★★★☆☆☆ FROM THE FINITE TO THE INFINITE TO THE FINITE TO THE… Fortabt eller forandret – det er spørgsmålet

Sydhavn Teater inviterer publikum ud i Valbyparken til Margrét Sara Guðjónsdóttirs værk FROM THE FINITE TO THE INFINITE TO THE FINITE TO THE… skabt i samarbejde med danser og koreograf Marie Topp. Det er en smuk tur med tre små møder med en sublimt nærværende danser – men uden baggrundsforståelse er værkets mere usynlige rum svært tilgængelige.

Efter en fin modtagelse vandrer vi afsted efter en guide med høretelefoner på og føres gennem smuk og afvekslende natur af både åbne arealer og lidt skov i Valbyparken. Undervejs oplever vi performer Marie Topp under tre korte sessioner med bevægelse. Resten af tiden er vi sammen med vores egne sanser, interessant musik og ord i ørerne. Ordene er ikke en sammenhængende fortælling, men tilsyneladende fragmenter af levet liv.

Baseres oplevelsen udelukkende på den objektive, fysisk-sanselige oplevelse, vil man med stor sandsynlighed misse nogle lag. Men hvis man kender Guðjónsdóttirs praksis eller har forberedt sig på anden vis, vil man have en idé om potentialet. Værket har imidlertid svært ved at trække os helt ind i de usynlige, transformerende rum, der er intentionen i følge beskrivelsen. Malingen bliver lidt for tyndt på naturens meget store lærred.

Landskab som koreografisk mellemrum

Jeg kommer også selv til kort i forsøget på at prøve at forstå de dybere lag. Måske kan vi se os selv som del af et ydre landskab og et indre perceptuelt rum, der hjælpes på vej af lyden i høretelefonerne. Vandringen er dermed ikke blot en fysisk bevægelse, men en kunstnerisk struktur, hvor afstande, pauser og fravær mellem performerens optrædener skulle være lige så betydningsbærende som de konkrete møder. Hun fremstår ikke som en stabil figur, men som en tilstand, der opstår og forsvinder i terrænet.

Ved første stop er bevægelserne præget af uro og vagtsomhed, som om kroppen hele tiden afstemmer sig efter omgivelserne som en begrænsning for frie udfoldelser. Hun er iført Maria Ipsens interessante kostumer, der medfortæller tilstande og binder tider sammen. Performeren vandrer frem og tilbage under træerne i høj bevoksning. Stopper pludselig op, ser på os, vender sig og går lidt, før hun ser sig over skulderen.

Vi taber hende gradvist af syne foran os på stierne gennem landskabet. Hvor fører det hende hen? Hvor fører det os hen? I de lange stræk alene med vores guide, forskydes vores perception, hvis vi er åbne for det, men vi skal selv bære de vidtstrakte mellemrum. Hvad producerer vi selv af mening i vores vandring, og hvad gør det i bedste fald ved vores bevidsthed?

Forskydning af tid og rum

Lydsporet, båret af komponist og cellist Lucy Railton, kan fungere som en guideline mellem krop og landskab, men i en mulig tidsforskydning. Der er pulserende dunk og æterisk strygerlyd, der tager os på rejser i tid og sted. Hører performeren det samme som os, eller hører vi hendes minder? “We made it through the day. We made it through the night. We made it through.”

Det føles ikke som et fremadskridende narrativ – mere som at være fanget i en form for cirkulær tidsfornemmelse. Ideen om finite og infinite kan ses som en sanselig erfaring af tid som noget, der både er konkret og åbent. I det tredje eller fjerde skovområde skifter musikken pludselig karakter, og vi ser performeren stå op ad et træ med armene tunge ned langs siderne og hovedet bagover, hvilende mod træet.

Bevidsthedsniveauet er meditativt opgivende, overgivende, hengivende. Kroppen bøjer sig forover, og hun falder og ligger med ansigtet i skovbunden for en stund. Tilbage til oprejst op ad træet, rækker hænderne ud , som om de forsøger at begribe en ny sanselig virkelighed. Bevægelserne er båret af et smukt og sanseligt nærvær, der kommer indefra og stråler ud mod os. Det er højdepunktet på turen.

Fragmenterede erfaringer

Denne korte scene har en stor betydning. Guðjónsdóttir arbejder ofte med at guide performere – og af og til også publikum – ind i andre bevidsthedstilstande. Det ses blandt andet ved det såkaldte FULL DROP, vi var vidne til, hvor kroppen giver slip på æstetisk kontrol, koreograferet intention og selvmonitorering. En nulstilling der kan bane vejen ind i en ny bevidsthedstilstand og måske endda en af-programmering af tidens og samfundets aftryk mod mere healing og forbundethed.

Til sidst følger vi performeren ud over sletten ned mod vandet. “Finite reality, infinite new (…) reality,” hører vi. Hun står på stranden i sølvvest og ser op i himlens uendelighed og graver i sandet, før hun går væk fra os i en sort full-body-dragt. At værket fortsætter digitalt via Vimeo understreger lidt abrupt ideen om en forskydning mellem performeren og os. Jeg kan ikke logge på, men ser fragmenter af en fin, dunkel kunstfilm hos sidemanden.

Det fysiske møde i landskabet opløses igen og igen, men eksisterer som et fragmenteret arkiv af erfaringer, der aldrig samler sig eller mødes. Det er ikke et let værk, selvom det ser sådan ud på overfladen. For den, der selv kan bære værkets energi og intention med dans, musik og ord over store afstande, åbner der sig mere i mellemrummene end det, der umiddelbart træder frem – FROM THE FINITE TO THE INFINITE TO THE FINITE TO THE…