★★★☆☆☆ Faderen – aktuelt tema i fragmenteret iscenesættelse

Vendsyssel Teater havde varslet en nyfortolkning af August Strindbergs Faderen. Men en spændende scenografi og en tilføjelse af lokale unge til trods, føles fortællingen desværre usammenhængende. 

Torden & Lynild (Sigrid Bennike og Sebastian Tingkær) har skabt et virkelig fint scenografisk univers til Simon Bobergs iscenesættelse af Faderen på Vendsyssel Teater. Fire forskellige, adskilte rum, som giver forhåbninger om en nytænkt form for iscenesættelse, hvor det store, runde lokale, der er så karakteristisk for Vendsyssel Teater, bringes i spil på en ny måde. Men det sker bare aldrig for alvor.

Smuk og detaljeret scenografi

Publikum ledes i mindre grupper ind i den ene halvdel af det store scenerum, hvor vi må gå frit omkring og betragte de tre tilgængelige scenografier. I den ene ende af lokalet er placeret et køkken med et stort, gammeldags brændekomfur, et groft plankegulv, og en stor samling blåmønstret porcelæn står på tallerkenrækken.

Iklædt en omfangsrig, sort kjole er Lisbeth Gajhede i gang med at skænke te på en bakke, som hun langsomt bærer over til lokalets modsatte side. Her ses en feminint indrettet havestue med mønstret flisegulv, grønne planter, kurvemøbler og et staffeli med et maleri. Fruen i husets domæne. 

I midten af lokalet, næsten en hel etage højere end de to øvrige rum, er der placeret et pigeværelse, hvor den uskyldigt hvidklædte datter i huset, Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlets Bertha, går omkring og spiller på sin violin. Det hele er skabt med en omhyggelighed og en stor detaljegrad, der lover godt for det, der venter forude. 

Fra feminint til maskulint univers

Berthas violinspil suppleres med sære, vibrerende lyde i Rune Abels lydddesign. Som et varsel om, at ikke alt er så fredeligt og harmonisk, som det ved første øjekast ser ud til.

Vi træder gennem et forhæng ind i den anden del af lokalet. Her venter endnu en smukt udført scenografi. En stor stue, maskulint indrettet, nærmest som en jagtstue med utallige trofæer og våben som vægudsmykning. Bag de polstrede, grønne sofamøbler går husets herre omkring, tager lidt at drikke fra en karaffel og sætter sig igen ved arbejdspladsen bagerst i lokalet.

Scenen er sat og forventningerne høje. Hvordan skal de fire forskellige dele af scenografien mon bringes i spil? Svaret er desværre, at det skal de ikke. Forude venter til gengæld et meget klassisk opbygget kammerspil i den grønne stue. Scene efter scene, hvor især Jørgen Bing, der med Faderen markerer sit 40-års skuespillerjubilæum, er overbevisende som Ritmesteren Adolf, som kommer mere og mere i tvivl om sit eget liv og sin egen status.

Aktuelt, men usammenhængende

Strindbergs drama handler om et disharmonisk ægteskab. Om en kvinde, der sår tvivl i sin mands sind om, hvorvidt han er far til sit eget barn, og driver ham så langt ud, at han kan erklæres sindssyg. Netop for at sikre, at hun kan bestemme over datterens fremtid, som er omdrejningspunktet for deres interne, ægteskabelige splid. 

”Der er simpelthen for mange kvinder, der vil bestemme i mit liv,” siger Adolf ret tidligt i iscenesættelsen, mens hans hustru erklærer: ”Jeg har aldrig kunnet se på en mand uden at føle mig overlegen.” Temaet er således aktuelt med en blomstrende magtkamp mellem kønnene. 

Som et ekstra lag til fortællingen har syv unge fra lokalområdet og fra Teater Talent Vendsyssel deltaget i processen med både tekstbidrag og som medvirkende i forestillingen. To gange træder fire unge frem og kommer med udsagn. Først om, hvad en far i deres optik skal være. Siden med små anekdoter fra barndommen, hvor faderen har optrådt på en måde, der har gjort negativt indtryk. Desværre bindes de korte scener slet ikke sammen med den øvrige iscenesættelse, hvilket giver iscenesættelsen et lidt fragmenteret udtryk.

Varierende præstationer

De fire professionelle skuespillere er tilsyneladende instrueret i at spille på vidt forskellig vis. Lisbeth Gajhede fremstår omsorgsfuld og ægte som den gamle amme, Margrete, der tager den vanskelige opgave på sig at lægge spændetrøjen om skuldrene på Adolf, da hans verden til sidst krakelerer. ”Hvordan skulle jeg kunne leve mere, når jeg ikke har nogen ære?” spørger han, da den nagende tvivl er vokset til uoverstigelige højder i hans sind.

Over for Gajhede og Bings stærke præstationer fremstår Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlets Bertha meget naiv og til tider helt kunstig, mens Mette Kolding, i rollen som hustruen Laura, både kæmper en del med sine replikker og med sin overdrevne mimik. Kontrasten mellem de to forskellige spillestile skærer en del.

Som udgangspunkt er det interessant med nyfortolkninger af klassikere. Men der er bare ikke særligt meget nyfortolkning over Faderen på Vendsyssel Teater, som tids- og udtryksmæssigt stadig befinder sig i 1887. Den iscenesættelse, som startede så lovende, bliver hurtigt meget traditionel og gammeldags. Den spændende, opdelte scenografi bruges stort set ikke – ligesom muligheden for at lade de lokale unge spille en mere aktiv rolle ikke udnyttes. Og det er en skam.