★★★★★☆ The Sound of Music er gennemført bedårende

The Sound of Music på Aarhus Teater er så veludført charmerende, at selv musicalskeptikere og relevanspolitiet må lade sig rive med. Men selvom den smittende sangglæde er forestillingens helt store attraktionsværdi, klinger de muntre bjergtoner heldigvis også med en nutidig resonans.

Både hvad angår længde og mængden af naturromantik er Richard Rodgers og Oscar Hammersteins elskede musical en temmelig stor mundfuld. Men Viktor Tjernelds udgave glider legende let ned. Det er simpelthen umuligt ikke at blive revet med af det charmerende cast, der fremfører både komplekse harmonier og lallende tekster med overskud.

Musikalsk overskud og rørende samspil – men lunken romantik

Amanda Friis Jürgensen er fremragende som den klodsede nonneaspirant Maria, der smitter von Trapp-familien med legesyg sangglæde. I både stemme og karakterskildring balancerer hun romantisk sødme og kærlig kækhed med menneskelig dybde. Det er svært ikke at le, når hun marcherer sarkastisk til kaptajnens fløjte eller ivrigt kommer til at kysse ham for tidligt til deres bryllup.

Det er værd at gå i teatret for kemien mellem Maria og von Trapp-børnene alene. De seks børneskuespillere er lige så talentfulde, som de er nuttede, hvilket ikke siger så lidt. Også samspillet med abbedissen er lige i øjet. Maria Skuladottirs vokal har en nærmest guddommelig kraft i både de høje og lave registre, og med sin moderlige medmenneskelighed puffer hun Maria ind i armene på kærligheden.

Til gengæld giver Jakob Madsen Kvols’ stive kaptajn en lunken kemi mellem hovedpersonerne, der især bliver tydelig i den ellers romantiske duet Noget godt. Det havde også klædt hans afgørende fremførelse af Edelweiss med mere mærkbar desperation over udsigten til at sendes i krig for nazisterne.

Overraskende mange grin

Aarhus Teaters udgave er ikke kun sød – men faktisk også ret sjov. Især Clara Sophia Phillipsons Liesl viser komisk overskud. Hun mestrer den opkogt indestængte teenageforelskelse i duetten Seksten, meget snart sytten år og høster store grin med små gestusser som fx et brormandsagtigt skulderklap til sin kejtet forelskede far.  

Men også Frank Thiels og Nanna Buhl Andersens tjenestefolk krydrer von Trapp-residensen med humoristiske sidebemærkninger og sigende ansigtsudtryk. I det hele taget har iscenesættelsen et glimt i øjet, som ikke bare er underholdende, men også understreger legens modstandskraft over for det totalitære.

En brat opvågning

Det nuttede og bedårende får også plads i det visuelle, hvor lyserøde vægge og pastelfarvede kostumer giver mindelser til de tidlige 60’ere, da musicalen først så dagens lys. Men Franciska Zahle og Karin Gille kombinerer pastellerne med rene linjer og abstrakte flader, som både tæmmer romantikken og giver universet en tidløshed.

Det nuttede får en brat revne, da lyden af marcherende støvler pludselig runger tungt i kroppen. En hær af uniformerede nazister indtager rummet med skarpe bevægelser, der effektfuldt kontrasterer Melker Sørensens øvrige koreografier præget af fejende ynde og legende spjæt.

Det er i netop den brathed, at forestillingens alvor mærkes i kroppen. Som en påmindelse om, hvor hurtigt det legende kan blive kvalt, hvis man ikke vogter over det. Og hvor hurtigt totalitære bevægelser kan vinde frem, hvis alle kaster hænderne i vejret og følger med.

Som den perfekte apfelstrudel

En perlerække af overskudsagtige præstationer får (næsten) en temmelig lang historie til at føles kort. Selv nonnernes latinske mellemspil, der kunne være blevet det rene pausefyld, bliver her løftet til stemningsfulde højdepunkter.

Forestillingen er som den perfekte, østrigske apfelstrudel: sød, men med syre nok til at skære igennem det sentimentale. Det er lykkedes det kunstneriske hold at balancere romantikken med en subtil aktualitetsfornemmelse og en humoristisk kant.

For selvom nazisternes Gauleiter har ret i, at “tiden ikke er til pjat’” viser The Sound of Music, at det netop er i pjat og leg, vi finder mod, håb og fællesskab. Og det gør det til en både rørende og relevant oplevelse.