★★★★☆☆ TERRA UMBRAE – nærvær der transcenderer ydre og indre landskaber

Interconnected realities (I-IR) har haft premiere med TERRA UMBRAE (Jordskygger) i Dansehallerne i København. Ni performere, omgivet af fængslende lyd og scenografi, skaber et kollektivt nærvær, hvor grænsen mellem menneske, landskab og erindring opløses i et sanseligt totalunivers.

Døren går op til Hallen i Dansehallerne, men denne aften træder vi ikke blot ind i et scenerum. Vi træder ind i en anden tilstand. Flere omkring mig slipper spontant et lavmælt “wow”, da rummet åbner sig. Bendixen & Baruels scenografi breder sig som et levende økosystem fra loft til gulv. Enorme net ophængt i utallige tråde danner organiske formationer. Vi tager plads på sække fyldt med Leca-kugler, som knaser sprødt ved den mindste bevægelse. Allerede her opløses skellet mellem værk og beskuer.

Hos The Institute of Interconnected Realities arbejdes med begrebet Decentralized Choreography, hvor flere handlinger og opmærksomhedspunkter eksisterer samtidig uden hierarki. Dramaturgi er underordnet en tilstand af væren med publikum helt inde i – eller tæt på værket. Grebet kendes fra blandt andet Spacing Out og Song of 8, men TERRA UMBRAE fremstår mere helstøbt og sanseligt konsekvent.

Levende landskaber

Forestillingen begynder næsten umærkeligt. Stilheden skærper hørelsen. En kompakt formation af ni performere står tilsyneladende stille mellem os som en del af landskabet. Først efter noget tid registrerer øjet de mikroskopiske forskydninger, når en arm eller et ben umærkeligt forskyder sig, eller et hoved langsomt løfter sig. Er de mennesker, dyr, landskaber eller kropslige erindringer?

Maria Ipsens kostumer er visuelt fascinerende lag på lag af tekstiler, farver og teksturer. Nogle bærer kyser og hætter med næsten rituelle eller dystopisk præg. Ansigter skjules bag hår. Én slæber på et enormt kludetæppe som et transformerende habitat gennem tider og steder. Kroppene bliver til landskaber. Landskabet bliver til krop.

I begyndelsen opstår lydene næsten tilfældigt. Små klik skaber udefinerbare forskydninger i rummet. Publikum sender spørgende blikke i lydretningen. Er lyden en del af værket eller bare nogen, der flytter sig? Netop dér opstår forestillingens særlige sensibilitet. De underspillede greb på grænsen mellem kunst og virkelighed gør opmærksomheden hyperaktiv.

Påvirkning over tid

Santi Rzrs lydunivers vokser gradvist frem som en organisme i rummet. Kliklydene transformeres til menneskelige strubelyde — et insisterende “ah-ah-ah” — mens højtalere placeret forskellige steder omkring publikum gør lyden fysisk og retningsløs. Også lydsiden nægter at have et centrum.

De næsten monsterlignende skabninger bevæger sig vridende og slæbende helt tæt mellem os, så også vi forandres, rykkes lidt, flytter en fod eller en arm undervejs. Det langsomme, glidende tempo over gulvet eller på benene udstråler en forståelse af påvirkning over udstrakt tid. Der er lyde af jungle med fugle, aber og forvrængede stemmer i slowmotion, der lyder som brølende rovdyr. Elegant og raffineret.

Vi ser langsomme flow af tics, gentagelser og pludselige accelerationer. Musikken hakker i stavelser: “ja-ja-ja-ja”, “la-la-la-la”, som om sproget selv er ved at gå i opløsning. David Nicolás Abads lysdesign glider fra gyldne og jordbundne toner over i brændt orange og alarmerende rødt. Noget er kommet ud af balance.

Klimakset vokser frem som en økologisk katastrofetilstand. Sireneagtige hyl, dybe skrig og vibrationer synes at komme fra jordens indre, mens kroppe rækker ud, ryster og ændrer form. Ikke som fortælling, men som fysisk erfaring. Performerne er næsten rystende insisterende på ikke at behage os, men at være kompromisløst til stede i værkets mission. Samtidig anerkender de vores tilstedeværelse ved fysisk at inddrage os i deres væren i rummet.

Ekko af minder

TERRA UMBRAE tilbyder ingen entydige svar, og netop derfor arbejder oplevelsen videre i kroppen bagefter. Værket kredser om, hvordan landskaber, byrum og erfaringer aflejrer sig i os som spor og erindringer — “som skygger, ekkoer og levende minder i vores kroppe”, som det beskrives i værkets programtekst.

I–IR betegner sig selv som en koreografisk begivenhed snarere end et kompagni, og det mærkes. De kunstneriske ledere Ida-Elisabeth Larsen, Marie-Louise Stentebjerg og kreativ producent Jonathan Bonnici arbejder forskningsbaseret, men formidler komplekse ideer gennem sansning frem for teori.

Denne type værk taler til sit publikum uden at ville styre oplevelsen eller udlægge facit. Man må tage hatten af for I-IR’s kompromisløse tilgange, der inviterer publikum til selv at skabe mening i en kropsligt nærværende (ud)forskning. Det er ambitiøst og modigt, og TERRA UMBRAE har deres helt egne veje – gennem et fælles, sansemættet rum i realtid, hvor publikum ikke blot iagttager værket, men bliver en del af dets levende kredsløb.