★★★★★☆ KONFETTI fornyr nænsomt og stilsikkert Wallman-traditionen

Wallmans har rystet posen med KONFETTI og præsenterer i år et show, der med succes fornyer traditionen. En omfattende renovering, små justringer og et ungdommeligt pust i koreografien giver os atter landets bedste dinnershow.

Cirkusbygningen, der jo efterhånden er synonym med Wallmans-showet, har fået en fornem renovering af blandt andet facade og foyer, som afspejles i KONFETTIS fuldstændig fantastiske scenografi. I en overvejende 70’er farvepalet leger den med Verner Pantons form-, farve- og lyssætning, som han skabte til bygningen tilbage i 1984.

Det starter i den blændende smukke GREEN Opening, der musikalsk flyver på popikoner som Christina Aguilera, Britney Spears, Lady Gaga og Rihannas toner. Showet er også lige til at spise med øjnene fra den indledende eksplosion af primærfarver til det delikate grøn-hvide look, der åbner sig i den ene låge efter den anden på scenen og slipper magien løs.

Swinger saftigt

Wallmans satser lidt mere i år og det klæder showet rigtig godt. Væk er de polerede stemmer, og i stedet får vi seks – ja, faktisk syv – meget diverse og interessante stemmer. Især Mimmi Brobergs skæve, karakterfulde lyd ramte nerve hver gang, men alle fik lystfuldt og sikkert det bedste ud af alle partier.

Robbie Williams må ene mand danne modpol til intronummerets signifikante kunstnere i Robbie. Hans festpumpede sange og ballader får følgeskab af røg og lyskastere i massive mængder i en lidt unødvendig boksekampsramme. Det swinger saftigt, når sangerne kaster sig ind i rytmerne fra bandet, der både elegant og tungt holder niveauet tårnhøjt gennem hele showet. Det er lige før, vi glemmer, at meget af lyden ligger på backtracks.

Sangerne fungerer godt som gospelkor i den obligatoriske rundgang Celebration, mens de er ude på lidt af en vildmand i Country, der mest reddes hjem af dansernes humoristiske linedance. Nummeret går til sidst helt i opløsning og rammer generelt ikke inden for den skive af genkendelighed, der er en del af showets charme.

Cadeau for at prøve genren af – ensemblet kom stærkt tilbage med det afsluttende røde BBC – British Bar Crawl. Her trækkes stikket stilsikkert hjem fra Oasis til Spice Girls i en afsluttende kraftudladning i kærlighedens farve, der fik en hob af gæster til at kaste sig med ind i dansen.

Sex on a stick og nye eksperimenter

Den syvende sangstemme tilhører showets nye vært, Jasmin Gabay, der nok lige skal falde på plads i rollen – og måske have et bedre manus at arbejde med end gentagne forsikringer om, hvor dejlige publikum er. Hendes Anne Linnet-medley er et godt forsøg på at give hendes egen personlighed og historie plads, men den blev på pressepremieren præget af samme nervøsitet som en del replikker, så intonationen kørte i samme rille gennem hele sange.

Det kommer hun over, for hun er en glimrende sanger, som vi kunne forvisse os om i de øvrige numre, og jeg klager ikke over, at man forsøger sig med en anden værttype, for det var tiden til. Jeg klager heller ikke over, at man i år forsøger sig med et andeledes mix af artister, da jeg år efter år har kaldt på lidt mindre traditionelle typer.

Det traditionelle får vi stadig med Dmitriy Karpenk, der leverer “sex on a stick” på sit ekvilibristiske Chinese Pole-nummer. Det er sublim cirkuskunst, men trods strakte fødder og wauw-sving savner nummeret den kitchede karisma, man fx kunne opleve Bilgesu Akyürek levere på Roskilde Festival. Eller lidt af det slayer-poetiske queer-narrativ, vi fx fik i The Chosen Haram på CPH Stage i 2023.

I orbit i den natblå kuppel

En anden af universets poesier finder vi til gengæld i Daniel Rosenfeldt blidt svævende lyskugler. De sendes i orbit i den natblå kuppel i en fremragende udgave af en af tidens hotte jongleringsvarianter. Med elastikkens hjælp bedrages øjet og tyngdeloven ophæves. Helt tyste så vi på, for siden at knække sammen i latter over Michael Bonnici-Erichsens let intimiderende jonglør-type. Her fik publikumsinddragelse en ny dimension a la Crazy Christmas Cabarets. Godt mix af forskellige discipliner.

Koreografierne var unge i år – sammensat af især showdans og hiphop-moves. Men som sagt sneg der sig blandt andet også en linedance ind i mixet. Den blev forvaltet med præcision og glimt i øjet af en stærk sekstet, hvor især herrerne havde mange stærke trin at arbejde med.

Maden er altid god hos Wallmans, og det var en fornøjelse at se showet udvikle sig og teste nye retninger af både sang-, danse og artistmæssigt. KONFETTI er underholdende hele vejen igennem, og kan med de nye tiltag også ramme et yngre segment. Så bliv ved med at tage chancer med det skæve. Det kan professionalismen sagtens holde til.