Rasmus Botoft brager stærk igennem som den enfoldige soldat Svejk, og giver med sin pragt-præstation et fængende portræt af soldaten, der er ”for dum til krig” – eller er han? Botoft og holdet leverer skuespil i topklasse, men selve fortællingen er for banal og for lang til rigtig at fænge – og er krig virkelig så morsomt på scenen?
Det synes som om, Nørrebro Teater har forelsket sig i fortællingen om den lille mand mod overmagten i en krigstid. Vi så det i sidste sæsons gendigtning af Chaplins film Diktatoren (2017), og oplever det nu i dramatiseringen af Jaroslav Hašeks roman Svejk. Sidst handlede det om en fattig barber i 2. verdenskrig, nu handler det om en hundehandler i 1. verdenskrig. Sidst var der ni mænd og en kvindelige skuespiller på scenen, nu er der syv mænd og to kvindelige skuespillere på scenen – så det handler om mænd, og mænds håndtering af magt, krig og oprør.
Svejk på Nørrebro Teater, 2018. Foto: Büro Jantzen
Da vi møder den øl-glade hundehandler Svejk, hygger han sig på den lokale bar. Han er erklæret idiot på papir, og fritaget fra militærtjeneste, men da krigen sætter ind, sendes han alligevel til fronten, og vi følger hans tummulte tur gennem krigen og tilbage igen.
Teatret lancerer selv forestillingen som ”et komisk eventyr”, og det er da også en eventyrlig rejse, som Svejk kommer ud på, hvor han tabes i kortspil, og ender som oppasser for løjtnant Lukas. Kommer fra ham og må finde ham igen på sin rejse gennem krigens landskab.
Desværre er teksten temmelig simpel i sin form og savner den refleksive overbygning som kunne give komikken lidt kompleks kant og forankre fortællingen i samtiden. For Svejk er en lang historie om en mand, der smilende (og måske bevist) snor sig uden om magtens autoriteter ved at spille naiv og dermed sikre sit eget liv – men er det budskabet om, hvordan man overlever verden i dag?
Egentlig fungerer forestilling bedst i de enkeltstående optrin, som hver især og lidt revy-agtigt kalder smilet frem – som fx en tummelumsk Ménage à trois iscenesat som slap-stick satire, et slowmotion-slagsmål og Svejk (Botoft) som rablende regnestykke – systemopregner. Her kan latteren få frit løb af den rendyrkede komik, mens en række fjollede optrin – som fx en mand med et stort brev på hovedet – der gentagende gange styrter ind på scenen, virker som humor fra verden af i går.
Svejk på Nørrebro Teater, 2018. Foto: Büro Jantzen
Det er et større stjernecast Nørrebro Teater har fået sat på scenen, og de spiller godt. Botoft løfter forestillingen med sit sprællevende, psykologisk stærke og satirisk skarpe portræt af Svejk, som vi aldrig bliver helt kloge på om er idiot eller geni. Ved hans side står et hold af stærke kræfter, ikke mindst Tom Jensen der endnu engang viser sit særegne talent for at skabe karikaturstærke karakterer, og med en særlig sans for rollens detaljer vækker den til live på scenen, her fx i skikkelse af den fordrukne feltpræst, der ønsker alle ad helvede til, mens hans åbenlyst søber alkohol fra salmebogens ryg. Mens Carsten Svendsen med stor scenisk karisma løfter løjtnant Lukas ud af den rene parodi, så man får empati med manden, når Svejk gentagende gange går i gang med sine endeløse anekdoter fra fortiden.
Forestillingen er ganske ferm og professionelt sat på scenen og den overvældende flotte og fantasifulde scenografi med interiør, der ruller ned fra væggene og på et split-sekund kan skifte scene fra øl-bar, til togvogn, dobbeltseng og skyttegrav, fungerer fremragende.
Svejk på Nørrebro Teater, 2018. Foto: Büro Jantzen
– alligevel melder spørgsmålet sig: Hvad vi skal med fortællingen i dag?
Her er krig, med bulder og brag og en stakkels Svejk, som forsøger at overleve i en verden af gru, ved at spille dum. Her er et univers hvor magtmænd orkestrerer verden efter eget forgodtbefindende, og en hob af mennesker der må dukke nakken mens de står til regnskab for de højere magter, der rækker helt op til Gud. Mens en verden af kvinder er reduceret til biroller i mændendes magtspil. Helt konkret i skikkelse af Ulla Henningsen som mimende bartender og diverse petit-roller, og Sara Viktoria Bjerregaard som bl.a. promiskuøs rigmandsdulle og liderlig luder, som siden skydes ned og knaldes af den nekrofile løjtnant – Er det morsomt? Ikke rigtigt. Måske skal det ses som et politisk budskab? Magtens strukturer er skabt af mænd? Det er i alt fald et bemærkelsesværdigt greb i en tid med #Metoo-bevægelsen buldrende frem i hele kulturlandskabet.
Tilbage står en skuespillermættet stærk forestilling, flot scenografisk forløst men også med en snert af satire fra verden af i går.
