Nichemediet ISCENE har i syv år dækket den danske scenekunst journalistisk gennem skrevne formater. Nye samarbejder og den moderne medievirkelighed kræver en kontinuerlig udvikling, der både inkluderer nye stemmer og nye auditive- og visuelle formater. ISCENE reorganiserer derfor med målet om at skabe en mere alsidig og levende medieplatform, hvor flere læsere kan finde inspiration og viden om, hvad der sker i hele branchen.
ISCENEs finansieringsgrundlag kræver, at vi prioriterer vores ressourcer skarpt og arbejder med en udviklingsstrategi, der indeholder nye partnerskaber og forretningstiltag. Vi laver derfor en ny fordeling af ansvarsområder for at sikre den faste, faglige dækning og en fortsat udvikling af både indhold og formater.
Rie Hammer vil fremover være chefredaktør for udvikling og ISCENE Live, mens Anne Liisberg bliver journalistisk chefredaktør. Ib Mathisson fortsætter som administrerende direktør, og Dorte Grannov Balslev er tiltrådt som ny redaktionssekretær. ISCENE vil fortsat have tilknyttet sin faste stab af freelanceskribenter.
Nye partnerskaber og koncepter
I år har ISCENE indgået to nye partnerskaber, som samler mere scenekunststof på én platform og samtidig sætter et øget fokus på børn og unge.
Samarbejdet med Teatercentrum betyder, at ISCENE vil dække børn- og ungeområdet med langt flere anmeldelser, nyheder og andre journalistiske formater. Mediepartnerskabet med Aarhus Teater og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om anmelderprojektet, TeaterAnmelderiet, skal skærpe unges interesse for at formidle meningsstof om scenekunst. Deres anmeldelser af en af teatrets forestillinger indgår i en konkurrence, som faciliteres på ISCENE.
ISCENE Live skal fremme debatten og samtalen om scenekunst i forskellige liveformater. Sidste år blev det fx til flere debatter og talks på Folkemødet for musicals i Fredericia og på Scenekunstens årsmøde i Skuespilhuset i København.
MØD ISCENEs skribenthold her.