★★★☆☆☆ Tabt Titel – performancebiotop på røde hæle

KSelect på Det Kongelige Teater viser Tabt Titel – en cyklus af vidnesbyrd om affald af og med Sara Hamming/Moribund Performance. Menneske og bog går næsten i ét som en biotop, der har sit eget cykliske liv. Det deles generøst med publikum med en fin underspillet humor, men performancen udnytter ikke scenen og mister lidt af incitamentet undervejs.

Sara Hamming ligger på gulvet i hvide cowboybukser og en hvid T-shirt med udtværet rød læbestift, mens mønter falder klingende ud af lommerne. Kroppen ligger sitrende og med hørligt åndedræt som en vild, utæmmet og uforudsigelig energi med potentiale til at gå i mange retninger. Vi sidder i en kreds rundt om optrinnet. Hovedet drejes bagover og forsøger at få øjenkontakt med os i små bekræftelsessøgende “uhm?”

Bogen på gulvet rummer noter og replikker fra en research om affaldshåndtering, der lægger grunden til hver ny performance med brudstykker af tekster, skidt og kagerester. Ting, der synes at høre til i biotopen af minder, der også inkluderer biologisk materiale fra performeren og publikum. Alt. hvad der kan gemmes og leve videre i nye opførelser.

Brudstykker af kapitalismekritik

“Skal vi starte nu?” spørger Sara Hamming fra gulvet, og spørger så ud i rummet: “Hvorfor er der kun en på scenen? Det er sådan det føles, men det er ikke sådan det er.” Sara Hamming taler i koder og deler sit take på affald, roder i bogen og beder os betragte hende, mens hun skriver sidenumre ned på sin arm til senere brug. Vi trækkes med ind i forberedelserne, overvejelserne og mellemregningerne med kaotisk lunefuldhed.

Der er momenter af stand up komik gennem anekdoter og kapitalismekritik, som at Børsens hvide telt står som en tvilling overfor Mærsks hvide telt. En tidligere opførelse af performancen i Børsens ruin var med grå hår ud af munden for at illudere røg. Er vi alle affald, der henfalder på daglig basis? Fra hudceller, der drysser til vores historier, efterlader sig spor og indgår i en ny cyklus? Med en indifferent bevægelse skrabes bogen mod armen.

Sara Hamming springer fra det ene emne til det andet. Vi inddrages i call response og i tramp af rytmer. I et queer ekspressivt udtryk vakler usikre ben rundt på høje, røde hæle og ser os i øjenene. Vi får en fornemmelse af, at forestillingen bliver til i nuet, at intet er planlagt, selvom det er. Men det giver en rå autenticitet og et uforstilt nærvær, som Hamming mestrer, og som derfor fungerer rigtig godt – i hvert fald den første halve time.

Hvad skal man med en scene?

KSelect er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Statens Kunstfond, der udvælger nogle forestillinger fra frie kunstnere. Det er en win win, fordi teatret får mulighed for at vise mere eksperimenterende forestillinger, mens kunstnerne får ro og rammer til at kunne udvikle værket yderligere. Men det er selvfølgelig helt op til kunstneren, hvad invitationen bruges til.

Hamming vælger at ironisere over at være på Det Kongelige Teater – var glad for at bruge teatrets fitnesscenter og synes folk var søde. Vi får også en parodi over, hvordan forestillingen ville se ud som ballet eller en opera, der virker lidt malplaceret. Et stigmatiserende kliche fra det forrige århundrede om, hvad det Det Kongelige Teater står for. Til gengæld udnyttes blackboksens muligheder ikke.

Tabt Titel anvender sine centrale rekvisitter fuldt ud, men uden tidligere versioners naturlige, urbane og rå scenografi. Og uden den på hjemmesiden nævnte Børsenvideo, som værket tidligere har været opført sammen med. Det er lidt svært at få øje på udviklingen af værket til blackboks – udover en fokuseret lysspot og rigtig god lyd, der fremhæver hver en mundbevægelse og leger kreativt med piven fra høreapparater, og sko der slås rytmisk mod brystet.

Røde hæle går i kage

Magi skal der til, og den sorte høje hat kommer frem. Ved hjælp af noget stjernestøv og møntkast kommer der et kort øjeblik fut i en røgkanon. Ingen røg uden ild, og Hammings ukrukkede, sitrende energi og publikumsinddragelse er i høj grad troværdig og komisk alvorsfuld. To stykker lagkage tværes ud over gulvet og slikkes op med en finger, der puttes nydelsesfuldt i munden som en sanselig smagsprøve på forfaldet.

Kage fra tidligere opførelser sidder stadig indtørret på skoen, og mennesket går mere og mere i opløsning og ind i et fremskredent stadie af en affaldsfraktion – fysisk og psykisk. Den konstante, subtile uro, som hos et nervøst menneske, synes at opløse menneskets autonomi. Bogen er snavset og komposterer i samme takt som sit menneske, der streger sidetal ud på sin arm, efterhånden som teksterne er genbesøgt.

Trods Hammings sublime nærvær, der kan bære rigtig meget, mister værket alligevel pusten lidt efter en halv time. Eller sagt på en anden måde – det overgår til at være en dybt fascinerende installation. Som en cyklisk og kaotisk genbrugsbiotop midt i teaterrummets mørke. Og det kan også noget.