★★★★★☆ Esbjerg Revyen 2023 – swingende, nytænkende vinterrevy

Esbjerg Revyen i Musikhuset Esbjerg gør vinter til revytid og placerer sig flot i det samlede revylandskab med sin forfriskende lethed, musikalsk overskud og evne til at nytænke revyens grundelementer.

Revymutter Hanne Bjørnskov blev for nylig Årets Esbjergenser, og det er med god grund. Esbjerg Revyen er et scoop for byen – og for revygenren. Den samler gammelt og nyt. Både helt konkret ved at blande hits fra andre af sæsonens revyer med mere Esbjerg-relaterede numre, men også ved at have en forfriskende lethed, der med små greb virker fornyende.

Annonce

Blæret musikalsk hold

Trine Gadeberg instruerer selv i år, og det slipper hun godt fra med en stærk vægtning af holdets blærede musikalitet og ved at lade numrene referere til hinanden med et glimt i øjet. Vi får naturligvis også den fortsatte beretning om brandingen af byen og andre gengangere kigger også forbi. Først er der koldt, og tophuerne kipper for energikrisen, mod slut hyldes Esbjerg og ringen sluttes om en revy, der både er aktuel, lokal og godt skruet sammen. Kapelmester Peter Bom er ekvilibristisk bag sit piano og spiller en større rolle, end hans stilfærdige fremtoning signalerer.

I første del charmerer de tre herrer, Kasper Gattrup, Gordon Kennedy og Jan Svarrer i Vase & Fuglsangs indholdsmæssigt kønsstereotype, men overlegent leverede badeværelsesblues. Tilbagelænet med indre raseri swinger de krabasken over fruen (eller partneren, vi ved det faktisk ikke), der tilbringer årtier med at blive klar bag den lukkede badeværelsesdørdør. Jan Svarrer har flere fine entreer, hvor han blandt andet causerer over egne danseevner eller dyrs problemer i en presset hverdag. Det er småtosset på den gode måde og fungerer effektivt til at binde tråde på tværs af revyen.

Borgermøde med bullshitbingo

Trine Gadeberg bedårer indolent med sin dansktopsang, Supersygehus, der er medbragt fra hendes nylige soloshow. Kasper Gattrup affaldssorterer til den store, smilende guldmedalje, noget mere hyper-optimistisk end Preben Kristensens smådesperate version i Hjørringrevyen. Gordon Kennedy har opdateret sin Mads & Monopolet-parodi fra Nykøbing Falster, og er endog endnu sjovere, når hans Jørgen Leth forveksler bænk med mink i sit råd til anonyme Mette Frederiksen, eller når hans Finn Nørbygaard smelter helt sprogligt ned i sin kognitive terapi: ”Finn, du er god nok”. Det er Kennedy også.

Første del kulminerer med næste afsnit i brandingen af Esbjerg. Denne gang er der inviteret til borgermøde, og det fortryder Jan Svarrers forfjamskede borgmester bittert. Der er ikke meget hjælp at hente hos Gordon Kennedys floskelkonsulent, der jonglerer bulshitbingo med forbløffende apati – lige på kornet. Borgerne i skikkelse af Gadebergs rasende herre og Gattrups strikkende frue, der kan relatere alt til sin kommende 50-års fødselsdag, fuldender billedet, der er så sjovt, fordi det kun ligger en satirespids foran virkelighedens borgermøder. En advarsel må udgå til Fanø, der trækker det korte strå i den demokratiske proces.

Skønsang og klumpedumpeskøjtning

Den dramaturgiske kurve er lidt svagere i anden del, for de fleste, stærke kort er fyret af i første del. Dog åbner vi med holdets noget nær magiske udgave af Disney on Ice, På glatis, der får skønsang og klumpedumpeskøjtning til at gå op i en højere enhed, og dermed indkapsler Esbjerg Revyens særlige evne til at sætte revyens grundelementer i spil med hinanden på en overraskende måde.   

Næstsidst peaker revyen igen med Trine Gadebergs Pelle, der denne gang har holdt Nythår med Ronning Margretes tale og forældrenes håbløse nytårsforsæt. Margrethes taler er altid ens, ”det er kun det ene øje, der hver gang kigger et nyt sted hen”, og forældrene leverer atter i Pelles udlægning en heftig omgang racisme og fatshaming. Nummeret trækker på tidligere numre med Pelle, men det gør ikke noget, for hans forklaringer om klimaforskrækninger og analfabetet er lige dele uhyggelige og hysterisk morsomme hver gang.

På gensyn

Ja, man kan vel sige, at så længe der findes figurer som Pelle, vil det stadig være muligt at sige temmelig meget fra revyscenerne, og det bliver måske mindre interessant med numre som Sange vi siger farvel til, der tematiserer, hvad man (måske) ikke længere kan sige. Men godt lød det naturligvis fra Sweet sixteen over Ding Dong Song til Op i høet med dig, lille Trine.

Vi siger forhåbentlig ikke farvel til Esbjerg Revyen lige med det første. Den gør vinter til revytid og placerer sig flot i det samlede revylandskab med sin fine kombination af musikalsk overskud, lokalkolorit og lethed i anslaget.