★★★★★☆ Narkissos er poetisk og nyskabende teater skabt til børn og unge med funktionsvariationer

Narkissos, der blev vist på Horsens Teaterfestival er en legende og stærk danse-sanse forestilling, hvor et letpåvirkeligt barnesind kan deltage ved nænsom berøring, spejldans og opleve glæde ved sig selv. Forestillingen, der helt usædvanligt spilles én-til- én, er ikke terapi, men en kunstnerisk oplevelse, der kan virke helende.

Gulvet er dækket af spejlblankt, tykt folie, der omkranses af florlette sidetæpper changerende i lys blå og grøn pastel. Lydtæppet er en rislende bæk, og vi bænkes ved en stille søbred og bydes tyst velkommen afdanser Marcus Alexander Roydes klædt i et elegant hvidt råsilkesæt i indisk stil.

Narkissos er en sanseoplevelse skabt til børn og unge med neurodivergens og funktionsvariationer og spilles for bare ét barn ad gangen med dets voksne ledsagere. Men hvordan laver man teater for børn med neurodivergens? Hvilket sprog forstår de? Hvordan viser man drama for børn, der kan have det svært med store rum, større grupper af andre børn og let bliver forskrækkede?

Netop det arbejder den britiske danser Matthew Rawcliffe, der har en master med speciale i inkluderende praksis, med. Han har udviklet Narkissos sammen med danser Marcus Alexander Roydes. På Horsens Teaterfestival blev forestillingen vist for 10 voksne, men fortsat kun et enkelt barn.

Det varme vand i karaflerne

Forskellige karafler med varmt vand, glasskåle og duft-flakoner skifter hænder og placeres til sidst ved en rokoko-stol med rødt plysbetræk. Her bliver det barn, der oplever forestillingen sat, og der er straks kontakt mellem danser og tilskuer. En varmedunk bliver lagt under et tæppe på tilskuerens skød, der kommer rødt og blå farve i det varme vand fra karaflerne og tilskuernes hænder bliver varsomt vasket og tørret, så en naturlig tillid opstår.

Så bryder halvnymfen Narkissos ud i en dans, der forfører ham ind i en sanselig verden. Marcus Alexander Roydes kaster med sit lange mørke hår, når han bevæger sig på den spejlblanke sø og leder tankerne hen på guden Narkissos, der kun kan elske sig selv. For hans plastiske dans bliver spejlet, så vi hele tiden ser et billede af hans bare tæer, der finder fodfæste, af hans baller der bliver dobbelte i spejlet og til sidst af hele hans lange krop.

Selvforelskelsen stopper og Narkissos tager tilskuerens hænder og trækker ham op af stolen og op på søens bredder. Barnet efterligner Narkissos’ dans og bevægelser, og det udvikler sig til en leg med spejløvelser. De skiftes til at føre, og ind indimellem får de forskellige akavede kropslige forslag dem til at grine.

Teater der tør

Lydtæppet med stille klaver og sang af Red Snake og senere mere jazzet rytme understreger, at vi er i et mytisk rum. Den traditionelle myte om Narkissos, der elskede sig selv så meget, at han druknede i sit ejet spejlbillede, får her en anden slutning. Han ”smelter” og bliver en eksotisk søanemone, der transformeres til en blomsterbuket, som tilskueren kan tage med sig hjem, som en hilsen fra en selvspejlende rejse.

Det er en modig forestilling, hvor vores forudindtagede forestillinger om, hvad børn med neurodivergens kan tåle, udfordres. De nænsomme berøringer fra Marcus Alexander Roydes og hans sanselige og blide dans kan uden tvivl forløse et muligt fastlåst mønster hos barnet. Hos os voksne opstod en tilstand af ro og eftertænksomhed, en lyst til at bevæge sig langsomt ud af teatersalen og ud i den virkelige verden.

Hele familien i dansen

Marcus Alexander Roydes fortæller, at materialet er skabt, så det kan tilpasses mange forskellige behov eller lyster:

”Hvis et barn ikke har lyst til at danse, finder jeg på en anden løsning. Hvis barnet vil have sin lillesøster tæt på, kan jeg lynhurtigt hive en stol frem, så hun kan sidde ved siden af. Hvis det ville være sjovt at danse, men det kræver at jeg inviterer hele familien med, så er det den vej vi går. Hvis et barn udelukkende er interesseret i duftesansen, eller lyd eller farver, så bruger vi mere tid på det,” siger han.

For tiden er der megen opmærksomhed om børn med neurodivergens og andre funktionsvariationer og på forskellige behandlingsmetoder med og uden medicin. I den sammenhæng er Narkissos et godt bud på en kunstnerisk og kreativ måde at møde børnene på og tilbyde dem en oplevelse på deres præmisser.