★★★☆☆☆ Rødhætte – bedaget operaversion fænger aldrig

Freja Friberg Lyme har iscenesat Seymour Barabs Rødhætte for Operaen i Midten. På papiret en god idé, men i realiteten en noget langtrukken fortælling med en gammeldags morale. Desværre i en grad, der overskygger den ellers smukke musik.

Det starter egentlig fint. Videoprojektionen af et scenetæppe forsvinder og erstattes med Rika Yasui Hammens film, som vises under ouverturen. I nærbilleder ser vi Leif Jone Ølberg, der ligger i græsset på en åbrink. Herefter kigger han på uret, indser tydeligvis, at han har travlt og løber gennem landskabet, indtil han når frem til teatret, hvor han dukker op på scenen.

”Jeg er ulven / frygt ikke for mit bid / med mindre jeg er sulten / hvilket er altid,” synger han kækt, da han har iført sig ulvemasken og præsenteret sig selv for børnene i salen. Og når Leif Jone Ølberg synger, brager han stærk igennem. Han står noget svagere i talesekvenserne, hvor kombinationen af hans norske accent og den noget unaturlige ordstilling i Michelle Nora Lind og Emma Oemanns danske oversættelse, gør ham sværere at forstå.

Afstanden er svær

Musikken i Seymour Barabs opera fra 1962 flyder smukt fra orkestret under ledelse af dirigent Marco Crispo. Orkestret er placeret på gulvet i den ene side foran scenen. Det er skønt, at man virkelig kan se de dygtige musikere arbejde, men desværre betyder det også, at der er temmelig langt fra første publikumsrække og frem til scenen. Det gør det vanskeligt at skabe den fornemmelse af intimitet og nærvær, som ellers ofte kendetegner børneteater.

Instruktør Freja Friberg Lyme har forsøgt at imødegå denne udfordring ved i to tilfælde at lade sangerne bevæge sig ned fra scenen og helt op til publikum. Først Leif Jone Ølbergs ulv, der fuld af væmmelse synger om, hvor meget han hader kage, slik og alt, der er groet op af jorden. Og siden Michelle Nora Linds Lille Rødhætte. Men det kompenserer ikke for alvor for den fysiske distance mellem scene og sal.

Gammeldags i sprog og morale

I 1962 var det sikkert også et hot emne at tale om mådehold – om ikke at proppe maven for fuld. I hvert fald er det et tema, der går igen gennem hele Rødhætte. Ligesom den afsluttende morale, ”mor ved bedst”, så virker det hele temmelig bedaget.

”Hvor er jeg bekymret og rastløs og urolig / Det er det barn / Hun er simpelthen utrolig,” synger mor. Hun har svært ved at styre sin datter, som både spiser for meget og hellere vil lege end lære sin historiebog udenad. Men helt ærligt, hvilket barn i dag har det ikke sådan?

Oversættelsen kunne have opvejet en del af denne gammeldags fornemmelse ved at benytte et mere nutidigt sprog. Eller som minimum ordstillinger, som børn i dag forstår. Desværre lader det til at være en mestendels meget tekstnær oversættelse, der blot er suppleret med lidt mere moderne ord hist og her.

Uklar målgruppe

Ideen med introduktion til opera gennem et velkendt eventyr er god. Det fungerede jo glimrende med Den lille havfrue og prinsen, som Operaen i Midten turnerede med tidligere på året. Men Rødhætte føles langtrukken og distanceret.

Selvom eventyret ikke i sig selv er særligt langt, så trækkes historien her i langdrag med utallige gentagelser. Gentagelser, som måske ville have fungeret, hvis det var en halv times forestilling for de alleryngste. Men i en iscenesættelse, der ifølge teatret er ”for hele familien”, virker det helt unødigt. I det hele taget sad jeg gennem hele forestillingen med en fornemmelse af ikke at vide, hvem denne forestilling egentlig er henvendt til.