★★★★★☆ What Fires Together Wires Together – en hjernevridende konceptforestilling

Koreograf Astrid Sten Andersen oversætter med What Fires Together Wires Together den canadiske psykolog Donald Hebbs teori om hjernecellernes plasticitet til en mentalt udviklende konceptforestilling.

Vi er, hvad vi tænker. Hvis vi skal lave os selv om, skal vi altså tænke anderledes. Det er ingen nyhed – den idé har rod i tidlig filosofi såvel som i Bibelen. Men det er ikke nemt at ændre en vane, en selvopfattelse eller en fordom.

I danseforestillingen What Fires Together Wires Together har koreograf Astrid Sten Andersen ladet sig inspirere af den canadiske psykolog Donald Hebbs teori om, at hvis to neuroner ofte aktiveres samtidigt, danner de nye forbindelser. ”Ligesom en sti i græsset, der bliver nemmere at betræde, jo flere, der går på den,” som det forklares i programteksten.

Så værsgo: en forestilling om synaptisk plasticitet. Det er i hvert fald ikke noget, vi er vant til.

Begynder med undren

Da vi møder de to dansere uden for salen, får vi hver et sæt hovedtelefoner udleveret. Her kan man høre den danske hjerneforsker Peter Lund Madsen fortælle om hjernens behov for sukker.

Men hører vi alle det samme? Nogle af de andre, der står og lytter, kan ikke tilbageholde en trang til at danse. Har de musik i deres hovedtelefoner? Er jeg på den forkerte kanal?

På en måde er forestillingen altså allerede begyndt her, fordi det igangsætter en undren i os. Og de to dansere, som skal forestille hjerner eller neuroner, bevæger sig ekspressivt og fjollet rundt imellem os, hvilket disrupter vores forventninger til en danseforestilling.

Skaber nye tankebaner

Pludselig instruerer en stemme i hovedtelefonerne os til at følge med hjernerne, og vi bliver ledt ind i salen. Vi sidder alle med hovedtelefoner på – silent disco-agtigt – og lytter til elektronisk musik og en voice-over, som ledsager danserne.

Det er udtryksfuldt og formidlende, selvironisk og humoristisk. Og så er det svært at sige meget mere om dét uden at tage oplevelsen fra fremtidige publikummer. For en væsentlig del af forestillingens formål er at overraske os.

Den får os – i hvert fald nogle af os – til at danne nye tankebaner lige her midt i mængden. Og danserne Astrid Sten Andersen og Lotte Bjørnholt Fink er aldeles behageligt og trygt selskab. Vi føler os både set, udfordret og respekteret.

En konceptforestilling

Det er især forestillingens koncept – mere end koreografien – der lykkes i What Fires Together Wires Together. Dansen er abstrakt og vækker vores nysgerrighed, men den er mest af alt et virkemiddel. Derfor læner forestillingen sig genremæssigt mere over imod performance end dans.

Forestillingen åbner vores sind, men den belærer os ikke. Den minder os om, at vi ikke er gidsler i vores hjerners tankemønstre. Vi kan påvirke vores hjernecellers netværk. Og så er det op til os selv, hvilke stier i græsset, vi ønsker at betræde.