Afrofuturistisk stjerne gæstede Grob – men en egentlig afrofuturistisk æstetik blev dog ikke kortlagt

Den afrodanske skuespiller Marie-Lydie Nokouda famlede til fredagens kunstsalon arrangeret af Bikubenfonden efter, hvordan hun kan omsætte begrebet afrofuturisme i sin kunstneriske praksis. Stjernen Ytasha Womack formåede at guide hende en anelse i retning af de afrofuturistiske fremtidsutopier, hun selv som science fiction-forfatter dyrker. En egentlig afrofuturistisk æstetik blev dog ikke kortlagt. 

Scenen er besået med en skov af hvide bloklys, da jeg træder inden for i Teater Grobs black box fredag kl. lidt i fem. Den danske skuespiller Marie-Lydie Nokouda og den amerikanske ekspert i afrofuturisme Ytasha Womack skal sammen debatterere.

Annonce

Inden de to tager plads i stolene i midten af scenen, åbner performeren Wanjiku-Victoria Seest ballet med en kort tale på swahili: “Pahali pangu halisi ni pale nirejeapo tena… na tena… na tena” (“mit ægte sted er der, hvor jeg vender tilbage til igen… og igen… og igen”, red.).

Selvom vi ikke i situationen forstår sætningen, som hun gentager flere gange, først grædefærdigt, så appellerende, er underteksten ikke til at tage fejl af: Der er noget vigtigt på spil. 

Afrofuturisme skaber fremtidsvisioner

Hvis man, som denne skribent, ikke er hundrede procent klar over, hvilken funktion “afrofuturisme” har i dansk scenekunst, var denne salon stedet at stille spørgsmål. Termen blev først introduceret i 1993 af den amerikanske journalist Mark Dery, som brugte den til at definere afroamerikansk og afrikansk kunst, der gennem science fiction tilbageerobrer den afrikanske fortid via utopiske fremtidsbilleder.

At genvinde kontrol med historiefortællingen, der gennem slaveri og racisme er blevet fordrejet, samt skabe alternative fremtidsvisioner er afrofuturismens mål. 

Så langt så godt. For hvad vil det konkret sige at inkorporere afrofuturisme i sin scenekunstpraksis, vil Marie-Lydie Nokouda – og publikum – gerne vide. Med projektet Black To Normal tilbyder skuespilleren en dramatisk skriveworkshop til afro-danskere, hvis resultater skal vises på Teater Grob. At gøre diversitet mainstream i scenekunsten er et erklæret mål for Nokouda, siger hun – og i sin praksis vil hun undersøge, hvilke kreative rum afrofuturismen kan åbne for.

Virkeligheden er ikke repræsenteret i kunsten

Nokouda lægger sig fladt ned og erkender åbent, at heller ikke hun er helt med på, hvordan begrebet afrofuturisme skal tages i brug. Hendes bevæggrund for Black To Normal er dette:

“Når jeg går ned ad Nørrebrogade, ser jeg mennesker med mange forskellige hudfarver – men den samme diversitet er slet ikke til stede i kunsten. Hvordan kan det være, at virkeligheden ikke er repræsenteret på teaterscenen?”, spørger hun og bakkes op af spredte nik fra det overvejende kvindelige publikum – “og hvordan kan afrofuturismen hjælpe med at ændre på det?”. 

Her burde Ytasha Womack være kvinden at søge råd hos, hvilket da også synes at være Nokoudas ærinde. Den afroamerikanske forfatter, filmskaber og forsker regnes for USA’s førende ekspert i afrofuturisme og har blandt andet udgivet bogen Afrofuturism: The World of Black Sci Fi and Fantasy Culture og dansefilmen A Love Letter to the Anchestors From Chicago.

Mystik, metafysik og science fiction

Womack er rejst hele vejen fra Chicago for at tage imod. Med sit røde mundbind minder hun om, at Corona andre steder i verden stadig tages særdeles alvorligt. Lidt ærgerligt bevirker mundbindet også, at man må anstrenge sig for at få fat i alle ord, der kommer ud af hendes mund, på drevent midtvest-amerikansk. 

“Afrofuturisme handler om at give mulighed for at forestille sig alternative fremtidsmodeller i  stedet for at føle, at man skal passe ind i den virkelighed, der er gældende lige nu,” lægger Womack ud – underforstået, at den “hvide” fremtidsmodel er normen, der skal undviges fra. 

Afrofuturisme handler om at gøre sig gældende som sort kunstner og sætte sit præg på den verden, man lever i. For at gøre det, bekender den sig som kunstnerisk genre til mystik, metafysik og science fiction, fortæller Womack. Selv startede hun sin karriere som journalist men udviklede sig via afrofuturismen til kunstner. For Nokouda kan man sige, at det er omvendt. Hun er uddannet skuespiller og ønsker nu at gøre afrofuturisme til en del af sin praksis. Hvordan, spørger hun Womack, kan hun implementere den i Black To Normal-projektet?  

Ingen afrofuturistisk æstetik

At give et simpelt benspænd om, at deltagerne i Nokoudas skriveworkshop skal skrive om sorte karakterer, kunne være et sted at begynde, foreslår Womack. Det forekommer banalt, men selv sorte forfattere skriver ofte om hvide mennesker, siger hun. Fordi sorte ikke har været tilstrækkeligt repræsenteret i fiktionen, særligt når det kommer til science fiction, som er Womacks foretrukne genre. Men findes der så en afrofuturistisk æstetik, man som sort kunstner kan læne sig op ad, vil Nokouda gerne vide. Hun vægrer sig nemlig ved at binde sig til et bestemt udtryk, siger hun henvendt til publikum – og heldigvis sætter afrofuturismen ikke kunstnere i bås, understreger Womack:

“Afrofuturisme strømmer gennem dig som kunstner. Man kan ikke sige, hvordan det skal tage sig ud. Det handler om at skabe et rum, hvor nye perspektiver kan opstå og få publikum til at mærke magien. Hvilken historie vil du gerne fortælle? Du skal ind til kernen,” siger  Womack. 

Den danske skuespiller fisker videre efter konkrete guidelines i det afrofuturitiske hav, men der er sjældent bid. Snarere, får man på fornemmelsen, at afrofuturismen skal forstås som en slags vision eller en ideologi, der skal give sorte menneskers perspektiver og historier den plads, de så længe har manglet. Et egentligt æstetisk regelsæt tilbyder den ikke. 

“Afrofuturismen åbner et rum, hvor sorte kvinder kan finde ud af, hvem de er, og skabe det, de har lyst til. Den er også et rum for mænd og andre kønsidentiteter til at forbinde sig til deres intuition og fantasi – med the divine feminine,” lyder det fra Womack. 

Vi går glip af sortes indsigter

Med superheltetegneserien Black Panther og filmen af samme navn fik afrofuturisme for alvor en plads i mainstream-kulturen, og genren er med Black To Normal altså også på vej til at slå rødder på den danske teaterscene. Sidste år viste Nokouda og deltagerne på skriveworkshoppen en række tekster under overskriften Afro To The Future. På hvilken måde afrofuturismen fortsat skal integreres i hendes kunstneriske praksis, virker Nokouda endnu ikke selv til at være sikker på. Og det er måske netop en del af salonens pointe: At den fremtid, som afrofuturismen gør det muligt at forestille sig, netop ikke findes endnu.  

Af samme grund kunne man denne eftermiddag på Grob have ønsket sig lidt mere baggrundsinfo for det lidt åleagtige begreb, der godt kan smutte ud af hænderne på én, bedst som man troede, man havde fået greb om det. Et par gange får jeg fornemmelsen af at være vidne til en privat snak mellem Womack og Nokouda, som da også på forhånd har ført flere telefonsamtaler, hvor Womack har fungeret som en slags mentor for den danske skuespiller. En moderator mellem de to interessante kvinder havde været oplagt – omvendt er Nokoudas nysgerrige og selvironiske tilgang til snakken sympatisk og gør, at man som publikum føler sig repræsenteret. 

For ja, repræsentation af forskellige perspektiver, baggrunde og erfaringer i kunsten er vigtigt – det er eftermiddagens konklusion. For egentlig kan det siges så enkelt, slutter Womack konkluderende af: “Repræsentation er mere end bare kroppe – det er også de oplevelser, vi bringer med os. Der er så meget visdom og så mange indsigter fra den afrikanske diaspora, som er uopdagede og har et kæmpe potentiale. Fordi vi ikke er så eksponeret for dem, tænker vi ikke over disse perspektiver. Vi går simpelthen glip af noget”. 

Til november vender Black to Normal tilbage med projektet Holberg Goes Black på Teater Grob – her er det oplagt at gøre sig bekendt med nogle af de historier, som danskere med afrikansk baggrund ligger inde med. Også selvom man blot kunne gå en tur ned ad Nørrebrogade med åbne øjne og ører.