Populært lige nu

Børneteatret i Danmark er truet – opråb til politikerne

50 danske teatre, som alle er udøvere af professionel scenekunst for børn og unge, afleverede sammen med en række af områdets branchefolk og formidlere...
Annonce

ISCENE anbefaler teateroplevelser for børn i vinterferien

Vinterferien står for døren, og der er masser af gode oplevelser i hele landet i uge 7 og 8. ISCENE har samlet en række gode bud på scenekunst, børn kan tage deres voksne med ind og se.

Annonce

Pippi Langstrømpe

På Aalborg Teater kan du møde forfatteren Astrid Lindgrens stærke Pippi med de røde fletninger og store lapper på tøjet. Hun er aldrig bange for noget eller nogen og har altid en løsning. Anbefales fra 4 år.

Pippi Langstrømpe
Pippi Langstrømpe i vinterferien på Aalborg Teater.

11-årige Pippi Langstrømpe bor alene i det store hus, Villa Villekulla, med sin abe og sin hest, uden nogen voksne til at tage sig af hende. For hvem siger, at man altid skal passe ind og være som alle de andre?

Pippi Langstrømpe spilles på Aalborg Teater den 15. februar – 29. marts. Læs mere her.

Klodshans

H.C. Andersens eventyr er en farvestrålende, sjov opsætning med dans, gøgleri og balletbørn fra Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense. Anbefales fra 3 år.

Annonce
Klodshans, Odense Teater.
Mads Emil Duelund og Ayshan Qvortrup i Klodshans på Odense Teater. Foto: Emilia Therese.

Klodshans forsøger at vinde prinsessen udstyret med sit gode humør, en ged, en død krage og en træsko fuld af mudder. Hvordan skal det mon gå?

Klodshans spiller på Odense Teater fra den 25. januar – 16. februar. Læs mere her.

LÆS OGSÅ: Klodshans – eventyrlig teatermagi for hele familien.

Balladen om den løsslupne lørdagskylling

Teater Hund & Co står bag en legende og musikalsk forestilling om, hvordan vi kan være sammen, selvom vi er ret uenige og har helt forskellige behov. Anbefales fra 5 år.

Anton Sager som lørdagskylling i Balladen om den løsslupne lørdagskylling.
Anton Sager som lørdagskylling i Balladen om den løsslupne lørdagskylling. Foto: Jacob Stage.

Et venskab kommer på en hård prøve, da de pludselig får en lørdagskylling som kæledyr. Hvordan bliver der overhovedet plads til at være venner eller være uenige, når der hele tiden er en kylling, der skal passes?

Forestillingen spiller den 22. januar – 16. februar på Krudttønden i København. Læs mere her.

Læs også: Balladen om den løsslupne lørdagskylling – kunsten at tø op og blive en god ven.

Diktatoren

Med dukker, humor og sprudlende syret poesi iscenesættes Ulf Stark´s børnebog Diktatoren. En musikalsk forestilling om en, der vil bestemme alt, men også gerne vil have en ven. Anbefales fra 4 år.

Diktatoren. Børneforestilling på Anemonen.
Diktatoren. Børneforestilling på Anemonen. Foto: Anne Sofie Vermund.

Diktatoren bliver madet, får børstet tænder og læst bøger højt – den bedste handler om ham selv! Men helt så let går det ikke i Børnehaven, når han befaler pigen Sille at blive hans ven. Læs mere her.

Diktatoren spiller på Anemonen i København fra den 14. januar – 16. februar.

Den Lilla Møghætte og Pulven

Glæd jer til en tur ind i Skide-Skygge-Skumle-skoven, når Rune T. Kiddes fantasifulde og gakkede univers kommer til live på scenen. Anbefales fra 6 år.

Den Lilla Møghætte og Pulven på Holbæk Teater.
Den Lilla Møghætte og Pulven på Holbæk Teater. Foto: Evan Hemmingsen.

Forestillingen handler om den møgsure Møghætte, der skal ud med blodpølser til sin bedstemor, Kronprins Krumme, Klaskepot, Dolly Dyt og de Bøvede Bjørne. Læs mere her.

Den Lilla Møghætte og Pulven spiller på Holbæk Teater den 7. – 23. februar.

Up and Down and Up

I denne danseforestilling undersøges glæden ved selv at mærke bevægelser i kroppen og ved at bevæge sig alene og sammen med andre. Anbefales fra 5 år.

Up and Down and Up. Teater Filuren.
Up and Down and Up. Teater Filuren. Foto: Drago Videmšek.

UP-AND-DOWN-AND-UP- er en work-formance, der inviterer børn til at opleve, hvordan bevægelse påvirker vores humør, sind og velbefindende. Danseforestillingen er skabt af KOMMA Performance Productions. Læs mere her.

Up and Down and Up spiller på Teaterhuset Filuren den 12. – 15. februar.

KORAL festival

Dansehallerne er spækket med forestillinger og sjove, interaktive danseoplevelser i den tredje udgave af KORAL: En dansefestival for børn og deres voksne. Fra 0 – 9 år.

Rock me baby. Dansehallerne.
Rock me baby. Dansehallerne. Foto: Kamil Hauptman.

Mellem forestillingerne kan børn og voksne gå på opdagelse i det spændende bevægelseslandsskab Fra dag til nat: En legende tidsrejse. Læs mere og se hele festivalprogrammet her.

Koral finder sted i Dansehallerne i København den 13. – 16. februar.

De tre Bukke Bruse

Fredericia Musicalteater har premiere på det velkendte eventyr med musik og tekst af det prisvindende komponistpar Stiles og Drewe. Mød de sejeste gedebukke og deres hyrdinde. Anbefales fra 3 år.

De Tre Bukke Bruse. Fredericia Musicalteater.
De Tre Bukke Bruse. Fredericia Musicalteater.

De tre gæve geder er meget sultne, for deres eng er ramt af tørke og alt det grønne græs er for længst pist væk. Sammen med deres hyrdinde begiver de sig ud på et musikalsk eventyr på jagt efter mad. Men turen er ikke helt ufarlig! Læs mere her.

De Tre bukke Bruse spilles på Fredericia Musicalteater den 8. februar – 2. marts.

Bjørnen som ikke var

Bjørnen som ikke var efter en engelsk børnebogsklassiker af Frank Tashlin, er en hjertevarm fortælling om Bjørnen, der bare vil have lov til at være, den han er. Anbefales fra 5 år.

Bjørnen som ikke var, Teater Patrasket. Foto: Søren Meisner
Bjørnen som ikke var, Teater Patrasket. Foto: Søren Meisner

En vinter kommer der mennesker til skoven og bygger med kraner og maskiner lige oven på den hule, hvor Bjørnen ligger og sover. Da Bjørnen vågner, opdager han, at han befinder sig på en fabrik, hvor ingen tror på, at han er en bjørn. Se mere her.

Bjørnen som ikke var spiller på Folketeateret i København fra den 15. februar – 2. marts.

Læs også: Bjørnen som ikke var – samfundsrevsende og underholdende børneteater.

For højt, for vildt og for meget!

Forestillingen er skrevet af den prisvindende forfatter Thomas Korsgaard og er en kærlighedserklæring til dansens, musikkens og sangens verden og til de dedikerede væsener, der befolker den. Anbefales fra 5 år.

Det Kongelige Teater. For højt, for vildt og for meget.
Det Kongelige Teater. For højt, for vildt og for meget. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Det Kongelige Teaters nye børneballet handler om tre musikalske børn, der er ved at drive deres far til vanvid med deres forskellige kunstneriske udfoldelser. Læs mere her.

For højt, for vildt og for meget! spiller på Det Kongelige Teater, Gl. Scene fra den 7. februar – 23. februar.

Sallys Far

De populære bøger Sallys Far er udgangspunktet for Louise Schouw Teaters forestilling med sjov, ballade, rørende øjeblikke og nyskrevne sange, komponeret af Sigurd Barrett & Eskild Dohn. Anbefales fra 4 år.

Sallys far, Louise Schouw Teater. Foto: Maria Trøigaard
Sallys far, Louise Schouw Teater. Foto: Maria Trøigaard

Sallys Far handler om Sally, hendes lillebror, Eddie, hendes ven, Svend, og ikke mindst Sallys sjove og skøre far, der ikke er som andre fædre. Han er sygt pinlig. Læs mere her.

Læs også: Sallys Far – musikalsk teater med kendte karakterer

Sallys Far spiller på Aveny-T fra den 11. februar – 14. februar.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Annonce