Marianne Mortensen stråler i sin 35-års jubilæumsforestilling om en kvinde i krise, Fejring af et godt menneske, der samtidig er en lovende dramatikerdebut af forfatter Mathilde Walther Clark.
Den succesrige stamcelleforsker Susanne fylder 60, og mens gæsterne myldrer, gemmer hun sig i garderobeskabet, hvor hun febrilsk, men halvhjertet øver aftenens tale. Halvhjertet, for den siger ikke det, hun vil tale om, og som hun bruger en god bid af forestillingen på at tale sig frem til. Men først er det af og på med sko og bælter, frem og tilbage med talen, slukke lys og tænde det igen. Marianne Mortensen, der fejrer sit 35-års jubilæum med denne forestilling, fanger os fra første replik med sin sitrende nervøsitet, og vi er med hende, når den gradvist går over i tvivl, sorg, raseri og afmagt.
”Det er med andre ord, et godt menneske vi fejrer”, læser Susanne op fra fødselsdagsportrættet af hende i avisen. Men er hun trods sin forskning og altruistiske engagement egentlig et godt menneske? Det er hun ikke så sikker på. Hun ”fortryder, at hun ikke fortryder noget”, for kan man så sørge over sine valg eller i dette tilfælde fravalg?
Susanne er en mønsterbryder, der hjulpet af en klog lærer kom i gymnasiet i stedet for at ende i farens ostebutik. Susanne er også et brændt barn, der alt for ung måtte være mor for sin demente mor og sine to små snotnæsede tvillingebrødre. Hun ”ser sig ikke som nogens mor” efter at have tørret deres næser og derefter søgt eventyret som au pair i USA, men hun falder alligevel i ”børnefælden” og ender som Hausfrau i Alaska. Det er dømt til at gå skævt, og selvom ”ingen forestiller sig at være sådan en, der forlod sit barn”, er det præcis, hvad Susanne gør.
Det er hendes livssår, hendes livsløgn, der nu får hende til at stå og tvivle på alt i garderobeskabets mørke. En løgn, som hun aldrig rigtig har fået talt om. Kun med sin døende – og fordømmende – far. Et sår, hun aldrig kan hele, for der skete noget i Alaska, før hun når at vende tilbage. Tiden er bare gået, og pludselig var det for sent at ændre fortællingen.
Teksten har måske lige rigeligt med ord, men den er godt skruet sammen, fint hængt op på små knager – variationer over de samme temaer. Omsorg, når Susanne trækker strømper på sin mor eller datters fod. Vrede over farens svigt symboliseret ved hans oste, den perfekte camembert – skønt billede. Skam iblandet vrede, når hun konfronteres med omverdens syn på ”den slags mor, der forlader sit barn”. Tvivl, når hun igen og igen måler sig med spejlfiguren, polske Irena Sendler, der menes at have reddet jødiske børn fra Holocaust ved at smugle dem ud af ghettoen.
Forfatter Mathilde Walther Clark debuterer altså ganske overbevisende med denne monolog om en kvinde, der tvinger sig til at se livet i øjnene. Det gør hun blandt andet, fordi den forløses fremragende af Marianne Mortensen, der ikke rammer en tone skævt, i en helt tæt iscenesættelse af Kamilla Bach Mortensen. Replik, rytme og udtryk er vævet helt tæt, så alle nuancer og ikke mindst karakteren står lysende klart. Marianne Mortensen får lov at stråle som den fantastisk dygtige skuespiller, hun er, og den kvindelige kvartet, der også tæller scenograf Mie Riis transformerer elegant og rørende Ibsenske kernetemaer, moderskab og livsløgn, direkte ind i et moderne udtryk.
