja,ja, det går nok, skal du se”-attituden.
Abildstrøms ånd
Jytte Abildstrøms ånd svævede over hele fejringen af den nye flise. Ikke kun, fordi hun selvsagt var dens hovedperson, men fordi alt var gennemstrømmet af hendes ånd og sjæl. Det positive livssyn. Glæden over at være sammen. Det festlige i dagen. Det altfavnende.
Evnen til at samle folk og gøre dem gladere kendetegnede Jytte Abildstrøm. Det lyder skrigende banalt, når det står sådan – men det er jo alt andet end banalt. Det er svært, det er næsten umuligt. Især når man som Abildstrøm har holdt fast i og forfinet sin helt egen stil. Stået ved, hvem hun var – både kunstnerisk og holdningsmæssigt.
Det er også skrigende banalt og føles som en hul floskel at sige, hun var en legende i dansk teater. Men det er jo kun, fordi ordet er brugt på for mange, der ikke var det. Modsat Abildstrøm. Hun var en legende, hun har skabt teaterhistorie, og hun har sat aftryk, der vil være mærker af længe efter hendes død.
