★★★★☆☆ Epiclogue – æstetisk grænsebrydende queermanifest

Køteren og Terrieren aka Bjørk-Mynte Paulse og Jonathan Ibsen gæstespiller værket Epiclogue på Teater Sort/Hvid. Det stiller queerkroppen til skue og spørger, om der er plads til den i vores samfund. Gennem de nøgne kroppes kraftfulde manifest, erobres scenen bid for bid, mens grænser af modstand og undertrykkelse nedbrydes – råt og sårbart.

Epilogue viser en rejse med queerkroppen fra fordomme og modstand til frihed og nedbrudte grænser. I 2025 kan vi opleve begge dele hver for sig i en sammensat tid, hvor samfundet overordnet set stadig har et snævert, heteronormativt blik.

Jonathan Ibsen og Bjørk-Mynte Paulse tager opgøret op med deres kunst. Deres nøgne queerkroppe stilles åbent frem til afmystificering og forståelse. En hvid homoseksuel mand og en brun transkvinde. To tissemænd og to bryster. En fælles mission.

Alt liv starter med vand

Scenograf, Chrisander Brun, har skabt et forunderligt teatralsk landskab af sandgult stof og høje metalstativer med kæder omkranset af små planter. Der står vandflasker rundt om på scenen. Jonathan Ibsen ligger roligt på ryggen med bøjede underben og hovedet i skødet på Bjørk-Mynte Paulse. Begge stirrer ind i hinandens ansigter uden at røre sig. Længe. Indtil hun tager den første tår af vandflasken.

Han ser næsten døende ud, som han ligger der med sin spinkle krop med let åbenstående mund. Hun ser stærk og målrettet ud – som om hun vil dryppe livets trøstende og nærede eliksir ned i ham. Det hjælper. Usikkerheden og afmagten udvikler sig til fælles styrke. Alt liv starter med vand. Dråber bliver snart til orgastisk-lignende sprøjt ind i hinandens munde – taktfast som en højtryksspuler.

Vi ser lemmer filtret ind i utallige akrobatiske stillinger, og lodrette springvand fra deres munde falder ned over dem. Vandigt spyt sendes ned over muskuløse, svedige rygge som små floder i et landskab. Lyde af anstrengelse blander sig med Fredrik Petrovs vilde, elektronisk brummen og skæren, og flere versioner af stroboskoplys flænser sal og kroppe i atomer. Værket tager sig god tid til fordybelse og til at fastholde os.

Vandmelon mellem benene

Koreografien er næsten installatorisk og som skabt til at fare vild i med både ubehag, generøsitet og egne grænser omkring krop, sex og kamp i forestillingens opgør mod begrænsninger og konventioner. Det bygges op og op. Som når manden kravler ned ad kvinden og hænger under hendes ben, eller når de smelter udmattede sammen og lyset går i rødligt, mens vejrtrækninger holder trit med stroboskoblyset.

Sodja Lotkers dramaturgi udvikler sig dermed fra en art lammelse til en intens tosom kamp for kærligheden, der gradvist indtager mere af scenen i søgen efter den ultimative frihed. Han snurrer rundt med hendes ben om nakken, slæber hende over gulvets kolde vand og placerer sine sko besidderisk på hendes bryster. Magt og afmagt adresseres i akrobatisk høj sværhedsgrad, der her gerne må se anstrengende ud.

Dødvægtsløft af en partners krop i langsomt tempo, glat af sved og vand, er en kraftpræstation. Og da Bjørk-Mynte Paulse i kampens klimaks presser en vandmelon mellem benene, som en gigantisk nøddeknækker omkring den hårde skal, kan det ses som en fødsel. Men vandmelonen er ikke mindst symbol for modstand og undertrykkelse. Så den kamp skal vindes. Jonathan Ibsen gør alt for at øge presset.

Queerblik til låns

Forløsningen indfinder sig. I stativerne svæver parret i seler mellem metalstativerne. De kaster sig ud med luft under vingerne – uden kamp og begrænsninger. Ikke som artister i teknisk ekvilibrisme, men for at eksperimentere med frisættelsen. Verden ligger åben, og de går ud ad døren, mens naturlandskaber projiceres op på bagvæggen, og vi ser dem indtage verden og starte en familie.

Epiclogue er smukt æstetisk og grænseoverskridende på samme tid. Gennem kunsten vil Køteren og Terrieren vise, hvordan det føles, at queerkroppen altid bliver set som provokerende. Her låner vi et queerblik på tætteste hold, hvis vi ikke allerede har det. Og ved at flytte grænse efter grænse udsættes vi for en form for rekalibrering af fordomme, vanetænkning og forforståelser.

Kunsten står til rådighed med meget konkrete, visuelle billeder på en konkret udfordring med undertrykkelse og fordømmelse af queerkroppen, som vi stadig står med i 2025. Epiclogue er et manifest og et oprør mod grænserne, som parret har dedikeret deres kunstneriske praksis til at nedbryde sten for sten med stor vilje, råstyrke og sårbarhed. Det er en gave i al dens grænsebrydende æstetik.