Folketeatret lader champagnepropperne springe med en florlet, fjantet og fiffig udgave af filmklassikeren Mød mig på Cassiopeia.
Mød mig på Cassiopeia er et overflødighedshorn af Kai Normann Andersens hits. De er alt nok til at sætte denne lidt bedagede farce-operette op i 2019. Hvem vil ikke knibe en tåre med den enlige lille muse, der ”får hjertet knust mellem himmel og jord”? Hvem vil ikke bittersødt valse Den allersidste dans med den smækre flyverofficer? Hvem vil ikke nynne Toner fra himlen?
Trods det temmelig støvet-romantiske kønssyn, der strømmer gennem sange som disse, har manus faktisk en lille frigørelseskrog i netop musikkens muse Polyhymnia, der med sødme og charme ihærdigt forsøger at frigøre sig fra far Zeus og hans oldgræske kodeks for unge piger på 2500 år. Hendes ønsker om mad, kjoler og kys kandiderer ikke helt som frådende feministisk projekt, men peger dog på en retning bort fra patriarkatet, der ved filmpremieren i 1951 sad tungere på tronen end i vor tids identitetspolitiske andedam. ”Nogle gange holder man bedst fast ved at give slip”, erkender Zeus og det bonmot er stadig gangbart.
Folketeatret lykkes langt hen ad vejen med denne fokuserede sceneversion, der trækker de storylines, der fortsat giver mening i dag, frem i billedet, giver farcepedalen et ekstra tryk, men også formår at indfange originalens cocktail af kækhed og naivitet.
Historien roterer om 3 par. De unge, musen Polyhymnia og piloten med pigetække Harry. De modne, komponisten John Berger og hans frue, divaen Irene. De ældre, Harrys særdeles erotiske tante Rosa og Zeus i egen guddommelige gestalt.
John er ramt af skriveblokade, fordi hans ægteskab med divaen Irene vakler. Hun flirter med hans ven Harry, der til gengæld falder pladask for Polyhymnia, som John på opfordring af Rosa har hidkaldt som hjælp. Da romancerne blomstrer og forhindrer arbejdets færdiggørelse, kommer Zeus for at hente Polyhymnia hjem til Olympen, men så støder han ind i Rosa. Forvirret? Det behøver man ikke at være. Historien er klar og holdes også nogenlunde i snor i Kasper Wiltons tempofyldte iscenesættelse, der især i birollerne får fuld farcegas.
Troels Malling kan i den grad tale som en gammel film, og det gør han udstrakt brug af som hysterisk teaterdirektør, der rutinemæssigt forsøger selvmord på hver premieredag. Hans sagtmodige regissør i altid poetiske Kristian Holm Joensens figur sikrer lige så rutinemæssigt, at der er løst krudt i pistolen. Lone Hertz har en stjernestund som den dampende Rosa med kuglelejer i hofterne og smut i øjet. Hun sekunderes af Asger Rehers lidt tungere Zeus, som til salens store moro leverede en særlig udgave af Grease Lightning, der som bekendt stammer fra en helt anden film. Med Travolta og co’s letfodede udgave i klar erindring var det lidt en pine at se og høre på, der ligesom Harrys afliring af Grand Prix-melodier var en tand for meget publikumslefleri for min smag.
Carsten Svendsen og Trine Gadeberg er et godt par, der begge mestrer rollernes melodramatiske træk og har timingen på plads. Christopher Læssøs Harry er lidt anonym i det og Amalie Dollerup er jo ikke Bodil Kjer. Til gengæld er hun Amalie Dollerup, og hendes muse er i familie med Kjers, og samtidig helt sin egen fint nuanceret med troskyldighed, nysgerrighed, sødme, lattermildhed og alvor.
Alle synger og danser ikke lige godt, men forestillingen har god rytme og rammer sit publikum rent med evergreens i metermål, frække ordspil og fængende figurer. Mød mig på Cassiopeia er, hvad den er, og Folketeatret forsøger ikke at bilde os andet ind. En florlet, fjantet og fiffig fortælling, hvor fødderne vipper i takt helt af sig selv og det er svært ikke at synge højt med. Teater til tiden? Nja, det kan man nok ikke helt sige, men et relativt vellykket bud på en opdateret klassiker vil jeg godt byde ind med.
