Det maskuline generationsmøde – interview med Aaben Dans og koreograf Eoin McKenzie

Eoin McKenzies The Show for Young Men har premiere i en dansk version på Aaben Dans 1. marts. Men samarbejdet om forestillingen rækker seks år tilbage i netværket PUSH+, der skulle fremme den europæiske dialog og skabe nye kunstneriske ideer for det unge publikum. ISCENE har talt med aktørerne bag forestillingen, der er et møde om maskulinitet på tværs af generationer.

Vi mødes online, for Eoin McKenzie er endnu i Skotland i gang med et andet projekt og sit vasketøj, som også skal klares, inden han et par dage efter kommer til Aaben Dans i Roskilde og de sidste prøver på den danske version af The Show for Young Men. Showet er en duet for en dreng og en mand, og den er delvist udviklet hos Aaben Dans i et residensforløb i 2022.

”Vi mødte Eoin i 2019 gennem netværket PUSH+,  som var et samarbejde mellem Danmark, Norge, Belgien, Skotland og Irland om at skabe kunstnerisk udvikling til et ungt publikum over temaerne Hjem, Fejl og Krop. Han havde allerede dengang ideen om at repræsentere børn direkte på scenen, og det kunne vi relatere til, for vi ser ikke så tit, at man faktisk sætter de mennesker på scenen, det handler om, og slet ikke på børne-ungescenen”, fortæller kunstnerisk leder på Aaben Dans, Thomas Eisenhardt, om det første møde med den skotske instruktør og fortsætter:

”Børn spiller som regel roller, der er set fra det voksne perspektiv, men i Eoins performance handler det om forholdet mellem de to personer på scenen, så dynamikken mellem de to er et meget vigtigt parameter i castingen.”

Fra Glasgow til Roskilde

Aaben Dans inviterede i 2022 Eoin til Roskilde, hvor han på et fem dages pilot-prøveforløb udviklede konceptet med en dansk dreng og en dansk, mandlig danser. Eoin McKenzie blev dengang betaget af det stærke, danske dansemiljø og glæder sig til at sætte den nye version op.

”Jeg oplevede stor forståelse af mit arbejde i 2022, men den maskuline kultur er nok lidt anderledes her end i Skotland, hvor den er bestemt af klasse og landets industrielle fortid. Jeg er selv præget af det gennem min far og hans far, som var svejser og skibsbygger i Glasgow. De var efter mig for at lære et håndværk, for det er det, man gør i Skotland. Men min mor fik mig til at lave ungdomsteater, og selvom jeg egentlig ikke ville, førte det mig til performance, som jeg forelskede mig i. Og så begyndte jeg at studere Contemporary Performance Practice på The Royal Conservatoire of Scotland,” siger Eoin McKenzie og understreger, at netop forskellen mellem de to lande gør det interessant at genskabe showet, fordi det vil være direkte til det danske forhold.  

Kroppenes sprog

Castingen til showet gik via et Open Call, der bød ind til en workshop, hvor børnene legede med koreografiske elementer og rekvisitter sammen med den voksne danser. ”Vi ledte ikke efter en med sceneerfaring, men en, der har lyst til at bevæge sig, som har et fysisk udtryk og er nysgerrig og legende. Og så var vi så heldige at finde Hans, der er breakdanser. Det har været spændende at se, hvad de kvaliteter kan i rummet,” fortæller Eoin McKenzie og uddyber:

”Vi genskaber materialet ud fra de to aktuelle danseres kropssprog. Jeg bygger det sammen med de to mennesker, der er foran mig, og det er den måde, jeg kan lide at arbejde på. Der er en ramme og nogle strukturer, som de træder ind i sammen med mig, og så finder vi en vej sammen. Det spændende ved at arbejde med børn er også det uforudsigelige, der giver værket en kant.”

Barnet bliver medskabende dramaturg

Ideen til værket har været længe undervejs som en undren over, hvor sjældent unge kan se sig selv på scenen, selvom der produceres meget ungdomsteater både i Skotland, Danmark og generelt i Europa.

”Man taler til de unge, men de er ikke repræsenteret selv. Jeg ville prøve at positionere mit arbejde et sted, der ikke er så segmenteret, som jeg oplever, at det ungdomsteater, jeg selv er vokset op med, er. Kunstnerisk var det samtidig spændende for mig at udforske en duet mellem en dreng og en mand, fordi det generationelle aspekt giver en anden ladning til koreografiens enkle greb med kontakt, berøring, risiko og leg,” forklarer han og uddyber castingens betydning for værket:

”Vi kiggede efter en, der ikke havde meget sceneerfaring og som ikke var for selvbevidst. Ideelt set skulle prøverummet være som en leg for drengen, for legen har en interessant og autentisk energi. Også for mig som instruktør, fordi jeg responderer på det, jeg ser. Da vi lavede den skotske version, blev drengen Alfie faktisk lidt af en dramaturg, fordi han ikke reagerede på materiale, der kedede ham. Det var virkelig interessant for mig, fordi han ikke havde en professionel forståelse, men alligevel nonverbalt tydeligt viste, hvordan en på hans alder reagerede på ideerne.”

Tårer og latter i samme rum

Det intergenerationelle perspektiv kan også aflæses i publikums reaktioner, fortæller Eoin McKenzie, der oplever, at showet kan tale samtidig på forskellige niveauer uden at det ene dominerer. Publikum kan identificere sig med de forskellige aldre, de ser på scenen og mødes gennem dem.  

”Det udelukkende voksne publikum til de første visninger blev meget følelsesmæssigt berørte, mens børn reagerer helt anderledes. De ler og ser det legende i værket. Det er virkelig spændende at have et aldersblandet publikum, hvor forskellige reaktioner kan eksistere i samme rum. Der var fx en lille pige, der smilede over hele hovedet og bare havde lyst til at komme op og lege med alle tingene på scenen, mens hendes mor samtidig sad med tårerne ned ad kinderne,” fortæller han.

Eoin McKenzie vil gerne have, at værket udtrykker en form for omsorgsfuld maskulinitet gennem dets intergenerationelle relation mellem en dreng og en mand.

”Andre kan læse andre lag frem i værket, men for mig er det væsentlige den sociale og politiske dimension, der viser, at en dreng og en mand kan være sammen i denne legende og følelsesmæssige atmosfære, som kan få både de unge og de voksne til at tænke over deres egne relationer”, reflekterer han. Og peger også på, at den skotske dreng, Alfie, blev opfattet som en stjerne af sine jævnaldrende: ”Jeg tror, det var fordi, de pludselig så, at man godt kan optræde i deres alder på lige fod med en voksen.”

Hvad vil det sige at være mand i dag?

Eoin McKenzie vender tilbage til sit vasketøj, men jeg taler videre med Thomas Eisenhardt og hans kollega, udviklingschef Pernille Møller Taasinge, om hvordan værket passer ind i Aaben Dans’ repertoire.

”Temaet maskulinitet er enormt vigtigt. Vi er også interesserede i femininitet og feminisme, som vi arbejdede med i Ruth Rebekka Hansens Ripe Body, men maskuliniteten kan godt blive lidt klemt. Hvad vil det overhovedet sige at være mand i dag?”, spørger Thomas Eisenhardt. Pernille Møller Taasinge supplerer:

”Forestillingen ligger i forlængelse af åbningsforestillingen på vores festival SWOP sidste år, og de er begge en slags modsvar til de bevægelser og personer, der dyrker den traditionelle og meget selvhævdende maskulinitet. Man kan være sit køn på mange måder, også i forskellige aldre. Samtidig er det vigtigt at etablere og konsolidere, at der sagtens kan være omsorgsfuldhed og ømhed mellem en voksen mand og et barn. Vi skal have et blik for, at det kan være det rare, ordentlige sted at være.”

Thomas Eisenhardt peger også på, at samarbejdet giver mulighed for at vise flere facetter af, hvad dans er. ”Vi har også en børne- ungeprofil, og der er nogle tematikker, som jeg synes, bliver løftet på en anden måde, end jeg ville gøre. Det er også derfor, vi arbejder meget med gæstekunstnere, fordi de koreograferer på andre måder og kan løfte tematikker anderledes.”

Bæredygtighedsspiralen

Men samarbejdet handler ikke kun om en fælles interesse for temaer og den direkte repræsentation af kroppe, der her handler om kroppe i forskellige aldre. De to fra Aaben Dans peger også på samarbejde over tid:

”Der er i hvert fald tre gode grunde til at arbejde på denne måde, for der er også hele den kunstneriske udvikling, der blomstrer. Det her er et forløb over seks år, som ikke bare handler om at invitere en forestilling hertil. Det er jo netop ikke bare en genopsætning, men en genskabelse, som automatisk vil komme til at lægge sig i en dansk kontekst. Det er ret vildt”, smiler Thomas Eisenhardt, mens Pernille Møller Taasinge peger på, at samarbejdet rækker ud over samarbejdet med Eoin McKenzie:

”Vi har holdt forbindelsen med Eoin, men også de andre partnere i PUSH+. Vi regner med, at den norske partner kommer ned og ser forestillingen med en potentiel interesse i at lave en norsk version. Den irske partner overvejer en irsk version. Der er rigtig mange frugter at høste i sådant et internationalt samarbejde, hvis man giver det tid, for det tager tid at udvikle og tid at understøtte. Eoin kunne søge skotske midler efter sin visning her i 2022. Så kunne han lave en skotsk version, der gav ham mulighed for at komme tilbage hertil,” forklarer hun om det kunstneriske kredsløb, der trods alt giver særdeles god mening for egnsteatret i Roskilde.

”Det bliver en slags bæredygtighedsspiral, som vi også lavede med turne- og producentnetværket omkring Ripe Body. Det er enormt tilfredsstillende at være med i den type arbejde, der understøtter kunstnerne, men også udvikler scenesproget og den repræsentation, der gør, at flere tilskuere vil kunne spejle sig i det, de ser på scenen,” afrunder Pernille Møller Taasinge.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Aaben Dans med fuld redaktionel frihed for ISCENE.