★★★★★☆ Flaskepost byder på stor komikerkunst til små teatertilskuere

Teatret Riddersalen har skabt en fiskeforførende teaterforestilling for de mindste. Flaskepost har eminent timing og uforudsigelig pingpong mellem Ragnhild Kaasgaard og Kristian Holm Joensen.

De to skuespillere i småbørnsforestillingen Flaskepost på Riddersalen siger ikke så meget. Men når de siger noget, så får de maksimalt meget ud af hvert eneste ord. På samme måde som hver eneste af deres bevægelser gør stort indtryk.

Skuespillerne Ragnhild Kaasgaard og Kristian Holm Joensen er store komikere. De har en gudsbenådet timing begge to – og de tør se hinanden lige ind i øjnene, mens de pingponger. Det er ikke mindst det, der gør Flaskepost så spændende at overvære. Både for de 1 ½ – 4 årige og for os voksne.

Store tanker i dykkerklokken

Instruktøren Alex Byrne har sammen med resten af holdet digtet en lille dramatisk handling omkring to venner, der prøver at fange en fisk. På scenen er der bare et lillebitte, grønt træhus med en rød, todelt stalddør og et rundt koøje-vindue. Scenografen Sigurd Dissing har givet huset masser af charme og stemning – med skønne detaljer lige fra en livlig potteplante til et finurligt fiskestangsophæng og en yndlingstekop. Omhyggeligheden gensvares af Pille Behrendts kostumer, der både byder på grønne overalls og rød tophue. For ikke at tale om en kobberstrålende dykkerklokke med genbrugslook.

Handlingen er enkel. De to venner fisker på skift, men de har svært ved at få en fisk på krogen. Indtil de så pludselig fanger en flaskepost…

Forestillingen rummer givetvis filosofiske referencer til Hemingway og andre livskloge voksensjæle. For hvad sker der egentlig, hvis man fanger den store fisk og får det, man altid har drømt om? Og hvad er det mest interessante ved flaskeposten – flaskens brev eller mystikken omkring den, der engang har kastet flasken i havet?

Det er den slags store tanker, der anes i de små øjeblikke i denne funklende forestilling. Samtidig viser forestillingen, hvor svært det er at være venner og dele alting retfærdigt – uden at blive misundelige på hinanden.

Ja, ja, ja

Flaskepost dyrker enkelheden og gentagelsen med stor kraft. ”Godmorgen, morgen” siger Kristian Holm Joensen, mens hans olme søvnighedsansigt pludselig bryder ud i et kæmpe smil. Og Ragnhild Kaasgaard kniber øjnene skævt sammen, så hendes ansigt er ved at eksplodere af koncentration, mens hun gør sig umage med at holde fiskestangen helt rigtigt. Disse to skuespillere er vidunderlige at betragte – sprudlende af originale ansigtsudtryk.

Deres replikker består typisk kun af halve sætninger:

”Har du?” spørger han.

”Ja, ja, ja,” svarer hun.

”Er du?” spørger han.

”Ja, ja!” svarer hun.

Og så videre. Disse replikker er perfekte til målgruppen, der sagtens kan se, hvad de to venner taler om. Lige som den oplagte kommentar til selve flaskeposten: ”Skal vi åbn’ den?”

Glad musik

Under hele forestillingen flyder Bastian Popps legesyge musik med instrumenter fra fløjte til banjo, men også med organiske lyde af bølger, der splasker ind i drømmen om at fange den store fisk. Et par gange forvandles musikken endda til sange med korte omkvæd. ”Jeg vil ha’ en fisk” hedder en af sangene. Det er ord, som vuggestuebørnene kan forstå.

Med Flaskepost viser Riddersalen igen, at dette teater har et særligt og kærligt greb om at skabe teater for de allermindste – i en tryg og farverig ramme, der får selv de mest betuttede børn til at føle sig trygge. Her dog ikke i Riddersalens ellers foretrukne, raffinerede dukketeaterform, men med skuespillernes samspil i fokus.

Om Ragnhild Kaasgaard og Kristian Holm Joensen så også får bid til sidst og fanger den store fisk? Det er selvfølgelig spørgsmålet. Lad mig bare røbe slutningen her: Flaskepost er børneteater med happy end.

Til sidst lykkes det vitterlig at fange den enormt store fisk og fiske den op af en lillebitte spand. Det er fantastisk. Man skal bare have meget hurtige øjne for at nå at se fisken. Men det har børn heldigvis.