Den uendelige historie er fuld af fantasi og håb for fremtiden

<strong>Den uendelige historie</strong> er fuld af fantasi og håb for fremtiden

Den Uendelige Historie på Aarhus Teater 2018. Foto: Emilia Therese

Trine Wøldiche:

er Cand.mag og teateranmelder for Information

Billedserie

Den uendelige historie
15. nov – 21. dec 2018
Aarhus Teater

Billedserie

Den uendelige historie
15. nov – 21. dec 2018
Aarhus Teater

Årets familieforestilling på Aarhus Teater er en fortælling fuld af fantasifulde skabninger, spænding, mod og ikke mindst håb. Den er spækket med visuelle effekter og virkelig fine kostumer.

Der er bøger over alt. Hele bagvæggen er dækket af fotostater forestillende uendelige rækker af bogreoler. Tusindvis af bøger, der leder tankerne hen på fantasifulde fortællinger netop som den, der udspiller sig på den nyrenoverede Store Scene på Aarhus Teater.

Det er ikke uden grund, at Michael Endes Den uendelige historie regnes for at være én af verdens bedste børnebøger. For det er jo netop en fortælling, der indfanger essensen af det at være barn. Det at være fuld af fantasi og håb og kærlighed. At turde leve sig ind i litteraturens verden. Og det får instruktør Jacob Schjødt ret fint frem i sin iscenesættelse.

Den Uendelige Historie på Aarhus Teater 2018. Foto: Emilia Therese

Ashon Pramanik er en troværdig Atreju

I foromtalerne af forestillingen har såvel teatret som medierne fokuseret meget på Anton Hjejles rolle som drengen Bastian og musikeren Oh Lands nykomponerede titelsang. Sidstnævnte er også både velklingende og ørehængende med en stemning, der matcher forestillingen. Men skal du se Den uendelige historie, er det på grund af de finurlige og fine kostumer, de mange vellykkede scener og den evigtgyldige pointe i historien om, at du skal tro på dit eget værd og aldrig glemme at bruge din fantasi her i livet.

Anton Hjejle gør det godt som Bastian, der har mistet sin mor og bliver drillet i skolen. Men det er ikke just en rolle, hvor der er meget at arbejde med. Bastian stikker af fra nogle bøller, snupper en bog fra antikvarboghandlerens bord og sætter sig til at læse den i kælderen under skolen. Her begynder eventyret, mens Bastian læser videre. I landet Fantásien er mørke kræfter på spil. Intetheden vinder frem og sluger alt det smukke og muntre. Kun Ashok Pramaniks stigfinder Atreju kan redde Barnekejserinden fra sygdommen og dermed forhindre Fantásiens undergang.

Den Uendelige Historie på Aarhus Teater 2018. Foto: Emilia Therese

Og det er netop Atreju, der er helten og den sande hovedperson i Den uendelige historie. I Ashok Pramaniks skikkelse bliver han medfølende, modig og naturligt uselvisk på sin rejse gennem riget. Hans ligefremme facon og jyske dialekt gør ham let at holde af, og han vinder med det samme publikums sympati. En ikke uvæsentlig evne, når man skal fastholde koncentrationen fra et publikum, der for en stor procentdel består af yngre børn.

Fantasifulde kostumer og mørk uhygge

Det er ikke svært hverken at fastholde koncentrationen eller at følge med i historien. Jacob Schjødt er tro mod bogens fortælling og lader hver enkelt scene stå klart frem. Indimellem med skøre detaljer til at indfange barneøjne og vække nysgerrigheden. Den nye Store Scene får sin ilddåb med brugen af et utal af tekniske effekter, fleksibelt scenegulv og en dobbelt drejescene, der giver ekstra energi til Atrejus løb over bjerge og gennem dale.

Astrid Lynge Ottosen har designet de fineste, skæveste kostumer til de mange særegne skabninger i Fantásien. Ikke kun nuttede men også urovækkende og sære, som en jakkesætklædt mand med harehoved, et lavt, Teletubbie-lignende, rødt væsen med gammelmandsansigt eller en kæmpemæssig, lyserød tylgoble. De fremstår som en fysisk manifestation af den barnlige, grænseløse fantasi. Også Kim Veisgaard er skøn i sine biroller. Både som den støvede, grå antikvarboghandler med ekstra briller i panden og den lille, temperamentsfulde opfindergnom, der giver Atreju gode råd med på vejen.

Den Uendelige Historie på Aarhus Teater 2018. Foto: Emilia Therese

Men som i ethvert godt eventyr, er der naturligvis også onde, mørke kræfter på spil. Intetheden, som langsomt udsletter Fantásien, er hovedsageligt skabt via lys og videoprojektioner på bagvæggen. Det er tydeligt, Benjamin la Cour i sin scenografi har leget løs og fundet på flest mulige anvendelsesformer af den nye scenes muligheder. Da Atrejus bedste ven, hesten Artax (Magnus Haugaard) opgiver ævred og lader sig opsluge af ”sørgmodighedens sump”, sker det rent fysisk ved at scenegulvet synker og hesten langsomt forsvinder ned i et røgfyldt hul. Og når Atreju flyver gennem Fantásien på lykkedragen Fuchur, fyger verden forbi bag dem i videoprojektioner, der både viser det skovklædte landskab, men også de sorte, abstrakte kruseduller, som gør det ud for Intetheden.

De mange skæve væsner er ret forunderlige. Ved at anvende stylter under nogle af kostumerne giver Astrid Lynge Ottosen figurerne ekstra kant. Især med Jonas Kriegbaum som varulven Gmork, der går foroverbøjet på gedebukkebenslignende fødder og akrobaten Michiel van Leeuwen, som den mangebenede kæmpeedderkop Ygramul, kommer brugen af stylter til deres ret.

Den Uendelige Historie på Aarhus Teater 2018. Foto: Emilia Therese

Selvom scenografien ikke er naturalistisk, er Fantásien alligevel yderst præsent. Børn kan sagtens forestille sig. De har (heldigvis) masser af fantasi til at skabe et magisk univers ud af visuelle effekter og finurlige kostumer. Og der er heller ingen tvivl, når man betragter de mange betagede barneansigter rundt om i salen. Den uendelige historie holder stadig. Både som bog, som film og som familieteater.

Romanforlæg: Michael Ende
Dramatisering: Nina Wester
Oversættelse: Hanne Lund Joensen
Instruktør: Jacob Schjødt
Scenografi og lys: Benjamin la Cour
Kostumer: Astrid Lynge Ottosen
Lyd: Lars Gaarde
Titelsang: Oh Land
Medvirkende: Ashok Pramanik, Anton Hjejle, Kim Veisgaard m.fl.

Læs mere om forestillingen her

Del artiklen

'Den uendelige historie er fuld af fantasi og håb for fremtiden'

Facebook