★★☆☆☆☆ For højt, for vildt og for meget! – Action stikker af fra både ballet og fortælling

Det Kongelige Teater har premiere på en ny børneballet af den prisvindende børnebogsforfatter Thomas Korsgaard, der hermed debuterer som librettist. Forestillingen skal med al tydelighed ses som en hyldest til teatrets kunstarter. Men balancen mellem musik, scenografi, historie og karakterer skrider for meget til, at vi kan relatere os til en samlet fortælling.

Vi møder dirigenten med vild paryk og røde kinder, der kortvarigt dirigerer ud mod publikum i et forsøg på interaktion. Hovedrollen Far skælder ud på sine børn, der synger, spiller og danser. Der er smæk på musik, farvestrålende kostumer og projektioner i et tegneserieunivers. Der er virkelig lagt i kakkelovnen til Det Kongelige Teaters nye børneballet, der inviterer både medier, skuespil og sang med i al balladen.

Det er bare svært at forstå historien i dens sammenhæng. Scenerne virker afkoblede fra hinanden, og karaktererne foldes aldrig rigtig ud, så vi kan relatere os til dem. Vi glider af på den glitrende overflade. I slutningen er der glimt af emotionel Billy Elliot-stemning, da faren opdager, at hans larmende børn faktisk havde fat i den lange ende. Deres leg og passion blev til kunst, som rører menneskers liv.

Point for kunstnerisk mod

Der er point for kunstnerisk mod, når hele det historiebærende univers hviler på eminente kunstnere i nye roller. Balletdanser Alexander Stæger som skuespiller i rollen som Far. Forfatter Thomas Korsgaard som librettist og koreograf Sebastian Kloborg som (skuespil)instruktør. Dertil tre store børneroller som Søster, der spiller trompet, Bror, der danser ballet og Tredje, der synger.

Børnene optræder fint med forstærkning i sang og trompet fra de professionelle fra graven, når de spiller rollerne som børn, og spilles af kunstnere på scenen i de samme roller 15 år senere. Far er nogenlunde lige irriteret hele vejen, og replikker og instruktion giver os ikke mange nuancer at navigere i. Til gengæld løftes karakteren med en skøn og absurd gestik og mimik.

Cæcilie Trier og Greta Eacotts musik afspejler det sceniske i det lidt stillestående, men diverst postmoderne lydbillede, som Far synes er ”støj”, og det fylder da også meget. Der er tilsat fine melodiøse harmoniske fraser, der giver et lille indblik i børnenes mere følsomme karaktertræk, så man må undres – vil Far vitterligt aflevere “de vilde børn” på loppemarkedet?

Hvad foregår der?

Steffen Arfings scenografi er et finurligt tegneserieunivers, der projiceres på et hus af videodesigner Rasmus Yde, så vi med et snuptag kan være både ude og inde. Far har en varmere relation til sin robotstøvsuger og sin røde, hemmelige arbejdsmappe end til sine børn, der larmer og springer så meget, at billederne falder ned fra væggene, og alt vælter rundt.

Scenerne er ikke logisk kædet sammen, men der er masser af action: Ovnen brænder, emhætten næsten suger Far ud, og et piskeris forfølger ham. På loppemarkedet prutter en hysterisk operadiva længe om prisen på det, hun tror, er en robotstøvsuger, men er det? Der er skønne handlende damer i gul, turkis og pink kostumer iført sjove ”Andersinesko”. Mange børn ser spørgende på deres forældre.

Lyden og det visuelle buldrer afsted, så Fars replikker indimellem drukner lidt i orkesteret. Flere børn i salen prøver at byde ind ved at komme med tilråb eller gentage de replikker, der mangler energi. Det er godt forsøgt, det er bare ikke nok. De griner til gengæld, når spejlæg, kylling, broccoli og piskeris flyver rundt i køkkenet – ren hverdagskost for børn. De få dansede indslag bliver dog aldrig rigtig center of attention.

Glimt af magi

Orkestret leverer som altid fremragende. Det er ikke let musik at formidle i dets moderne, livlige tonesprog, der stikker i alle retninger og skal holdes i tømmerne overfor de mange komponenter på scenen. Det sjove, modernistiske, næsten absurde udtryk, går igen i Petruska Miehe-Renards stramme tegneserie-inspirerede kostumedesign og selvfølgelig i scenografien med sine skæve vinkler og overdrevne streg.

Da far opdager, at det hele bliver gråt og tomt uden børnene, er det for sent. Solgte han dem virkelig på loppemarkedet til nye forældre? Ure på scenen løber, som i Maries drøm i balletten Nøddeknækkeren, hvor vi låner et drys magi. Snart er Far gammel og går med stok til teateret og sætter sig i det røde plyssæde. Det røde forhæng hejses ned. Han danser selv i sine minder og har tydeligvis hele tiden selv været danser?

Far genkender børnenes ”ballade” som kunst i nogle korte, klassiske optrin tilsat moderne spjæt og er stolt: ”Mine børn på en stor scene på et flot teater.” På trods af initiativet til et populært og actionpræget udtryk, vender forestillingen til sidst hjem til teatrets egen indre logik.