★★★☆☆☆ Vågen – paroledramatik forklædt som pastelpastorale

Teater Momentum sætter atter fokus på en aktuel problematik med Vågen, der fermt leger med nutidens totalitarisme i form af newspeak og cancellering af det, man ikke vil konfronteres med. Forestillingen lykkes udmærket på sin egen præmis, men fanger ikke helt kompleksiteten i emnet.

Det starter fint med kigget ind i Laura Rathschaus syntetisk-pastelfarvede scenografi, der fremtræder som et originalt mashup af computergrafik, Hieronymus Bosch-vibes og smykkeskrinsæstetik. Det er et let foruroligende miks af associationer, men de tre kroppe i yogastillingen “child’s pose” på gulvet udstøder små glade støn, som i første omgang fremkalder et smil.

Synger fuglene overhovedet?

“Det er sådan, det starter”, siger de i kor, da de er kommet på benene via endnu en yogastilling og endnu en pose og små kokette grin undervejs. Og de fortsætter i kor, for her er kun et “vi”, ikke et “jeg”. De taler om fortidens besættelse af vækst, men her er “alle lige og forbundet til vores jord” i “den skov, I har reddet, med de hytter, I har bygget, og hvor vi stadig bor.”

Fornemmer man en Orwellsk klang af newspeak er man på rette spor. Et ritual skal udspille sig, men den ene af de tre synes, at der er noget, der lyder anderledes. Synger fuglene overhovedet, eller hvor kommer de sære lyde fra?

Dystopisk cirkelkonstruktion

Snart er der uro i Paradis, for hun vil ikke rette ind i det messende ritualkor, men stiller besværlige spørgsmål og bruger tilmed det forbudte pronomen, “jeg”. Et møde med en ukendt kvinde giver indsigt og udløser nye spørgsmål, før tragedien går til sin forudbestemte ende. Der er ikke plads til afvigere i det ekstreme safe space, som universet simulerer.

Titlen Vågen spiller både på begrebet woke og en våge, man kan falde i, og forestillingen bruger fermt ideen om nutidens totalitarisme i form af cancellering af det, man ikke vil konfronteres med, til en dystopisk cirkelkonstruktion. Her fortrænges virkeligheden i et simulakrum, der skaber sin egen realitet og mytologi, som mennesket kan fortabe sig i. Verden vil tilsyneladende fortsat bedrages – og desværre helt realistisk med åbne øjne.

Paroledramatik i forklædning

Det er ikke nogen dårlig idé, men et interessant greb på en aktuel og ganske kompleks problematik. Forestillingen lykkes for så vidt også udmærket på sin egen præmis. Både visuelt og i Jacobe Suissas sinistre kompositioner, der fremhæver det forceret afslappede i den blide meditationstone og lader den med uheldsvanger undergang.

Men jeg har svært ved at overgive mig til teksten, der er blottet for undertekst, og jeg irriteres over de koreografiske sekvenser, der gumpetungt trækker energien ud af det luftige flow, der som minimum skal holde teksten oppe. Måske er tiden til parole-dramatik forklædt i pastelpastorale – som er et stærkt greb i sig selv – men verden er bare så meget mere kompleks, end da Orwell skrev 1984 i 1948, og det får forestillingen ikke helt greb om.