En hvid skamplet

Anmeldelse af White Nigger/Black Madonna på Teater Sort/Hvid

<strong>En hvid</strong> skamplet

White Nigger / Black Madonna på Teater Sort/Hvid. Foto: Sophie Amalie Klougart

Mette Garfield:

Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik og redaktør af ISCENE. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.

Billedserie

White Nigger/Black Madonna
30. april - 19. maj 2018
Teater Sort/Hvid

Billedserie

White Nigger/Black Madonna
30. april - 19. maj 2018
Teater Sort/Hvid

Madame Nielsen og Christian Lollike har med deres seneste forestilling White Nigger/Black Madonna på Sort/Hvid nået bunden for plat, pseudo-reflekteret provokation.

Hun begynder at male sig mørk i ansigtet, og senere synger hun ‘singer song writer’-agtige sange akkompagneret af sin akustiske guitar. Et af omkvædene lyder: “White Nigger, White Nigger, White Nigger”.

Selvom forestillingen af Madame Nielsen instrueret af Christian Lollike omhandler en virkelig historie om en hvid kvinde, der føler sig som sort, tror man ikke sine egne ører: Skal man virkelig høre N-ordet i en nyskreven forestilling i Danmark i 2018?

White Nigger / Black Madonna
White Nigger / Black Madonna på Teater Sort/Hvid. Foto: Sophie Amalie Klougart

Og man tror heller ikke sine egne øjne, da historien om den hvide kvinde, der blot ønsker at være sort med en flot bred næse, kruset afrohår og en stor, svingende bagdel ligesom hendes sorte veninde i skolen, også indebærer reel blackfacing, idet hun maler sine læber hvide og nu ser ud som blackfacede hvide i 1930’ernes og 40’ernes USA for at gøre grin og nedværdige sorte. Men ikke nok med det; bananen bliver også taget frem og abe-lydene i forbindelse med beskrivelserne af sorte mennesker. De kan også danse rigtig godt og løbe hurtigst, får vi at vide i denne eksplicit racistiske iscenesættelse og tekst.

Forestillingens handling behandler som sagt historien om den hvide kvinde, der brændende ønsker at være sort og er formmæssigt udgjort af scenesituationer afbrudt af sange, der ikke kun akkompagneres af Madame Nielsens akustiske guitar, men ind imellem bliver ledsaget af op-tempo-rytmer fra en mixerpult.

White Nigger / Black Madonna
White Nigger / Black Madonna på Teater Sort/Hvid. Foto: Sophie Amalie Klougart

Men historien nøjes ikke med at behandle den tragiske hvide kvinde, som i virkeligheden er sort, men forvilder og muterer sig til fiktionen om et sort oprør ledet af det virkelige initiativ Marronage, der i anledning af 100-året for salget af de tidligere danske kolonier, kaldet de Vestindiske øer, kæmper for sortes rettigheder og synliggørelsen af den danske kolonifortid.

Fiktions-oprøret ender med, at de sorte tager overmagten og vores stakkels sorte, men hvide hovedperson deporteres til en kz-lignende lejr i Afrikas vugge. Herfra skal nu gentænkes og genopstå en ny civilisation.

Den hvide omvending

Pointen i forestillingen er altså temmelig banal; bevægelsen er som hovedpersonens historie: at vende hvidt til sort. De sorte overtager altså magten, mens de hvide ender i kz-lejre fornedrede og umyndiggjorte.

Denne opsætning, der skal forestille at behandle emnet race, ses altså udelukkende fra et hvidt perspektiv, hvilket i sagens natur er ret problematisk.

White Nigger / Black Madonna
White Nigger / Black Madonna på Teater Sort/Hvid. Foto: Sophie Amalie Klougart

At forsøge at diskutere racisme ved at producere racistiske udtryk virker ubegavet og infantilt, ligesom de nuancer og virkeligt interessante magtforhold mellem offerrollen og overmagten kun meget forsigtigt antydes i enkelte momenter. I slutbilledet af den hvide, nøgne kvinde, der lader sig overdynge af mørk maling eller chokolade, gives et stærkt udtryk for den hvides skyld og skam i og som følge af kolonihistorien.

Iscenesættelsen på Sort/Hvid benytter sig af en Houllebeque’sk slyngelæstetik, som den franske forfatter eksempelvis fremskrev i bogen Underkastelsen, hvor islamismen overvinder og sejrer i et fremtidens Europa. Bogen viser dermed i sin omvending af den reelle magtstruktur det totalitære styres tydelige paralleller til Le Pens ideologi. Det er samme koncept, man kan se, og som de dækker sig ind under på Sort/Hvid.

Derudover virker det ikke at lade en enkelt virkelig kvindes partikulære historie stå som en generel fortælling i modsætning til Madame Nielsens Transformatoren på Caféteatret i 2014, hvor hun brugte mytiske, åbne og fiktive kvindeskikkelser i sin undersøgelser af køn, identitet og transformation.

Forestillingen på Sort/Hvid er desuden kedelig og ikke særlig dynamisk dramaturgisk. Det lader til, at Marronage har masser at skulle gøre og i den grad har sin berettigelse, når man kan blive publikum til en så hvid skamplet med intentionerne om at ville debattere race, identitet og frihed i kunsten. Er den kunstneriske frihed virkelig truet i Danmark af at undlade reproduktion af ældgamle racistiske endimensionelle udtryk?

Ide og koncept: Madame Nielsen
Instruktion: Christian Lollike
Medvirkende: Madame Nielsen
Tekst: Madame Nielsen
Komponist: Madame Nielsen
Scenograf: Ida Marie Ellekilde
Lysdesign: Morten Kolbak

Del artiklen

'En hvid skamplet'

Facebook