★★★★☆☆ Rør mig, rør mig ikke – gedigent coming of age-teater

Rør mig, rør mig ikke er et samarbejde mellem hele tre teatre, Teatret Svalegangen, BaggårdTeatret og LGBTQ+-teatret HiLS DiN MOR. Sammen har de skabt en meget opbyggelig dannelsesfortælling om Esther, der kæmper med at finde en plads i en verden, der slet ikke er indrettet til hende. 

Esther er netop startet på gymnasiet. Alle omkring hende er ivrige efter at fortælle hende, at det er den bedste tid i hendes liv, for nu åbner kærligheden sine porte for alle unge mennesker. Bare ikke for Esther. Hun er aseksuel og aromantisk og kan på ingen måde spejle sig i omverdenens normer om den romantiske kærlighed og seksuelle tiltrækning.

Relationer er der nok af, men det der store crush sker bare ikke rigtigt for Esther, så hvad gør man, når hele verden er besat af drifter, man ikke selv kan genkende?

Spillet spiller

Laura Kronborg Kjær spiller Esther, mens Alberte Riis Alexis Ibsen og René Benjamin Hansen tager sig af resten af persongalleriet. Sidstnævnte er forestillingens comic relief som den hyper grådlabile far, den introverte digter og den forstokkede lærer. Næsten altid velmenende, nærmest aldrig passende. Det er sjovt, og det er fremført med sikker timing.

Forestillingens to kvinder har et energisk og pirrende samspil. Det afsøgende spil mellem Esther og hendes omgivelser, gamer-vennen Oli eller Esthers kollega Sofia, er mættet med kærlig spænding, og portrætterne er ærlige og vedkommende.

Laura Kronborg Kjær beviser, at der er mange former for potens, og Esther er spillet med en handlekraft og en inderlighed, der yder hende stor retfærdighed. Med troværdig autoritet stiller hun sig i spidsen for en meget velspillende trio.

Normkritik i sikre rammer

I Mette Ovesens iscenesættelse bliver William Lipperts tekst behandlet med en erfaren lethed og fremstår som en helt klassisk dannelseskomedie. Scenerne er effektivt etablerede, klart instrueret, dialogen flyder fint, og alt er egentlig, som det skal være. Der er ikke rigtigt noget, der stikker ud hverken positivt eller negativt.

Det samme gælder for rammerne. Gøje Rostrups scenografi er simpel og funktionel, men gør ikke meget væsen af sig. I samspil med Henrik Sloths lysdesign giver det hele mere mening, og Rør mig rør mig ikke er en flot visuel oplevelse, men det er ikke rammerne, der er i centrum i denne forestilling; det er Esthers historie.

Både under og efter forestillingen slår det mig, hvor lidt forestillingen faktisk handler om aseksualitet eller aromantik. Den handler om Esther og om at være et ungt menneske. Det er meget relaterbart selv for en som mig, som adskiller mig fra Esther på ganske mange parametre.

LGBTQ+-teater?

Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe, men når man vælger at tage et så specifikt emne op, havde jeg håbet, at forestillingen ville grave et spadestik dybere og gøre mig klogere på Esthers specifikke oplevelse af verden.

Måske kan det hænge sammen med, at Rør mig rør mig ikke foregår i Esthers gymnasietid, hvor alle i forvejen er forvirrede over alt, og dermed drukner hendes specifikke perspektiv i det kaos af følelser, som næsten altid omgærder de formative år. Jeg medgiver, at det er en vanskelig opgave at vise noget, der mest er karakteriseret ved et fravær af noget, men jeg mangler dét, der gør Esthers fortælling til noget særligt.

Jeg havde set meget frem til Rør mig rør mig ikke, og jeg havde set frem til at blive klogere på et emne, jeg ikke selv har inde på livet. Det ved jeg ikke, om jeg blev, men til gengæld så jeg en helt igennem vedkommende coming-of-age-forestilling med masser af kvalitet og glimrende præstationer.