Madame Nielsen er tilbage på scenen i Verdensfrelserinden. Hun vil redde os alle – og den verden, vi lever i. Christian Lollike har instrueret en publikumsinddragende performance med et velfungerende musikalsk islæt.
Instruktør Christian Lollike og totalperformer Madame Nielsen udgør et interessant partnerskab, der nok altid vil dele vandene. Tænk bare på Black Madonna i 2018, der høstede fra 1-6 stjerner fra anmelderne.
Helt så kontroversiel er Verdensfrelserinden ikke, selv om en håndfuld publikummer diskret forlod salen i løbet af premiereaftenen på Aarhus Teater. Men de havde måske bare forventet noget andet og ikke Madame Nielsen for fuld udblæsning.
Musik og guddommelighed
I Verdensfrelserinden udrulles Madame Nielsens liv og hendes indsigt i, at vi må gøre noget nu for at redde verden. Madame Nielsen træder ind på scenen iført en gulvlang, sort fløjlskjole med detaljer af glitrende rhinsten. Bag hende sidder strygekvartetten Halvcirkel i ens sort tøj og med skarptskårne, hvide pageparykker. Fra deres instrumenter frembringer de lette, legende toner, der både fungerer som blid muzak bag Madame Nielsens stemme og som musik til de sange, hun fremfører på scenen.
Madame Nielsen påtager sig i løbet af Verdensfrelserinden forskellige roller, der alle har et martyrisk islæt. Hun taler om sig selv som både ‘jeg’ og ‘hun’, og om at redde verden, hvis ikke for vores egen, så for vores børns skyld. “Det hjælper ikke at vende ryggen til verden, når det er den, der er problemet”, erklærer hun. Men hvad er løsningen så? Forskellige løsningsscenarier opstilles. Fra de fredsommelige som at forlade byerne og flytte ud i skovene til de mere aggressive og morderiske planer om at udrydde alle kødspisere.
Scenerummet er sort. En stor hvid cirkel markerer en afgrænsning på scenegulvet i Mie Riis’ scenografi. Bagtil skærmer en høj, halvcirkelformet sort tavle, og ned fra loftet hænger en kæmpestor lysende cirkel, der svæver som en glorie over Madame Nielsen, som var hun en frelsende engel. Guddommelige associationer dukker op flere steder i Morten Kolbaks lysdesign, som fx når fire skarpe spots lyser direkte ned på hver af de fire musikere og giver deres kridhvide parykker et næsten selvlysende skær.
Sekteriske træk
Verdensfrelserinden er en del af Momentum Vol. 14, hvor Teater Sort/Hvid havde den kunstneriske ledelse på det odenseanske teater. I stedet for den aflyste premiere i Odense i marts fik Verdensfrelserinden nu premiere som gæstespil på Aarhus Teater.
Madame Nielsen henvender sig direkte til udvalgte publikummer. Hun vil vide, hvad de har spist, om de har børn eller blot fortælle dem, at de er udvalgt til at løse specifikke opgaver i forbindelse med vores fælles mission: at redde verden. “Hun må ændre sit liv, men hun kan ikke gøre det alene”, lyder det. Og derfor skal publikum involveres. Langt hen ad vejen har Madame Nielsen publikum med sig. Hun får alle til at råbe med på slagord eller råbe navnene på deres børn – for hvis dit barns navn ikke står på tavlen, så kommer det ikke med i arken…
Da Madame Nielsen insisterer på, at publikum sammen med hende skal sværge en ed på at ville ændre verden, tager iscenesættelsen en nærmest sekterisk form. “Jeg sværger ved mine elskedes navne…”, indledes eden, som publikum gladeligt gentager uden at ane, hvad der følger efter.
Madame Nielsen og Christian Lollike har med Verdensfrelserinden skabt en velfungerende performance, der sætter fokus på verden som vi kender den i opløsning. Et aktuelt fokus midt i en pandemi, selvom iscenesættelsen og de forskellige kostumer, Madame Nielsen iklæder sig, taler lidt imod budskabet om mindre forbrug og mere back to nature.
