Pelle Erobreren som musikteater er en ambitiøs og flot fortælling med stærke skuespilpræstationer, men historiens barske og rørende realiteter har svært ved at finde et følelsesmæssigt fokus i det store scenerum.
Fortællingen udspilles i 1877, hvor drengen Pelle og hans aldrende Lasse-far flygter fra et fattigt Skåne til et bedrestillet Bornholm med drømme om frihed og lykke. Men friheden har trange kår på herredsædet Stenholm, hvor parret får fæste. Forvalteren hersker med trusler og straf, de tyende bindes med syv-dages arbejdsuger, mens herremanden knalder alskens ungmøer og fruen går til grunde i sorg og alkoholisme. Her er ingen frihed eller lykke – hverken for høj eller lav.
Det er en barsk fortælling om et Danmark, med arme skæbner i en nær fortid, som er let realiter-bar til flygtninge-konflikten i dag, og på den vis både er vedkommende og aktuelt.
Derfor kan det også undre at fortællingen er sat op som et episk drama med fokus på de flotte optrin. Med sin episke grundstamme, arbejder den nemlig imod, at publikum kan leve sig ind i handlingen, og gør det sværere at blive rigtigt rørt.
Maja Ravn har skabt den store ørkenagtig ø-scenografi, der måske ikke bringer store minder om Bornholm, men som står stor og slagkraftig symbolsk som en ø af armod, hvor de hårdt prøvede arbejdere fastholdes uden mulighed for flugt eller social oprejsning. I de højere luftlag regerer herrefolket – helt konkret udfolder de livet på de lange løbegange langs salens buede hvælvinger. Det er en konceptuel fin idé, der meget konkret får socialklassernes hierarkiske adskillelse illustreret. Det hele understøttes af voluminøse videoprojektioner, der med dystopiske undertoner lader et rørt himmel og hav flyde forbi på den enorme bagvæg, mens håbet får liv af enorme blomster, som springer i flor og oplyser hele rummet med deres blide farvepragt – det er overvældende og smukt.
På gulvet får et hold af veloplagte skuespillere bragt liv i flere af scenerne. Thomas Bo Larsen, skaber med sin evige små-trippen og enfoldige ydre, en hjertevarme Lassefar, der indfølt og rørende viser et menneske, der nægter at slippe livsdrømmen i sin iver for at skabe et bedre liv for sin søn. Drengen (Julian Horta Meier Clausen) er et fund som Pelle, når han med ukuelig tro på tilværelsen og en fortryllende sangstemme får os til at tro på, at der alligevel er håb for fremtiden. Mens både Signe Egholm Olsens malkepige og Kristian Rossens gårdkarl står som stærke personligheder i det store scenerum.
Men flere af bifigurerne fremstår lidt for entydigt til at bibeholde scenernes dramatiske fremdrift. Der hersker ingen tvivl om, at Kristian Halkens æble-gnaskende forvalter ved gud er en djævelsk personlighed, eller Morten Suurballes Herremand, hvis sextrang til andre end konen, er skadelig for både folket og fruen, men de forbliver uvedkommende så længe deres karaktertræk ikke rummer mere end til enstrengede handlingsmønstre.
Forestilling er en fortælling med musik, og her er hentet er hold af musikere ind med folkloristisk bundklang. Her er stemning af bondeland og fortid, men det er svært at spille det store rum op med de akustiske instrumenter – også selvom de er miked op, og musikken har lidt svært ved rigtig at give fylde i den store fortælling.
Pelle Erobreren er en billedmættet flot oplevelse, hvis vægtige fortælling fra fortiden trækker vedkommende tråde til i dag.
Læs mere om forestillingen her
