Hver gang skriver trekløveret DON GNU dagbog om arbejdsprocessen bag afslutningsforestillingen i trilogien om den moderne mands identitet: M.I.S. natten lang.
Kom med bag om M.I.S. natten lang.
”Poetiske klovnerier”, ”en forunderlig rejse, igennem alle de mænd, der findes” og en ”skæppeskøn sandal-dans”, som fortæller en ”simpel historie på en, i særklasse, overraskende og underholdende måde”. Sådan lød de fine anmeldelser efter premieren på DON GNU’s nye forestilling M.I.S. natten lang, der var afslutningen på kompagniets trilogi om den moderne mands identitet. De to forudgående – Mænd i Sandaler og Kvinde Kend Dit Skab – var en kæmpesucces både blandt publikum og anmeldere, hvoraf sidstnævnte modtog en Reumert-nominering og den aarhusianske publikumspris. Så hvordan skaber man en afslutning, der lever op til det?
Den første idé
Allerede i januar begyndte idéerne at opstå, men der er langt fra de første tanker til den forestilling, der blev præsenteret 10 måneder senere.
Hvor udgangspunktet i Kvinde Kend Dit Skab var det hårde, faste materiale i form af skabe, var udgangspunktet denne gang det bløde og formelige, hvorpå konsekvensen af menneskelig handling tydeligt ses; slår du på en stor, gul oppustelig bold, vil den utvivlsomt flytte sig – ligesom alle vores handlinger påvirker både stort og småt omkring os.
De efterfølgende måneder blev idéen og konceptet udviklet; blandt andet på en researchtur til Ljubljana, Slovenien, i samarbejde med Theatre Glej, hvor vi fik nye perspektiver, inspirationer og søgte efter ’den ægte mand’ på den lokale brandstation.
Hjemme igen startede prøverne op i september, men her lå forestillingens indhold stadig helt åbent: ”Det er enormt vigtigt for os, at scenerne ikke bliver for konstruerede, da man så mister både nærværet og energien. De skal ikke presses frem ud fra ønsket om at ville noget bestemt. Hvis en scene ikke fungerer, så kommer den ganske enkelt ikke med, selvom den passer ind i historien. Hver enkel scene skal føles så ikke-konstrueret som overhovedet muligt,” fortæller Jannik Elkær, der er en del af det kunstneriske trekløver i DON GNU og samtidig selv står på scenen i forestillingen. De øvrige to tæller Kristoffer Louis Andrup Pedersen, som også performer, samt filmskaberen Christoffer Brekne, der som medinstruktør fungerer som ’øjnene udefra’.
Barnlig naiv nysgerrighed
I stedet arbejder de tre med det, de beskriver som en ’barnlig naiv nysgerrighed’, hvor karakterer og scener langsomt skabes og udvikles gennem leg og improvisation. Først derefter – få uger inden premieren – sættes det hele sammen til en sammenhængende dramaturgisk fortælling:
”Hvis historien er sat for stramt, begrænser det rummet til kreativiteten og dermed den videre udvikling af forestillingen. Der skal være plads til kreativitet og plads til at lege, for det er først, når vi leger, at de gode idéer opstår,” forklarer Christoffer.
Processen handler derfor om at veksle mellem at brede sig ud og være åben over for alt, der virker interessant og underholdende – for derefter at snævre det ind og konkretisere det i forhold til den overordnede fortælling. For den dybere mening skal selvfølgelig være der. Men lige så vigtigt er det, at hver enkel lille scene og handling føles ægte.
Publikum skaber teateret
Legen mærker man også under forestillingen. Her leges både med indholdet og også med selve formen for den måde, vi almindeligvis ser en forestilling på: ”For os er kontakten med publikum enormt interessant, for det er først, når vores materiale møder publikum, at det får dets endelige betydning. Derfor har vi forsøgt at nedbryde den usynlige væg, der normalt adskiller scene og publikum, blandt andet ved at udfordre det velkendte forestillingsformat og lege med, hvad der er tilladt – både på og uden for scenen,” fortæller Kristoffer.
Publikum bliver derfor tænkt med i alt. De skal ikke blændes af uforstående kunst, men opleve, at en forestilling taler til dem og med dem.
En måned inden premieren, da forestillingen endnu blot bestod af en række usammenhængende scener, blev alle interesserede derfor inviteret til en åben prøve og en snak om deres tanker, indtryk og udtryk i det ufærdige materiale:
”Den åbne prøve var virkelig en god oplevelse. Som kunstner er det jo enormt nervepirrende at skulle præsentere noget ufærdigt. Det skaber en virkelig intens og nærværende atmosfære. Der er enormt meget på spil, og alt kan gå galt. Og det gør det måske også, men det er samtidig også det, der gør det så ærligt,” siger Jannik.
Når ting går galt
Og i den virkelige verden går ting galt. Til den åbne prøve var det godt nok kun Kristoffers 70’er-jakkesæt, der revnede, men de mange timer i prøvesalen har dog budt på en række udfordringer.
En af de større var, da et nyt plankeværk to uger inden premieren betød, at kompagniet var nødt til at gentænke en lang række scener.
”Men det er sådan, virkeligheden er. Og begrænsninger af noget er ofte en mulighed for noget andet. Og det viste sig jo også, at det nye stativ åbnede op for en masse nye, spændende muligheder og stunts,” forklarer Kristoffer.
Og sådan har hele processen været. Planker, bolde, vindblæsere og englevinger er løbende blevet ud- og indskiftet, når fysiske begrænsninger, manglende nærvær, den overordnede fortælling eller publikums holdninger har villet det.
Få uger inden premieren begyndte forestillingen at tage form. Men først da de faste komponister Alice og Rune efterfølgende lagde musik på, blev det til en dynamisk og original forestilling.
Og sådan blev en tanke om dynamikken af vores handlinger til en forestilling om et simpelt plankeværk, der viser sig at være meget mere end det.
M.I.S. natten lang havde Aarhus-premiere d. 29. oktober 2015 og kan opleves igen d. 3.-8. marts 2016 på Dansekapellet i KBH.
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #173 2016.
