Kritikken har været kras i denne uge. Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov åbnede debatten, da han i et opslag på Facebook tog til genmæle overfor Politikens anmelder, som han kritiserede for at levere en række dårligt skrevne anmeldelser.
I Berlingske fulgte fire teaterchefer trop med støtte til Kirkskovs kritik og med en generel kritik af hele pressen. Kunstnerisk direktør på Aarhus Teater, Trine Holm Thomsen, udtalte, at ”Vi har brug for flere og mere kvalificerede og faglige anmeldelser”. Jeg formoder, at mange medier, kulturinteresserede læsere og ikke mindst ISCENE, kan støtte det statement.
Spørgsmålet er bare, hvordan man skaber de bedst kvalificerede og faglige anmeldelser og samtidig får læserne med? Politikens kulturredaktør, Mette Davidsen Nielsen, svarede på kritikken af sin anmelder i DR’s K-Live, hvor hun forklarede, at den største udfordring er at få folk til at læse anmeldelser, for nutidens læsere ønsker sig noget andet end den traditionelle anmeldelse. Genren skal udvikles, så anmeldelsen bliver relevant, og det kan ifølge Mette Davidsen Nielsen fx gøres ved at ”inddrage den personlige form”, som blev brugt i den udskældte anmeldelse.
Hvor går grænsen?
Men hvor går grænsen for sproglige eksperimenter, før man taber fagligheden, forestillingen og læserens interesse? Bliver anmeldelsen nødvendigvis mere vedkommende for læseren, når anmelderen fortæller om sin egen skilsmisse for at relatere til en ægteskabskonflikt på scenen?
”Nej”, siger Morten Kirkskov til ISCENE: ”Problemet er, at anmelderen sætter sig selv forrest. Kritikken af forestillingen forsvinder i anmelderens privateri. Direktør for Østre Gasværk, Søren Møller, er enig, men peger også på et mere generelt problem. Årelange nedskæringer på kulturredaktionerne har haft konsekvenser for fagligheden, men ”når det handler om store og etablerede medier, må vi kunne stille visse minimumskrav om kvalitet og saglighed”, udtalte han til Berlingske i mandags (betalingsmur).
Kritikken er berettiget så langt, at de store medier kun i meget begrænset omfang anmelder scenekunst uden for København, og derfor har et mindre kvalificeret grundlag at stå på. Spørgsmålet er bare hvem, der skal vurdere, hvad der er kvalitet? Hvem, der kan stille krav om saglighed? Og hvem det har ansvaret for at facilitere en fagstærk samtale om scenekunst med afsæt i kritikken.
Teatrene må også gribe i egen barm
Medierne har selvfølgelig det største ansvar, da dækning af kultur som fagområde er en forudsætning for at opnå mediestøtte. Kontinuerlige nedskæringer, manglende udvikling af anmelderformatet og en stadigt mere desperat jagt på læsere har resulteret i færre anmeldelser, mere brug af clickbait, og forskellige forsøg på at forny anmeldelsens sprog og form.
Men teatrene må også gribe i egen barm, da deres brug af citater og stjerneregn fra selvbestaltede bloggere og begejstrede tilskuere, der – for manges vedkommende – ikke har den faglige forudsætning for at give en saglig vurdering, formentlig fremmer billetsalget, men ikke fremmer den fagstærke kritik eller den reflekterede samtale om scenekunst. Med Morten Kirkskovs kritik er der åbnet for debatten igen, hvilket forhåbentlig kan føre til en udvikling af anmeldelsen som genre.
På ISCENE følger vi med og skriver for læserne med interesse, faglighed og nye formater med en stor skare af fagstærke skribenter og nye partnerskaber. Vi tror især, at samarbejdet om TeaterAnmelderiet, hvor 650 unge dyster i anmelderi, bliver en inspirationskilde til nye formater og målgrupper.
