★★★★★☆ The Show for Young Men – autentisk flow tager salen med storm

Aaben Dans præsenterer en lille perle af instruktøren Eoin McKenzie om maskulinitet i forskellige størrelser og udtryk. Forestillingen har haft premiere på The Edinburgh Festival Fringe i Skotland i 2024 og spiller nu med et dansk cast for danske børn. Sikken en varm stemning af boblende glæde, dette værk vækker hos publikum.

Scenen er sat på en byggeplads eller skrotplads i den tykkeste mandehørm ledsaget af byggepladsradio, stiger, rør og kanvas. Ole (Ole Birger Hansen) er arbejdsmanden, der fikser ting badet i skarpt arbejdslys på den ugæstfri arena for hård jargon og voksenhumor. Men midt i det hele dukker drengen Hans (Hans Humble Lichtenberg) op, og der opstår et hjerteligt og indforstået venskab, der udforsker maskulinitetens væsen.

De fantasifulde manddomsprøver foregår gennem små og store vovestykker i et arbejderklassemiljø med fodbold og Dolly Partons 9 to 5 på radioen. Begge dansere bevæger sig ubesværet og målrettet i et flow af skøn timing og humor, der hurtigt har sit tag i hele salen. Scenograf Rachel O’Neill har skabt det fantasifulde univers, der vækker nysgerrigheden og pirrer forventningerne.

Flow og humor

Hans er 8 år og naturligt optaget af verden bag de høje afskærmninger, hvor der spilles radio og larmes. Han vil lege, mens manden, der er vant til at passe sig selv, vil rydde op. Men Hans udfordrer grænserne i mere end én forstand ved at kaste rør ind under eller over skærmene i sin ærlige insisteren på voksenkontakt og leg med maskulinitet. Og Ole får gradvist åbnet de fysiske og mentale parader, han er barrikaderet bag.

Med sublim timing bevæger Hans sig i flow fra det ene til det andet, der kan drille og overraske Ole med så stor humoristisk sans, at børn sprutter højt af grin. Ikke mindst fordi Hans hele tiden overgår det foregående rør med endnu større størrelser og egenskaber. Da han endelig bliver fanget, gemmer han sig bag et alt for smalt rør med et nærvær og pokerfjæs som hos en garvet komiker.

Da Ole og Hans bliver venner, får Hans også en blå kedeldragt og bliver en del af de seje mænds klub. Nu bliver de mange rør brugt som omdrejningspunkt for at udforske bevægelser gennem legende vovestykker indeni dem, over dem og omkring dem – og på den røde trappestige. Ole kan et trick med røret, så det vender i luften, men Hans slår det bare i gulvet, for legen skal opstå på fælles præmisser.

Nærhed gennem leg

De mange fantasifulde lege åbner døren til hjertekamre, der tydeligvis har været rustet fast hos Ole, så nærheden er også svær. Er det leg eller nødvendig distance, når Ole lukker Hans inde i et lodret, sort rør, så han er helt i mørke? Hans banker tillidsfuldt på indefra med sin barnetro på, at alle vil ham det godt. Børn griner af optrinnet, og de voksne synker en klump, da det ender i et omsorgsfuldt kram.

Gennem dansernes relation spejles det tværgenerationelle også på publikumsrækkerne – hvad vi griner af, og hvornår vi bliver eftertænksomme. Nærhed og leg med den nye, fantasifulde ven nedsmelter den voksnes forsvar. Da den seje “blå” arbejdsmand får “the blues” i køligt blåt nattelys, holder drengen hans hoved og hjælper ham på benene med børnelist – en hyggestund med chokoladekiks.

En virkelig stjernestund får vi også, da Hans tager en mikrofon og synger en magisk, sødmefuld godnatsang, mens Ole lægger sit ansigt på den røde stige i spotten fra en lampe, der lyser gennem et rør. Vi hører et interview med de to dansere om deres samarbejde. Til overvejelserne om maskulinitet, når man er dreng, svarer Hans: “Man skal egentlig bare være den, man er, der hvor man er.”

En lille genistreg

Børnene i salen spejler sig tydeligt i de mange legende udforskninger og vurderer det kreative niveau. Da Hans og Ole surfer på maven hen over tre rør, siger kommentatorerne bag mig: “Dét ser sjovt ud!” Og jeg tror aldrig, jeg har hørt børn grine så oprigtigt og hjerteligt til en forestilling. Der hersker en form for indforståethed af, hvad ægte børnehumor er – noget vi voksne mærker udspiller sig i magiske alliancer.

The Show for Young Men viser store gevinster ved at have en børneperformer på scenen, der bare kan sit kram. Hans bevæger sig naturligt i det legende flow, som også kan ses som kunstnerens tilstand af flow. Og det uanset, om han opererer de mange rekvisitter, synger, flyver tillidsfuldt gennem luften med arme og ben bredt ud, eller danser sin helt egen solo.

Ole er en indlevende dansepartner, der giver et nuanceret billede af maskulinitetens mange ansigter gennem dette unikke makkerskab. Autenciteten giver øjeblikkelige respons i salen. Instruktør, Eoin McKenzie, har begået en lille genistreg, der peger ind i et stort samfundsanliggende. Det er gjort med stor følsomhed og lydhørhed med målgruppen i centrum – og det bærer i den grad frugt.

LÆS OGSÅ ISCENEs interview med instruktør og producenter