Kærlighed ved første hik – The musical er en tynd fortælling med fed musik og sprudlende unge talenter. Det er en noget spille-rusten Robert Hansen, som skal forsøge at give nyt liv til den midaldrende Viktor, mens den modne Sofie Lassen-Kahlke giver Anja-karakteren lidt troværdig sødme. Men det er de unge og musikken, der holder liv i forestillingen.
De fleste har nok dyrket filmen Kærlighed ved første hik for et par årtier siden, og i trit med tidsånden forvandles de gamle filmhits til musicals. Nu er pilen landet på Kærlighed ved første hik, og her kan publikum opleve de originale filmstjerner – om end i lidt ældre version. Så hvad gør man, når tiden er løbet fra de kendte, men konceptet stadig sælger. Man spæder op med en fluffy rammefortælling, og fyrer op for ”alt det fede fra dengang”.
Og hold da op et mærkværdigt show, de har tryllet frem i Tivoli. Her er verdens tyndeste rammefortælling om ”Viktor verdens lækreste brandmand” og ”verdens smukkeste Anja” (jep – manden er sin profession, kvinden sit køn) tilsat tonsende musik, 80’er farver, discokugler, light-mandestrip og masser af bling-bling.
Rammefortællingen er tynd og omfatter historien om den modne brandmand Viktor (en noget spille-rusten Robert Hansen), der daser dagen bort på sofaen, mens han guffer flæskesvær og ser Champions League. Og toptunede Anja (en troværdig-sød Sofie Lassen-Kahlke), der styrer mod karrierens top som konceptudvikler i et reklamefirma.
Da vi møder parret, er der knas i forholdet – og man forstår. For Viktor længes efter Anja, mens hun hellere vil knalde Tisvilde-klovnen Topper (Oliver Bjerrehus – totalt blottet for skuespillertalent, men ganske sjov i sin stilrene hipster-karikatur). På sidelinjen regerer venneparret Porsche-Peter (Joachim Knop med sans for selvironi og fed bund i sangstemmen), og hans dominerende kone Regitze (en lidt overstyret Fie Alberte Damgaard-Lauritsen). Hvordan det venskab er kommet i stand, må stå hen i det uvisse, men det giver fint liv i fortællingen. Historien foldes ud i et mix af scener fra dengang de mødtes og følelserne blomstrede til nutidens kærlighedskrise.
Manuskriptets banale oplæg giver ikke meget substans på indholdssiden, og derfor er det så stor en fornøjelse at fokus er lagt på musikken og de koncert-lignende optrin – og repertoiret er bredt. Der synges Spice Girls’ Wannabe, når den modne Anja skal folde sig ud med girl-power på jobbet, Stupid Man (Thomas Helmig), mens Viktor vælter stiv rundt på bodegaen og Martin Brygmanns Jeg vil i seng med de fleste, når teenage-pigerne folder sig ud før festen. Bandet Innocent Blood står live på scenen og tonser stærkt igennem med groovy beats og lækre guitarrifs, mens et par kreperlige forudindspillede back tracks var svære at finde fornøjelsen ved. Der er fart på, så falder det ene nummer lidt ved siden af (og det gør de indimellem) buldrer det andet straks afsted, og de enkelte sceneskift glider elegant, mens de i turbo-tempo folder fortællingen ud.
Men det er de unge, som giver aftenen værdi, når de spæder til med deres sprudlende skønne og lystigt hormon-tonsende energi og løsslupne ”teenagere-fortolkninger”, mens de både kan synge, spille skuespil og danse så det kan mærkes i hele kroppen. Helt i front er den unge Viktor (en charmerende elskelig kejtet Nicolaj Jensen), der i samspil med den unge Anja (den gennem-musikalske og overbevisende sødmefulde Anna Clara Sachs Leschly) får den tynde fortælling til at fyldes med følelsesmæssig substans med deres indlevende spil og følelsesvækkende stærke vokal. Kæmpe-talentet Lea Thiim brager igennem med en stemme-kapacitet som få kan matche.
I selskab med dem er det skønt at genopleve Kærlighed ved første hik. Men hvorfor vi lige skal se denne film-version på scenen frem for alt mulig andet, gives der ingen dybere forklaring på.
