Populært lige nu

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...

HamletScenen søger produktionsansvarlig

Ansøgningsfrist: 28. april 2024.
Annoncespot_imgspot_img

Nærkontakt af 1. grad

I værket Whole Body Treatment #5 kommer publikum helt tæt på performeren, Sara Hamming, da hun kun har én tilskuer ad gangen til behandling på briksen. ISCENE ser nærmere på 1:1-formatet.

Performeren og scenekunstneren, Sara Hamming, har siden 2008 debatteret det moderne samfunds behandlerkultur. Det har hun gjort i sin værkserie Whole Body Treatment med en-til-en formatet, hvor kun én tilskuer af gangen ligger på hendes behandler-briks. I værket spørger Hamming: Hvad er den gode hjælp og hvad betyder det at lade en terapeut digte med på din historie? Hvornår bliver man for lukket inde i sig selv? Værkserien har desuden undersøgt, hvordan terapi grænser op til andre fænomener såsom teater, service og teknologi.

I Hammings forrige værk Whole Body Treament #4, der relaterede til teaterhistorien, fik jeg som patient og publikum eller ‘patikum’ (sammenblanding af ordene ‘patient’ og ‘publikum’), åbnet ind til mit eget anatomiske drama og til verdens krisetilstand. Eller i hvert fald blev mine tarme, hjerte, nyrer, mavesæk osv. visualiseret for mit indre blik og relateret til verdenssituationen. Det indre mikrokosmos blev sat i relief til makrokosmos. Hamming lagde, mens hun fortalte om fx fordøjelsesprocessen, en række objekter op på min mave, som jeg blev guidet til at mærke på. Jeg havde en maske for øjnene og kunne intet se, men derimod levende forestille mig, hvad der foregik i mine tarme og ude i verden: ”Leveren har samme form som Palæstina!”.

I Hammings Whole Body Treatment-serie er det de små berøringer, betoningerne i hendes stemme og hendes krops bevægelser, dramaturgiens struktur, der giver betydning. Og hun låner fra terapeutens, præstens, lægens og advokatens tavshedspligtige, lukkede rum. Et paradoksalt rum, der, fordi det ikke er offentlig, men sker via fortrolig samtale og handlinger, kan fordre bevægelse og forandring.

Sara Hammings Whole Body Treatment #5 har ansigtet som scene. Foto: Søren Meisner

Hamming bliver i sine performances ikke kun alene med, men også objektet for, sit publikum, der undervejs må mærke på hendes hår, kinder og arme. Publikum bliver ofte mindre selvbevidste, fordi der ikke er andre tilstede og går måske ligefrem derfra med lidt mindre fokus på sig selv. De spejler muligvis, at performeren, Sara Hamming, også forsvinder, idet der zoomes ind på hende.

Hamming fortæller selv om sit arbejde med 1:1 formatet:

“En-til-en-formatet er ikke mit ‘one and only’-format – slet ikke – men for mig er det det ultimative form-laboratorie, hvor jeg kan inddrage og undersøge al den teatralitet og performativitet, der ligger i de sociale mikro-bevægelser. Det er et format, hvor jeg kan koncentrere publikumspositionen; publikum er super-lydhøre overfor kombinationen af fx ord og kinæstetisk sansning og overfor performerens timing, fordi den er væsentlig for, hvordan vores relation udspiller sig”.

Nu fokuserer Sara Hamming i efterfølgeren Whole Body Treatment #5 i Teaterhuset i Helsingør på ansigtet. Hvad der præcist sker, ved jeg ikke endnu, men det er endnu en gang ikke kun behandlerkulturen, men også 1:1 interaktionen med publikum, der undersøges. I Whole Body Treatment #5 er teknologien i form af ansigtsgenkendelsesmulighederne i det digitale samfund rammen. Ansigtet, det allermest teatrale, bliver altså scenen i Whole Body Treatment #5.

Intimitet og kroppens grænser

1:1 formatet giver altså, som sagt, selvfølgelig mulighed for en speciel koncentreret relation til publikum og gør det som i terapiens paradoksale, fortrolige rum mindre selvbevidst og fri. Objektet for publikum bliver performeren og interaktionen med hende. 1:1-formatet er altså personspecifikt fremfor stedsspecifikt. Den ene tilskuer bliver det særlige omdrejningspunkt for performancen modsat et specifikt sted.

Det intime 1:1-format har teatergruppen Bæst udnyttet i performancen Lyst #2, der omhandler sexkøb, som man lige har kunnet opleves på Det Frie Felts Festival i januar i år.

Lyst#2 finder sted på et fiktivt pop-up bordel i Korsgade på Nørrebro. Teater Bæst og performeren Eja Due har tidligere i performance-lecturen med samme titel sammen med en gruppe publikummer behandlet sexarbejderens rolle og stigmatisering i samfundet. Performance-lecturen tog udgangspunkt i fiktionen i et sexkøb og udkrystalliseres i spørgsmålet om, hvad forskellen så er på en skuespiller og en prostitueret? I Lyst #2′s 1:1 format får man nu muligheden for at være i enerum med ’sexarbejderen’. Publikum går én af gangen ind i et bordel, hvor de kan vælge forskellige forestillinger: hard core, dildo show eller thai fx.

Eja Due har brugt sine egne erfaringer og sin research på feltet i begge værker og forklarer om Lyst#2s nye mono-format:

”Forskellen er, at fiktionsrammen bliver endnu tykkere i 1:1-forestillingen. Og fordi publikum er alene med mig, er de mere med på legen og tør gå ind i forskellige handlinger. De kan komme ind i dette refleksionsrum, hvor de frit og privat kan tænke og ytre sig om emnet uden at blive dømt. Publikums ubevidste forestillinger om sexarbejdere kan komme til overfladen. Hvordan vi konstruerer en diskurs og et sprog om sexarbejdere, bliver derfor tydelig for publikum selv og derigennem bliver det muligt at reflektere på et dybere plan over tematikken, performer og publikum imellem”.

På festivalen Bodies Without Borders på Warehouse 9 i november 2017 handlede det også om repræsentation, sprog og grænser for kroppe. Man kunne bl.a. opleve 1:1 værket As Far As My Fingertips Take Me af kunstneren Tania El Khoury, der arbejder og bor i både London og Beirut.

I den interaktive performance stikker man som eneste publikum sin arm gennem en væg. På den anden side sidder en flygtning, som tegner og skriver sin historie på ens arme, fingerspidser og håndflade. Den personlige og barske historie læser man altså ikke bare som en beretning i en avis, men den bliver et mærke på ens krop efter mødet sammensat af berøring, timing og lyd. Kropslige grænser bliver forsigtigt nedbrudt, ligesom verdenssamfundets og den private historie bliver sat overfor hinanden.

Tania El Khourys As Far As My Fingertips Take Me på Bodies Beyond Borders: Territory, 2017. Foto: Marco Stoltze.

Mono-festival

Men der findes ikke kun 1:1-værker derude at se, mærke, dufte og lytte til. Der er hele festivaler med fokus på personspecifikke værker og kunstnere, hvis praksis kun findes i relation til en beskuer.

Festivalen Mono Festival i Sverige, kurateret af den engelske kunstner Tim Bishop, hvis egen kunst retter sig mod det særlige personlige møde mellem en beskuer og et værk, er en af de få af slagsen i verden sammen med festivalen Proximity i Perth i Australien. I Australien indtager festivalen hvert år et nyt sted fuldstændigt, hvor udelukkende nationale kunstnere kan udforske og udnytte det udvalgte steds skjulte og glemte rum i 1:1 performances. Festivalen er dermed også stedsspecifik.

Interessen for 1:1-performanceværker lader til at være stor, og måske skyldes det, at man i en tid med overvældende selviscenesættelse og individuelt præstationspres i kunstens paradoksale monoformat kan fokusere på de små detaljer og sansninger, mærke en flig af, hvor vidunderligt det er at glemme sig selv, give slip og forsvinde lidt eller helt i en anden; at få udsyn, se en andens verden, som det kan ske i et kærlighedsforhold.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...

KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg

Den første udgave af teaterfestivalen under navnet KLAP er...
Annonce
Mette Garfield
Mette Garfield
Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.
Annonce

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med en generel bekymring over, at kulturen ikke får mere plads i medierne. Der bringes ikke...