★★★☆☆☆ Song of 8 – erotisk, nyskabende energirejse efterlader publikum på perronen

CPH Stage og Toaster har med Song of 8 programsat en oplevelse helt ud over det sædvanlige. En på sin vis frisættende fremstilling af mennesket uden skam i søgen mod kanten af virkeligheden drevet af erotisk energi gennem repetitive urlyde og bevægelser. Sindsudvidelse virker dog sjældent på dem, der ikke deltager, og som publikum får vi en ny rolle, når kunstnerne skaber, mens de optræder.

Scenen er et lokale med røde vægge i Husets Teater med store lilla, flettede stofbaner ophængt på bagvæggen bredende sig over en del af gulvet. Tre dansere kommer ind gennem døren iført trusser i hhv. brun, svagt grøn og orange og hver deres fortolkning af en netbluse over bar overkrop. De bevæger hofterne i langsomme 8-talslignende bevægelser, symbolet for uendelighed. 

Annonce

”Det bliver en lang aften,” hvisker en mand til sin kone. Vi sidder som publikum langs væggene på stole og puffer i en hesteskoform og er lige så synlige som spillerne, idet rummet er blottet for sceneteknik og dermed badet i naturligt lys.

Song of 8 er den sidste del af en trilogi, der udspiller sig på kanten af en genkendelig virkelighed af Institute of Interconnected Realities, der endelig kan få værket ud at leve efter pandemien. 

Stemmen i kroppen på rejse

En lang ”uh”-lyd udåndes af en danser og akkompagneres snart af ”åh” og ”ah” fra de andre, mens de fortsætter deres cirklende bevægelser i hofter og overkrop. Én er kommet ned på alle fire og fortsætter lydene med åben mund, og snart nærmer alle sig det lilla scenetæppe. De bevæger sig rundt i det, som om intet i omgivelserne eksisterer i tilstanden af cirklende, svedende kroppe i stående eller siddende formationer.

Stemmearbejdet er coachet af Emma Bonnici, der har baggrund i sang og fysisk teater og er dybt inspieret af den polske teatermand Grotowski. Kroppene vibrerer åbne for urklange i de ca. 6 sekunder lange toner, der stiger og falder for hver udånding af improviserede toner. Der er  dissonanser og harmonier, når stemmerne afløser hinanden eller ligger i lag som klingende kroppe.

Annonce

Bevægelserne udfoldes med øget brug af arme og skuldre, der svinger og klasker meditativt om kroppene, mens gruppen mødes og interagerer med hinanden med fokus på vejrtrækning eller lyd. Danserne mødes i forskellige konstellationer og slutter i et klimaks af meget kraftige toner fra kroppenes dybde, lænende sig mod hinanden som et fælles instrument.

Mellem æstetik, ånd og videnskab

De konstante gentagelser har til hensigt at blotlægge nyt og skabe åbninger i den kendte virkelighed, skriver kunstnerne. Gennem hele trilogien arbejder de med performeren som kanaliserende krop i en søgen mod det nye, der opstår i nuet og kan udtrykkes spontant og frit i modsætning til præfabrikeret koreografi. Der er derfor ikke to forestillinger, der er ens, og alt fra det naturlige lys og rummets karakter spiller ind.

Det er for så vidt et interessant koncept i en tid, der i den grad skriger på mere væren og mindre gøren, på os som human beings fremfor human doings. Institute of Interconnected Realities består da også af tre meget begavede kunstnere: Koreograf og danser Ida-Elisabeth Larsen, koreograf og danser Marie-Louise Stentebjerg og skuespiller og forfatter Jonathan Bonnici. 

De har akademiske baggrunde og uddanner sig løbende. Med interesser for samfund, filosofi og emner som meditation og det transcendentale arbejder de i Institute of Interconnected Realities ud fra begrebet ”decentraliseret koreografi”. Drivkraften er at tilbyde nye perspektiver på fx dramaturgi, produktion og publikumsroller. 

Fra akademiske undersøgelser til praktisk-æstetisk udtryk

Det er stor faktor, at forestillingen er helt uden lys og er tiltænkt at skulle spille, mens mørket langsomt sænker sig og kaster lange skygger. Den effekt fik vi ikke denne aften. Mens krop, stemme og koncept fremstår som et samlet hele, synes æstetikken at have sin egen agenda. Hvis en af pointerne er, at erotik ikke kun er af seksuel karakter, er der måske ikke behov for at underbygge de seksuelt kodede bevægelser med både nøgenhed og netbluser. 

Det nye perspektiver, også på publikums rolle, giver stof til eftertanke. Vi bliver ikke taget med på rejsen og den verden, kunstnerne oplever udover at bevidne selve den drivende kraft i form af stemme og krop. Som performer er man rutineret i at vise udenpå, hvad man oplever indeni i et dobbeltrettet konstrueret udtryk, men det er ikke pointen i en meditativ kanalisering.

Der kan være en risiko for, at de dygtige performere ikke får delt konceptets fulde potentiale med deres publikum, med mindre det er bevidst, at publikum skal efterlades på perronen. Til gengæld er der stor respekt for modet, åbenheden og den vedholdene kunstneriske nysgerrighed, og den tredje stjerne gives derfor på baggrund af konceptets beskrivelse.