ILT 2025: Florlette vindheste, foruroligende dukkebørn og et rørende sangværk om krigstraumer

2025-udgaven af ILT – festival for internationalt, levende teater – blev afviklet i Aarhus i den forgangne uge. Traditionen tro bød programmet på vidt forskellige internationale gæstespil med alt fra latter til alvorstunge udtryk. Og trods det våde forårsvejr var der også dragende optog gennem byens gader til glæde for alle forbipasserende.

ILT festival, der arrangeres af Aarhus Teater, Teatret Svalegangen og Teatret Gruppe 38, afholdes i Aarhus hvert andet år. Festivalen præsenterer internationale gæstespil for det aarhusianske publikum. Særligt kendetegnende er deres veludviklede evne til at skabe en fornemmelse af fest i byens gader og offentlige rum.

I år var ingen undtagelse, selvom vejrguderne ikke helt var med arrangørerne de første par dage. Det forhindrede dog ikke Teatret Svalegangen, hvor festivalens billetkontor er placeret, i at opstille deres festival-setup. Der var pallemøbler og farverige lyskæder på gaden foran teatret, så selv uvidende forbipasserende ikke kunne undgå at opdage festivalens eksistens.

Virtuel byvandring

På netop Teatret Svalegangen kunne festivalens besøgende i år opleve VR-operaen Songs for a passerby produceret af nederlandske Silbersee og iscenesat af Celine Daemen. Iført strømpesokker, VR-briller og høretelefoner træder en enkelt besøgende ad gangen ind på det ujævne gulvtæppe, der markerer grænserne for VR-værkets forunderlige verden.  

Ledt på vej af en logrende, langbenet hund, bevæger jeg mig i en halv times tid rundt og rundt gennem en virkelighedstro, nattemørk by. Byens lyde blander sig med den stemningsskabende musik komponeret til VR-oplevelsen af Asa Horvitz med fragmenter fra ældre værker. Selvom jeg godt ved, at jeg i virkeligheden blot går rundt i cirkler på tæppet i Ny Sal på Teatret Svalegangen, så er det ikke svært at give sig hen til oplevelsen og iagttage den ukendte bys mange detaljer.

Ledsaget af hunden og musikken går jeg gennem smalle passager, forbi flokke af mennesker, hurtigt-kørende tog og – lidt overraskende – også en døende hest – før jeg til sidst ender højt oppe over byen med udsigt til alle de steder, jeg er passeret forbi. Det er ganske veludført, og især sjovt med den lille ekstra tilføjelse, at jeg indimellem ser mig selv udefra – filmet lige nu og her i lokalet, men sat ind i filmen, så jeg ser mig selv stående mellem de mange mennesker.

En lille løgn i fysisk form

Teatret Gruppe 38 på havnen i Aarhus bød indenfor til Løgnen af den franske koreograf Catherine Dreyfus og Compagnie Act2. En virkelig vellykket, nonverbal forestilling om, hvordan en lille løgn kan vokse sig uoverstigeligt stor. Helt fysisk bragt til live som en lille rød bold, der er vanskelig at slippe af med igen.

De tre medvirkende, den smidige artist, der indtager rollen som pigen og de to dansere, der er hendes forældre, bevæger sig omkring som muntre, mekaniske dukker i Dreyfus’ koreografi. De gentager samme vanemæssige mønster igen og igen, lige indtil en lille rød bold forlader pigens mund ved middagsbordet. En lille løgn, der smutter ud mellem hendes læber, men i løbet af ganske kort tid fylder hele hendes verden.

Og det ret bogstaveligt talt i Dreyfus’ på samme tid muntre og ildevarslende iscenesættelse. De røde bolde bliver større og større, indtil alt omkring pigen er cirkelrundt og rødt. Først da hun på det nærmeste punkterer, og utallige små bolde vælter ud over såvel moderen som scenegulvet, kan alt igen blive normalt. Et smukt eksempel på, hvordan man kan fortælle historier for alle aldre uden ord.

Foruroligende dukkebørn

Ord er der heller ikke mange af i franske La Compagnie s’Appelle Reviens’ noget alternative fortolkning af historien om Pinocchio, som spiller i det højloftede, rå rum Garagen på Balticagade. Her har instruktør Alice Laloy fornøjet sig med at lave en omvendt version af den velkendte historie. Hun lader ti legende, leende børn forvandles til livløse dukker foran publikums øjne.

Ti kittelklædte voksne vandrer ind på række med hver sin arbejdsstation på slæb. Hver voksen sætter et af de ti – før så spillevende – børn på arbejdsbordet foran sig. Derefter sprøjtemaler de dem på dramatisk vis porcelænshvide fra top til tå. Rytmisk, synkront og ledsaget af insisterende trommeslag, leveret af to teenagere i uniformslignede påklædning, klistres store, blå øjne fast på de virkelige børns lukkede øjenlåg. De maler små, røde trutmunde og ifører alle børn ens gule hætter, hvor små halmfarvede hårtotter stikker frem. Og til slut i processen syr de snore fast i børnenes arme og ben, så de kan styres som marionetdukker.

Forestillingen har noget særdeles foruroligende over sig. Især fordi de ti børn imponerer med deres evne til at klaske fuldstændigt sammen mellem de voksnes hænder, som var de vitterligt livløse dukkebørn. De forvandles virkelig til ti uhyggelige, ens dukker. Dragende og makabert på samme tid. Og ikke mindst let skræmmende, når de ti dukker som afrunding danser blinde omkring på gulvet. Det er i hvert fald en oplevelse, der ikke lige forsvinder fra nethinden igen.

Stærkt sangværk om krigstraumer

Også Mothers – a song for wartime, som spiller i Musikhuset lørdag aften, er et værk, der brænder sig ind og fæstner sig dybt i publikum. Men på en noget mere alvorstung vis. Her har polske Marta Górnicka samlet et kor bestående af 21 kvinder fra Ukraine, Hviderusland og Polen. Kvinderne og et enkelt barn indtager scenen i et hårdtslående korværk om krig, mødre og den russiske strategi med at voldtage kvinder offentligt i Ukraine.

Som en hær af mødre og døtre står kvinderne på scenen og synger. Indledningsvist en traditionel, lykkebringende ukrainsk sang. Derefter fortsættes med skiftevis Górnickas nykomponerede værker og talekorssekvenser om den verden, de befinder sig i. Midt på sjette publikumsrække står Górnicka i et spotlys og dirigerer kvinderne. Sangværket gør et smukt og stærkt indtryk, som mod slut bliver næsten helt ubærligt.

En kameramand træder ind på scenen. På bagvæggen, hvor engelske oversættelser af sangteksterne tidligere vistes, ses nu nærbilleder af kvindernes ansigter. Han bevæger sig bagud på scenen og zoomer ind på den mindste pige. Hendes mor åbner lynlåsen i ryggen på den lyseblå barnekjole. Med en sort sprittusch skriver hun barnets navn, fødselsdato og et telefonnummer. En tilsyneladende enkel handling med smerteligt hårdtslående konnotationer. Stilheden i den store sal i Musikhuset er så trykkende, at den mærkes fysisk. Krigen rammer alle. Også de uskyldige børn.

Stor alsidighed

Noget af det, der gør ILT Festival så interessant er netop variationen i de værker, der findes i programmet. Publikum kan gå en tur gennem byens gader, hvor festivalen altid byder på en eller anden form for fascinerende optog. I år var det tyske Pantaos Windhorses, hvor særdeles livagtige, men samtidig florlette, gennemsigtige heste svæver over hovederne på performerne, mens de bevæger sig ned ad gågaden.

Skiftet fra denne poetiske, sanselige oplevelse i det offentlige rum til et værk som Morthers – a song for wartime er markant. Det samme er skiftet fra første til sidste aftens forestilling. For i den helt anden og mere livsbekræftende ende af skalaen kunne publikum onsdag og torsdag aften på Aarhus Teater opleve britiske Zoo Co Theatres Perfect Show for Rachel. Et lattervækkende improshow, styret af Rachel, der har en funktionsnedsættelse.

Ved at trykke på en af de 50 knapper på pulten foran sig, er det Rachel, der beslutter, hvad skuespillerne på scenen skal gøre. Hver knap repræsenterer en sang, en dans eller en kort scene, som alle er godkendt af Rachel på forhånd. Hvert show er unikt og kan sagtens indeholde den samme scene igen og igen. Men det er netop pointen. For som titlen anviser, så er det en forestilling til Rachel – med alt det, Rachel har lyst til at se. Og hele fornøjelsen for publikum er at se Rachel more sig og styre slagets gang. En virkelig fin og alternativ måde at sætte fokus på neurodiversitet.