Orlando: legende kønsteater

<strong>Orlando:</strong> legende kønsteater

Orlando på Betty Nansen Teatret. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Mette Garfield:

Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.

Billedserie

Orlando
14.sep - 13. okt 2018
Betty Nansen Teatret

Billedserie

Orlando
14.sep - 13. okt 2018
Betty Nansen Teatret

Instruktør og ny kunstnerisk leder af Betty Nansen Teatret, Elisa Kragerup, åbner succesfuldt sæsonen med en spejlende smuk og højaktuel sceneversion af romanen Orlando.

”Er du ikke en kvinde”, spørger kvinden forundret sin elskede, en mand, og han spørger ligeså forundret tilbage: ”er du ikke en mand?” I Betty Nansen Teatrets klassiske teaterrum bliver højaktuelle queerede kønsproblematikker humoristisk sat i scene i teaterudgaven af Virginia Woolfs stileksperimenterende og satiriske roman Orlando fra 1928.

Orlando, vores hovedpersons historie bliver rullet op fra han som ganske ung mand og litteraturinteresseret får sine allerførste erfaringer med kærlighed, bedrag, ulykkelig forelskelse og forsøg ud i digtekunsten. Han forsøger at finde ud af, hvem han er. Orlandos livs scener udspiller sig over flere århundreder; tiden er på en måde opløst og sat i stå, ligesom kønskategorierne er udflydende. Orlando vågner nemlig pludselig op en dag efter en lang søvn som kvinde.

De fysiske fabelagtige skuespillere i Orlando på Betty Nansen Teatrets scene giver liv til fortællingen gennem barnlig teaterleg; den karakteristiske sanselige Kragerup-stil. Er Orlando på et skib, vugger personerne på scenen sig blot fra side til side som bølger, så ved og godtager vi, publikum, selvfølgeligt præmissen om, at vi er på havet.

Spejlkabinet – mange identiteter

Handlingens omdrejningspunkt er søgen efter identitet. ”Hvem er jeg?”, spørger Orlando ud i det mørke teaterrum. Virginia Woolf var i sin roman ikke blot forud for sin tid i en satire over kønsrollernes begrænsninger, men særligt i beskrivelser af identitetens og kønnets udflydende karakter. Det vil sige problematikker og opfattelser som er højaktuelle i dag.

I Orlando har scenograf Maja Ravn og instruktør Elisa Kragerup meget intelligent brugt en spejlmetafor som udgangspunkt for scenografien. Det kan nemlig være i spejlbilledets dobbelthed, at vi leder efter os selv. Et stort spejl på scenens bagvæg rejses i begyndelsen af forestillingen vendt ud mod publikum, så vi hele tiden kan se en lille smule af os selv. Spejlet står dog så skråt på scenens gulv, så gulvet også reflekteres op i spejlet på bagvæggen. Det bruges i forestillingen til at skabe smukke abstrakte scenebilleder og til at lege med og forvride vores perspektiv. Når skuespillerne ligger kravlende på gulvet, hvor en husfacade er malet, ser det ud som om, de klatret op af en husfacade, fordi vi kigger ind i det oprejste spejl på bagvæggen.

Orlando på Betty Nansen Teatret. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Spejlscenografien er ikke blot en gimmick, der spiller humoristisk puds med publikums perspektiv og fremviser teatrets virkemidler, men giver også et ekstra fysisk dobbeltlag til fortællingen om Orlando: som i et spejlkabinet splintres og forvirres jeg’et og kønnene til tusindvis af forskellige jeg’er og køn. Spillet mellem kønnene kan som i scenen nævnt i indledningen foregå i myriader af variationer. Mandens feminine side kan være i dialog med kvindens maskuline side eller omvendt, og en mand kan forelske sig i en mand eller noget helt fjerde. Kønnene sættes forsøgsvis frit i den svimlende smukke, æstetiske Orlando på Betty Nansen, der også lader mænd spille kvinder og omvendt. Kostumerne er desuden hovedsageligt præget af renæssancens feminine mode, kalvekrøs, pludderbukser og hvidpudrede parykker, ligesom musikken hovedsageligt mimer renæssancens gentagende cembalo og fløjtespil; dog sensuelt afbrudt af Grace Jones’ hypnotiserende dybe, disko-stemme.

Orlando på Betty Nansen Teatret. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Gamle kønsroller

Men samtidig mærker vi i forestillingen også ikke mindst kropsligt, hvordan kønsroller begrænser. Orlando må, da hun vågner op som kvinde, fx iføre sig korset og kan ikke længere eje jord. Hendes fremtid er radikalt forandret fra den dag, hun er kvinde. Hun bliver nødt til at gifte sig og gemme sig bag stivnede masker. Orlando spillet af vidunderlige Maria Rossing må fx som kvinde pludselig forsvinde bag fjollede påtagede fnis overfor en ihærdigt pågående bejler.

Orlando på Betty Nansen Teatret er fabulerende flot og sanseligt samtidsteater; der er sat alle sejl til med denne åbningsforestilling og alle kan være med. Orlando er endnu en interessant, vedkommende og humoristisk litterær fortolkning fra Kragerups hånd til scenen. Teatrets mange magiske virkemidler er udnyttet fuldt ud, men med en enkelhed, så maskineriet ikke får overtaget.

Orlandos køns- og identitetsproblematikker og deres kompleksiteter får fokus; kønsrollernes begrænsninger for alle køn bliver sat fysisk og visuelt i scene og peger derfor også til sidst i en fænomenal overraskende afslutning lige tilbage på os, publikum, så vi kan spørge: ”hvem er vi, og hvad vil vi nu?”

Instruktør: Elisa Kragerup
Medvirkende: Maria Rossing, Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann, Anton Hjejle
Scenograf og kostumer: Maja Ravn
Dramatisering: Sigrid Strøm og Njål Helge Mjøs
Bearbejdelse: Solveig Gade
Baseret på oversættelse af: Karsten Sand Iversen

Læs mere om forestillingen her: www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger

Del artiklen

'Orlando: legende kønsteater'

Facebook