The Phantom of the Opera er et overflødighedshorn af flotte kostumer, stemningsfulde optrin, skøn musik og sansemættet scenografi. Men tiden er løbet fra den gamle musical, og effekter som for tre årtier siden gav sus i maven og gys i kroppen, synes i dag noget bedaget og fremstår til tider ufrivilligt komisk i deres forenklede form.
Der er ikke sparet på de billedstærke udtryk, for The Phantom of the opera er et overflødighedshorn af kostumer, der funkler med deres tusinder af pallietter, varme farver og smukke stoffer. Scenografien er sansemættet med smukke stoffer og flotte stemningsskift fra ophøjet opera til gotisk kælder-uhygge med blafrende lys og dyster orgelmusik.
Og det er her, i kælderen under operaen, at den misdannede Phantomet bor og regerer. For Phantomet kræver sin plads. Loge fem skal stå klar til ham, der skal ligge et fast beløb hver måned, og da han kaster sin kærlighed på den unge solist Christine kræver han også, at hun får de bærende roller på scenen. Det får den aldrende diva til at klage og så er balladen i gang.
The Phantom of The Opera på Det Ny Teater 2018. Foto: Miklos Szabo
Det er en spinkel historie, der er for træg om at komme i gang, med sine mange udramatiske optrin, som fx oplæsning af lange breve for operaens direktion.
Sibylle Glosted er Christine med voluminøs stemmekapacitet og yndefuldt skuespil, og vi forstår Phantomets betagelse. Tomas Ambt Kofod er Phantomet med lige så betagende stemmepragt, han formår dog ikke helt at få formidlet karakterens farlighed. Hvilket kan undre igen, når man mindes Tomas Ambt Kofods fabelagtige fortolkning af dobbeltkarakteren Jekyll & Hyde (Det Ny Teater, 2016), der på et splitsekund kunne skifte fra kvinde-charmøren Dr. Jekyll til monsteret Mr. Hyde. Her er Phantomet mere en forlist sjæl, der sejler rundt nede i de dunkle kældergange.
The Phantom of The Opera på Det Ny Teater 2018. Foto: Miklos Szabo
Omkring de to hovedroller er et væld af karakterer, der alle gør det fantastisk. Det er et imponerende syn, når de står på trappen til det overdådige maskebal i stykkets opera – men dramaet går også i stå, når der ikke sker mere end dét gennem en hel sang.
The Phantom of The Opera på Det Ny Teater 2018. Foto: Miklos Szabo
Programmet lover, at ”Musicalen er sat op i nøje overensstemmelse med ur-versionen”, men ur-versionen er fra 1988 og der er immervæk sket en del med både den scenografiske og digitale udvikling inden for de sidste tre årtier. Og med al respekt for den styrtende lysekrone, så giver det ikke helt samme sus, som fx en digital rutschetur gennem Notre Dame, som vi fik lov at opleve på Fredericia Teater i Klokkeren fra Notre Dame (2016). Her fik gruen også fat i følelserne da tunge bas-lyde rystede sæderne, mens salen blev omsluttet af digitale flammer i selvsamme musical. I The Phantom of the Opera bliver det nærmest ufrivilligt komisk, når Phantomet skal virke skræmmende, og spyr fyrværkeri-ild med sin stav, suppleret af puf-puf-lyde.
Når det så er sagt, er det bare at nyde musikken og de flotte kostumer. Det er musical-historie i flotteste udtræk – ikke bare som vi husker, men helt som det var dengang i 1988.
