Populært lige nu

ISCENE anbefaler teateroplevelser for børn i vinterferien

Teateroplevelser for børn i vinterferien

Nye tider på ISCENE – reorganisering skal styrke formidlingen af dansk scenekunst

Nichemediet ISCENE har i syv år dækket den danske scenekunst journalistisk gennem skrevne formater. Nye samarbejder og den moderne medievirkelighed kræver en kontinuerlig udvikling,...
Annonce

★★★★★☆ Klodshans – Eventyrlig teatermagi for hele familien

Sæsonens familieforestilling på Odense Teater er H.C. Andersens eventyr om Klodshans i en genkendelig og alligevel let moderniseret udgave, som fanger store og små fra allerførste replik.

Annonce

”Afsti afsted, så så man mig,” synger Klodshans kækt, mens fire små balletbørn, udklædt som høstakke, titter frem fra sidescenen og synger med på sidste del som begejstret kor.

Mads Emil Duelunds Klodshans er langhåret, barfodet, beskidt og i besiddelse af en charmerende gadedrengsattitude og en konstant dansende krop. Det gør hans ellers usandsynlige kapring af prinsessen langt mere troværdig end i det oprindelige eventyr.

Klodshans, Odense Teater.
Mads Emil Duelund som Klodshans mellem balletbørn forklædt som høstakke på Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Klodshans, som den bør fortælles

Astrid Lindhardts iscenesættelse leverer historien, helt som vi kender den. Og alligevel føles den ny og sprød og fængende. Ikke mindst fordi, skuespillerne på scenen leverer til ug, og fordi, Astrid Lykke Ottosens scenografi er betagende i al sin enkelhed.

Klaus T. Søndergaard er historiens velvalgte fortæller. ”Tænk, at så mange mennesker kan være så stille,” siger han behørigt imponeret til de mange publikummer i den godt fyldte sal ved Store Scene. Og der er også usædvanligt stille. For Søndergaard har formået at fange samtlige børns opmærksomhed på et splitsekund. Og med nogle få indledende øvelser, hvor alle i salen skal bruge deres hænder, er pagten indgået: Publikum er stille, lytter og sidder helt klar til at se historien udspille sig.

Annonce

Søndergaard har formået at fange samtlige børns opmærksomhed på et splitsekund.

Det er måske nok et enkelt trick at få børnene i salen til at deltage aktivt, og derigennem få deres opmærksomhed. Men det kræver også sit af fortælleren. Klaus T. Søndergaard mestrer opgaven, og bliver hjulpet særdeles godt på vej af de fire små – virkeligt nuttede – balletbørn klædt i hvidt, der danser ind på scenen omkring ham.

Klodshans, Odense Teater.
Mads Emil Duelund som Klodshans på Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Velfungerende univers

Det kan være vanskeligt at fortælle en så kort, kendt historie på så stor en scene. Men på Odense Teater lykkes det virkelig godt. Hele scenerummet er hvidt som sne, så det i stedet bliver Simon Holmgreens lysdesign, der ændrer udtrykket og skaber forskellige farvepaletter. Fra et pastelfarvet univers til en understregning af slutningens romance med rosenrøde nuancer overalt.

Undervejs drysses enkelte kulisser ned over Astrid Lykke Ottosens scenografi. Rækker af vajende græsser danner vejkanten, når Klodshans og hans to snobbede brødre rider mod slottet. Glitrende prismelysekroner, når frierne én efter én træder ind for at gøre kur til prinsessen. Og så naturligvis Klodshans’ hvide gedebuk på hjul, som han muntert syngende rider på. 

For selvom historien er den, vi kender fra H.C. Andersen, så kan børn jo godt lære en ting eller to om samtykke.

”Ta’r hun mig, så ta’r hun mig. Og ta’r hun mig ikke, så ta’r jeg hende alligevel,” siger Klodshans, før han drager afsted på sin ged, hvilket får Klaus T. Søndergaards fortæller til belærende at replicere: ”Sådan siger vi ikke i dag!”

For selvom historien er den, vi kender fra H.C. Andersen, så kan børn jo godt lære en ting eller to om samtykke. Og Ayshan Qvortrups prinsesse, iført en lysegul tyl-kreation, som må være de fleste små pigers drøm, gør næppe noget mod sin vilje. Hun hejses ned fra loftet, svingende på en gynge. For nok er hun fornem, men hun er også legesyg og munter og ”drømmer om en kæreste,” som gerne må være ”en spradebasse”. 

Klodshans, Odense Teater.
Mads Emil Duelund, Ayshan Qvortrup og Andreas Bernitt i Klodshans påOdense Teater. Foto: Emilia Therese

Enkel teatermagi

Hele fortællingen ledsages af musik fra Andreas Bernitts violin. I rollen som forestillingens ”Stemning” – og iført et kostume, der nok mest af alt ligner et halm-udstoppet fugleskræmsel – følger han Klaus T. Søndergaard omkring og hjælper historien på vej. 

De to skuespilstuderende Rex Leonard og Sebastian Vendelbjerg er herligt prætentiøse som Klodshans’ fornemme brødre, der både mestrer fremmede sprog og kunsten at brodere seler. Deres farverige, voluminøse kostumer og skøre porcelæns-tekop-hatte gør kontrasten til den simpelt klædte Klodshans endnu tydeligere. Det samme gælder deres stive kropsholdninger, som virker latterfremkaldende i en helt anden grad end Klodshans’ muntre krumspring og breakdancer-moves.

Astrid Lindhardts iscenesættelse på Odense Teater er ganske enkelt vellykket. Det er teatermagi, når det er bedst. Når fortælling, lys, lyd og stærke skuespilpræstationer formår at fange publikum ind og holde deres udelte interesse fra start til slut. Uanset om tilskueren er 5 eller 75 år gammel.

Seneste

Nye tider på ISCENE – reorganisering skal styrke formidlingen af dansk scenekunst

Nichemediet ISCENE har i syv år dækket den danske...

Mød ISCENEs skribenter

Skribenter ISCENE 2025

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Journalist og kritiker på ISCENE. Freelance kulturjournalist, teaterkritiker for Jyllands-Posten og medlem af Årets Reumert-juryen. Tidligere teaterkritiker ved Dagbladet Information. Cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.
Annonce

Nye tider på ISCENE – reorganisering skal styrke formidlingen af dansk scenekunst

Nichemediet ISCENE har i syv år dækket den danske scenekunst journalistisk gennem skrevne formater. Nye samarbejder og den moderne medievirkelighed kræver en kontinuerlig udvikling,...

Mød ISCENEs skribenter

Skribenter ISCENE 2025