★★★★☆☆ Oles nye auto – Komedien til manden på perronen

Da Morten Lundgaard og Teatret Svalegangen i 2022 dramatiserede Stig Tøftings biografi No Regrets, lykkedes det med enorm succes at fylde salen med et publikum, der sjældent bruger tid på de skrå brædder. Oles nye auto har lignende ambitioner, men skønt forestillingen er fyldt med fine elementer, går den desværre også lidt i tomgang.

En gammel, rød Volvo Amazon står placeret midt på scenen i et uheroisk tusmørke. Forlygterne peger modsat læseretningen, og vi får straks fornemmelsen af, at der er mere fortid end fremtid i lokalet.

Ole, spillet af Allan Helge Jensen, driver et autoværksted, der er under afvikling. Det samme er resten af den verden, han engang kendte. Konen vil skilles, de nonbinære render ham på dørene med deres aktivistiske plakater, og tilbage står Ole som et blad, der konstant kastes rundt i de nye vinde, som han på ingen måde forstår.

Magisk realisme

Lisbeth Burians charmerende scenografi virker fintunet til forestillingens magiske realisme. Den er hurtigt afkodet – hvilket ikke er negativt ment – men også rig på ideer, der giver variation og tempo til foretagendet – og det er der behov for.

Oles nye auto befinder sig et sted mellem det hyper-realistiske og det abstrakte. Som en slags teatrets svar på filmen Groundhog Day gentages begivenhederne igen og igen med mindre variationer, og fremstår som et forvrænget billede fra fortiden. Allan Helge Jensen virker nærmest lige så forvirret, som vi er, men med sit jordbundne nærvær er han meget velvalgt i rollen som Ole.

Modspil fra galleriet

Caspar Juel Berg er endnu engang fremragende som alt-mulig-mand, især i rollen som den helt igennem usympatiske mekaniker-buddy. Beherskelsen af en lang række mindre roller virker efterhånden til at være lidt af en specialitet fra Bergs side, og godt det samme, for der er få, der kan matche hans niveau i den disciplin.

I rollen som Oles gravide datter funkler Line Bie Rosenstjerne med den umiddelbare sødme, som falder hende så naturligt, og hun har stor andel forestillingens mest rørende sidehistorie. Vi forstår også til fulde Kirstine Hedrup, der giver den som Oles kone, som desperat forsøger at hive det havarerede forhold op af grøften, mens Ashok Peter Pramanik leverer fornem deadpan-komik som silent retreat-enthusiast.

Fælles for en stor del af de mindre roller er, at der nærmere er tale om veldrejede karikaturer end egentlige karakterer med dybde og bid, men det passer glimrende i det samlede billede, for det er nu engang Ole, der er i centrum.

Den onde cirkel

Jeg forstår ærligt talt ikke det overordnede dramaturgiske valg med at lade handlingen gentage sig selv i en evig, cyklisk bevægelse. Vi er som fanget i en hermeneutisk cirkel, og efter min smag går der lige lovligt meget staveplade i Oles gradvise erkendelse, som sker i et tempo, der aldrig ville have bragt ham i nærheden af Le Mans.

I det hele taget er der noget med den – endog – meget opbyggelige morale, der afslutter forestillingen. Jeg har slet ikke brug for den, og for mig havde den tavse erkendelse været langt smukkere end den udpenslede pointe. 

Oles nye auto bliver næppe en klassiker på linje med No Regrets, men mindre kan også gøre det. Der er rigeligt med gode elementer i forestillingen til at holde humøret højt i en kold tid, og som teaterdirektør Per Smedegaard tidligere på året udtalte til ISCENE: “I en tid, hvor der ikke er nogen, der gider fortælle en historie om en hvid, midaldrende mand, så er det vigtigt, at vi gør det.”

LÆS hele interviewet med Per Smedegaard her