★★★☆☆☆ 4. pladsen – handler atletik virkelig ikke om at vinde?

Danseforestillingen 4. pladsen viser os – med gymnastiktrin og i atletikstadionstil – at det ikke handler om at være bedst, men bare om at være med.

Perfekthedskultur. Konkurrencesamfund. Selvoptimeringstrends. Survival of the fittest. The winner takes it all.

Det er sjældent taberne – eller endog det jævne – vi hylder. Men i forestillingen 4. pladsen af Kinéo 37 og Odsherred Teater gør man op med dyrkelsen af vinderne og hædrer det uperfekte.

Vi sætter os langs siderne i en firkantet arenaformation. På gulvet ser vi de to medvirkende varme op, justere banen og forberede sig. Vi har alle fået en t-shirt i enten orange eller grøn, matchende de to medvirkendes farver, og på den måde er vi altså allerede inddelt i et “dem” og “os”. Kom så, de orange!

Men forestillingen handler ikke om “dem” og “os”, men om to sportsudøvere, der konkurrerer imod hinanden, og som så gerne vil vinde. Men alle kan jo ikke vinde – nogle skal være taberne. Og det er så forestillingens budskab, at det også er helt okay.

Trin a la Kaptajn Jespersen

Koreografien af Georgia Kapodistria og de to medvirkende blander kontemporær dans og decideret gymnastik a la Kaptajn Jespersen. Og mest af det sidste. Man kan spørge sig selv, om høje knæløft kan betragtes som dansetrin, men her er de altså en del af koreografien.

Man har til lejligheden opfundet en atletisk pseudodisciplin, som næppe kommer på OL-programmet, men som giver de medvirkende og et par publikummer mulighed for at konkurrere og måle hinandens præstationer.

Dette er forestillingens omdrejningspunkt. Og pointen er, at vi skal se, hvordan det er at blive nummer sjok. Øv, en taber! Men det er okay.

Et regulært synsbedrag

Undervejs udfolder de to medvirkende, Tobias Sköld og Jon Hoff, et fysisk-komisk parløb med sine absolutte kvaliteter.

Eksempelvis fletter de to kroppe sig forunderligt sammen, når den ene oven på den anden – og med byttede trøjefarver – skaber et regulært synsbedrag. Hvilke ben hører nu til hvilken overkrop?

Der er åbenlyst langt flere evner hos disse to dansere, særligt i streetdance-stilen, end hvad denne koreografi giver dem lejlighed til at vise. Det kan man jo så ærgre sig over. Men hvorfor skulle de også bruge tid på dét, de er bedst til, når det bedste er ligemeget?

En gimmick at holde varmen i

Forestillingens meget simple budskab bliver decideret banalt, men dog effektivt formidlet. Til gengæld synes den sportslige kontekst, som forestillingen er sat i, at være en misforståelse.

For ja, lad os endelig få gjort op med præstationskulturen i skolen, på de sociale medier og snart sagt alle steder – men sgu da ikke i atletikken, der er skabt til at hylde det ypperste. Hele samfundet kan ikke være et Royal Run, hvor der gives medaljer for ren og skær deltagelse.

Så hvad bliver denne sportsramme brugt til? Og hvorfor sidder vi alle med grønne og orange “holdtrøjer” på? Det havde været oplagt at inddrage fankulturen – særligt den lidt uforsonlige slags i fodboldverdenen. Men det blev ikke i denne forestilling. Her bliver de farvede t-shirts kun til en gimmick, vi kan sidde og holde varmen i.

4. pladsen er egentlig en underholdende forestilling, der på tilgængelig vis udfordrer tanken om kun at stræbe efter det ultimative. Men jeg kan ikke strække den til mere end tre stjerner – og det er jo også lige så godt som topkarakter, må vi forstå.