En personlig sorgproces har fundet en betagende fysisk form i Andreas Constantinous Shroud på Bora Bora. Et tankevækkende og gribende værk, hvor tema, koreografi og alle scenografiske elementer samles til en smuk helhed.
Hvid røg bevæger sig bølgende op gennem en skarpt aftegnet lyskegle. På gulvet midt i spotlyset ligger en skikkelse med overkroppen dækket af et draperet, hvidt klæde. Hænderne bevæger sig manisk, slår skiftevis mod kroppen og mod gulvet. Det afstedkommer højlydte, skarpe brag, der fylder hele lokalet. Som om hver enkelt lille lyd forstærkes af de voldsomme følelser, scenen udtrykker.
Se forestillingstrailer her.
Kontinuerligt sorgarbejde
Andreas Constantinou og himherandit Productions er med Shroud nået til fjerde kapitel af The Grief Works, hvor han kunstnerisk ser nærmere på sorgen og døden. Shroud består af to dele. Først en seance, hvor Constantinou iført sort jakkesæt ligger livløs i en hvid kiste. På hver side af kisten står en lille tv-skærm, hvor der vises klip fra de webcasts, der transmitterede hans forældres begravelser med blot få ugers mellemrum under corona-pandemien i 2021.
Alt lys slukkes, og vi sidder i totalt mørke. En dyb brummen fylder lokalet
Til tonerne fra Time To Say Goodbye lægges låget højtideligt på kisten, der efterfølgende køres ud gennem de sorte fortæpper, der skjuler selve scenerummet. Publikum har nu fået baggrundshistorien og er klar til at opleve resten af værket.
Alt lys slukkes, og vi sidder i totalt mørke. En dyb brummen fylder lokalet. Som en buldrende brænding, der suppleres med fuglekvidder og en rolig kvindestemme, som guider publikum ind i en afslappende åndedragsmeditation. Således føres vi nænsomt fra indledningens meget konkrete fortælling og ind i den mere abstrakte gengivelse af sorgen.
LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af første kapitel i The Grief Works
Medskabende scenografi
Det sorte gulv i det store scenerum på Bora Bora er i Jeppe Cohrts scenografi afgrænset af tre cirkler omgivet af lysegrå gardiner i næsten hele lokalets højde. Cirklerne er placeret indeni hinanden, som ringene på en skydeskive. Den yderste er mørkegrå, den midterste er lysegrå, og den inderste er hvid ligesom det kvadratiske gulv, der er placeret allerinderst i midten – samme farveskala som i forgængeren Carcass.
Det er ganske enkelt, men utrolig virkningsfuldt – ikke mindst når de lange gardiner styret af sceneteknik kan bevæge sig frem og tilbage på de cirkelrunde ophæng, hvorved de bliver en integreret del af koreografien.
Det kan være det ligklæde, forestillingens titel henviser til, men det kunne også symbolisere den dyne af sorg, der har lagt sig over ham efter moderens død
På denne firkantede flade på gulvet projiceres Christopher Breknes videodesign: Ultraforstørrede nærbilleder af Andreas Constantinous mund, når han i korte brudstykker fortæller om sine oplevelser ved moderens dødsleje, hendes sidste åndedrag og sin egen voldsomme sorg efter hendes død. Det er også på denne firkant, han bevæger sig omkring, dækket af et krøllet, hvidt tæppe. Det kan være det ligklæde, forestillingens titel henviser til, men det kunne også symbolisere den dyne af sorg, der har lagt sig over ham efter moderens død.
LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af tredje kapitel i The Grief Works
Det personlige afsæt
Indimellem de små videosekvenser bevæger det hvide klæde sig omkring, som var det en udefinerbar, levende organisme. Først forsigtigt og siden rasende, som går det igennem sorgens faser. Sammen med den betagende scenografi – der igen og igen dækkes af tyk, hvid haze, som ser ud til helt at opsluge den hvide skikkelse – og den imponerende koreografi, spiller også Johannes Smeds lyddesign en markant rolle i iscenesættelsen. Her er naturlige lyde kombineret med musik og afgrundsdyb undergangsbrummen, der gør det muligt helt fysisk at mærke frustrationerne, sorgen og de svære følelser helt op på bagerste publikumsrække.
Afgrundsdyb undergangsbrummen, der gør det muligt helt fysisk at mærke frustrationerne, sorgen og de svære følelser helt op på bagerste publikumsrække
Der er jo ikke noget nyt i, at en kunstner bruger sine egne, personlige erfaringer og følelser i sine værker. Men når det gøres så kraftfuldt, som Andreas Constantinou formår i Shroud, så føles det fuldstændigt almengyldigt, og vi forstår, hvorfor kunstnere gennem århundreder har valgt denne tilgang.
Idé, instruktion og koreografi: Andreas Constantinou. Dramaturg/kollaborativ kunstner: Tone Haldrup Lorenzen. Scenografi og lys: Jeppe Cohrt. Videodesign og lys: Christopher Brekne. Musik og lyddesign: Johannes Smed. Produceret af Himherandit Productions og Art & About i co-produktion med Bora Bora.
Medvirkende: Andreas Constantinou. Meditationsstemme: Zoe Mills.
Shroud spiller på Bora Bora 22. – 26. marts 2025.
